Tímarit Máls og menningar - 01.02.1989, Blaðsíða 121

Jóhann Sigurjónsson
Tiden
En ung Mand sad en Efteraarsaften oppe paa sit fattige Kvistværelse.
Han sad i en gammel slidt Gyngestol. Af og til satte han den i Be-
vægelse med sin Fod. Saa sad han længe helt stille - gyngede saa
igen.
Skumringen kom og gik. Hans Kammer fyldtes af den hvide Maa-
ne.
Han dromte om sit Liv. Levede det igen i Erindringen. Glade og
bedrovede Minder drog forbi.
Der bankede paa Doren - en let famlende Banken. Sandsynligvis
en Tigger. De sogte gerne op paa Kvistene, hvor de vidste, fattige
Mennesker boede.
Han rejste sig og aabnede Doren. Der var morkt ude paa Gangen.
Han saa ingen. Men udenfor Dortrinet laa en lille Pakke svobt ind i
et sort Klæde.
Han lyttede efter Trin nede paa Trappen - horte intet.
Det matte være en Fejltagelse, at den Pakke blev lagt der. Han
ventede ingen Foræringer. - Den laa der som en stor Muldvarp, der
var skudt op af Morket og faldet i Sovn foran hans Dor.
Han tog den - folte at det sorte Klæde var knyttet fast om en glat
Kugle.
Der dukkede op en flygtig Erindring om en Glaskugle, som var
drevet i Land fra Havet. Han havde ejet den som Barn. Den havde
været hans kæreste Legetoj. Maaske var det den. - Han smilede ad
Tanken, men samtidig folte han, at denne gaadefulde Kugle var hans
Ejendom.
Saa bar han den ind paa sit Værelse og stillede den paa sit Bord.
Han lukkede Doren - sogte eftir Tændstikker. - De var ingensteder
at finde. - Maanelyset var ogsaa tilstrækkeligt.
Han losnede det sorte Klæde - det gled ned paa Gulvet.
Et forunderligt Uhr stod foran ham. Skiven lignede en formorket
111