Aldamót - 01.01.1901, Side 95
sem eg trúi á, —sá guð, er á dásamlegan hátt hefir
opinberaö sig í Jesú Kristi. En hann lýsir sér hér
ekki sjálfur. Hann lætur mennina lýsa því, er hon-
um hefir tekist að koma þeim í skilning um,—því, sem
þeir hafa lifað og orðið er að ljósi í sálum þeirra. En
þegar þeir fara út fyrir það, taka þeir af sínu eigin, og
þar er honum ekki um að kenna.
i. Vissulega eru þessar bókmentir ólíkar öllum
öðrum! Hér er ekki verið að flytja langar prédikanir
eins og í Kóraninum um að guð sé einn og einstakur,
hafinn hátt upp yfir alla tilveruna, né heldur er verið
að útmála umbun og hegning eftir dauðann. En hér
eru einfaldar sögur og látlausar af því, hvernig guð á
þðnum tímum hafi leitt mennina við hönd sér, ekki
til að gjöra vegsemd þeirra mikla, heldur til að gefa
guði einum dýrðina.
Hve ólíkt Egiptum og Babyloníumönnum og As-
sýringum! Þeir eiga líka óðauðlega sögu, er þeir hafa
fært í letur. En þeir hrósa sjálfum sér og konungum
sínum—hefja þá til skýjanna, svo lýsingin verður oft
hlægilegt smjaður, er lítið sannleiks gildi hefir. Að
eins afreksverka þjóðarinnar láta þeir getið,—tala um
bardagana miklu, er þeir hafi unnið sigur í, herfangið
stórkostlega, er þeir hafi tekið, mannhópanafjölmennu,
er þeir hafi gjört að þrælum. Niðurlægingar tímabil-
in í sögu þeirra fær maður vanalega ekkert um að vita.
Þess er vannlega gætt, að engin niðrandi atriði hvorki
um konunga þeirra né þjóð séu tekin með í þá sögu.
Sagnaritun Gyðinga er þver-öfug við þetta. Þar
er mest talað um mótlætið. Sagan er oftast þyngsta
ákæra gegn þjóðinni í heild sinni og konungunum sér-
staklega, af því bæði þeir og þjóðin hafi yfirgefið vegu