Ársrit Hins íslenska fræðafjelags í Kaupmannahöfn - 01.01.1920, Qupperneq 12
12
Porv. Thoroddsen
og voru alveg sýknaðir, en smælingjarnir, sem urðu fyrir
rangindum, urðu að borga brúsann.
Petta ástand í Kanaans-landi var mjög hentugt fyrir
Gyðinga, sem vildu fá sjer fasta bústaði í landinu. Hefðu
Kanaansmenn haft vit á að sameina sig, hefðu þeir hæg-
lega getað rekið Gyðinga af höndum sjer, en ósamlyndið
olli því að þeir sviku hver annan og notuðu málalið af
Hebrea-kyni hver á móti öðrum. Annars var ólíklegt að
fátækar hjarðmannasveitir, þó hraustar væru, hefðu getað
lagt undir sig land með mörgum kastalaborgum, kúgað
íbúana og gjört þá að þrælum. í þjónustu ýmsra höfð-
ingja munu Hebrear hafa lært aðferðir við herhlaup á
kastala og yfirleitt hernaðaríþróttir þær sem þá tíðkuðust.
Á Amarnabjefunum sjest, hvenær Gyðingar byrja árásir
sínar á Kanaan, það hefur verið nálægt 1450 árum f. Kr.,
og þeir gera stöðugt vart við sig á óllum þeim tíma,
sem brjefin ná yfir (1415 — 1360). Kananítar, sem Gyð-
ingar voru að ónáða, voru af sama ættstofni sem sjálfir
þeir, og töluðu svipað tungumál, en þeir stóðu eðlilega í
byrjun miklu framar í öllum búskap, jarðyrkju og annari
verklegri menningu, heldur en Hebrear, sem voru hjarð-
mannaþjóð, höfðu eingöngu lifað á kvikfjárrækt, buið í
tjöldum og flutt sig úr einum stað í annan með hjarðir
sínar, en áttu enga fasta bústaði. Full yfirráð yfir Kanaans-
landi fengu Gyðingar ekki fyrr en eftir 4—5 hundruð ára stöð-
uga baráttu, bæði við íbúana sjálfa og ýmsar smærri hjarð-
mannaþjóðir, og svo við Filistea, sem komu frá strand-
lengjunni að vestan í sömu erindum eins og Hebrear að
austan, og lenti þessum þjóðum því eðlilega saman.
Eftir dauða Amenophis IV. urðu heima á Egypta-
landi miklar deilur um trúarbrögð- og stjórnarfar og
mistu Egyptar þá öll ráð yfir hinum fornu skattlöndum
sínum í Asíu. Seinna fór þó Ramses II. Egyptakonungur
(1324—1258) herferð norður til Sýrlands með sjó fram