Aldamót - 01.01.1901, Side 45
45
kirkjulý'ðinn þar, en þó einkum fyrir oss, þetta litla
íslenzka félag, ef þær kreddur yrði hjá oss alráðandi.
Ein af þeim kreddum snertir hinar kirkjulegu
seremoníur. Hvergi í lútersku kirkjunni eiga menn
eins fullkomnar tíðareglur eins og þar. Og til þess að
gjöra þær svo vel úr garði hefir verið varið stór-miklu
fé og fyrirhöfn. þetta út af fyrir sig er lofsvert, og
mikið á því að græða einnig fyrir oss. En það er
lögð langt um meiri áherzla á þetta seremoníu-mál í
General Council en mér að minsta kosti finst muni
geta verið heilsusamlegt fyrir framtíðar-velferð kirkj-
unnar. því er óneitanlega haldið þar fram all-títt svo
sem væri þaö reglulegasta aðal-atriði. Rétt núna ný-
lega, fyrir rúmum mánuði, stóð ofur lítill greinarstúfur
í ,,Lutheran“, aðal-málgagni General-Council-manna,
með þessari fyrirsögn: Soine practical Principles o/
thc Lutheran Chtirch (nokkrar verklegar meginreglur
lútersku kirkjunnar). Eitt af því, sem þar er talið
upp, er þetta: ,,Hún (lúterska kirkjan) hvetur presta
til að ganga í hempu. “ það hlýtur að vera býsna
sterk seremoníu-tilhneiging hjá þeim mönnum, sem
láta þetta vera eina af hinum kirkjulegu meginreglum.
Og þar sem það er gjört sé eg að mér er ofaukið. þaö
þýðir nú reyndar lítið, hvað mér finst. En hitt þýð-
ir mikið, að hér er gengið lengra í seremoníu-áttina
en nokkur heimild er til í nýja testamentinu og hinni
almennu trúarjátning lútersku kirkjunnar. Og það
má ganga að því sem vísu, að svona mikil áherzla lögð
á það, sem að eins er auka-atriði, verði kirkjulífinu til
sundrungar, að minsta kosti hinu veika kirkjulífi ís-
lendinga, ef vér fetum hér í fótspor þessara mikils-