Aldamót - 01.01.1901, Side 171
i7i
þögn á þingi bragna;
þoka í miðjar hlíðir;
lýða ráð á reiki;
ríkti hrafn og tóa.
Varð mér heitt um hjarta,
hét eg þig að hvetja.1'
Svo er hún látin falla til svefns á stól, er stendur leik-
sviöinu. Koma þá nornirnar inn frá vinstri, Urður,
Veröandi og Skuld, svartar og svipdimmar, en frá
hægri koma inn dísirnar: Trú, Von og Elska. Taka
nornirnar fyrst til máls og fara nöprum og niðrandi
oröum um allar framfarir og hrós Gömlu Aldarinnar:
,,Ferð þín öll var flas og villa,
frelsisraup þitt, alt að trylla,
líf þitt bú, sem ber sig illa. “
Fær hún þá ótta í svefninum og biður í svefnrofunum
dísirnar að líkna sér. Koma þær þá fram og ógna
nornunum og verSur meS þeim heilmikiS þrátt. Trúin
er látin segja:
,,Þegar æfin líður að banablund,
þegar brjóstið kvíðir á neyðarstund,
þegar tæmist kraftur og táp þitt frýs,
kemur trúin aftur, þín góða dís.''
Þegar dísirnar hafa ógnaS nornunum á brott, kemur
Nýja Öldin inn og fer aS tala viS Gömlu Öldina^ er
stendur nú á fætur og faSmar hana aS sér; eiga þær
nú all-langt samtal; í því er Gamla Öldin látin segja
þetta:
,,Sjáðu, dóttir, hér und höndu minni!
Hjá oss eru gyðjur inni,
verndardísir veikri manna hjörð!
Trú á þær í Tilverunnar nafni!
Trú og Von og Ást í lífsins stafni
sigurmerkjum halda hér á jörð.
þær hafa kveðið elztu ljúflingsljóðin,
lelðir rutt í gegnum stál og bál,
sungið lýðum fagra frelsis-óðinn,
fóstrað, skapað mannsins sál!"
Svo er þá Gamla Öldin látin deyja, meSan dísirnar