Tímarit Máls og menningar - 01.02.1989, Blaðsíða 122

Tímarit Máls og menningar
Maane. Den var sort. Uden om den laa en hvid Straalering. Den var
uden Visere.
En gylden Snor bar Pendulet. Det havde en dyb rod Farve. - Det
var blodigt.
Det bevægede sig stille og uden Lyd. Værket var lukket inde i en
Glaskugle. Den havde en blaa Farve, der skiftede i uudsigelige To-
ner - den levede.
Den Farve fyldte ham med Glæde . . .
Der dryppede en Draabe Blod af Pendulet. Hele Kuglen blev
svagt rod - kun et 0jeblik - flygtigere end en Solnedgang. Saa fik
den igen sin forrige Farve.
Han forstod, at Pendulet det græd, og som det bevægede sig stille
og uden Lyd, begyndte han at tale med det, som var det et levende
Væsen.
- Du græder over Tidens evige Ilen. Over os Mennesker, som
kun har saa kort Tid at leve i. Sol stiger og Sol gaar ned i ubegribelig
Skonhed. Hvert Foraar loves Skovene, og Engene bliver gronne.
Vinteren dækker Bjærge og Sletter med sin hellige Kappe og kaster
sit blanke Spejl over stille Soer. Græd kun - dine Taarer lov priser
Livet.
Atter faldt der en Taare. Det rode Skær dæm red og flygted, men
den blaa Farve kom ikke igen. Kuglen blev mork.
Den unge Mands Sind blev grebet af en hemmelighedsfuld Sorg,
og da han talte, var der Vemod i hans Stemme.
- Maaske græder du slet ikke over Livets Flygtighed. Du har levet
længe og sikkert set megen Sorg. Inde i Skovene, hvor unge Træer
blev kvalte og aldrig naaede at ranke sig op til Solens Lys. Ude paa
Havene, hvor den vilde Storm jager de stolteste Skibe tildode.
Iblandt Menneskene, hvor Fattigdom og Begær tramper de skonne-
ste Længsler ihjel.
Han skimtede, at der faldt en ny Bloddraabe - den blev slugt af et
ufolsomt Morke. En dodelig Kulde strommede ud fra Kuglen.
Han rejste sig, og for tredie Gang talte han til pendulet, som var
det et levende Væsen.
- Du rode Pendul i Maanelyset. Du græder ikke over Menneske-
ne, men over dig selv. Du græder over, at du blev domt til at maale
Tidens Gang. Hele dit Liv har været en eneste lang hjælpelos Higen
112