Atuagagdliutit - 01.01.1961, Qupperneq 4

Illustrationerne
til denne
artikel er
velvilligst ud-
lånt fra
bogen Eskimo
Skulptur af
Jørgen
Meldgaard
(Schultz Forlag
1959)
Eskimoen
Den eskimoiske kunst
udfoldede sig uden snæ-
rende og faste rammer,
men var begrænset af
de forhåndenværende
redskaber og materialer.
I denne artikel fortæller
museumsinspektør Jør-
gen Meldgaard, hvad
kunst
Fig. 9:
Øverst: Skeletmotivet udartede i
vort århundrede som f. eks. denne
østgrønlandske udskæring.
åssiliaK 9:
Kutdleic: saunilersuissarneK ajor-
nerulersinenarsimavoK ukiune na-
livtine sordlo tåssane tunumiut Ki-
perugåne.
Fig. 10:
Nederst: Udskæring i træ, 19 cm
høj, af trommeslagerske. Kap Dan
1936.
åssiliaK 10:
atdlek: arnap tivassup åssinga
Kissungmik Kip er ug au 19 cm-tut
portutigissoK, Kap Danime suliaK
1936-me.
Man finder en dværgpil,
der vokser oprejst, og skærer
af den tykkeste del af stam-
men en dukke, som bindes fast
under hætten på en dreng. Thi de pile,
der gror oprejst, har en stærkere livs-
kraft end de, der kryber hen ad jor-
den, og en sådan amulet gør derfor
ikke blot en dreng hurtigt voksende,
men han bliver også så stærk i ryg-
gen, at han kan gå oprejst gennem li-
vet — uden at være bange for noget.
En gammel østgrønlænder malede
denne smukke baggrund for en lille
fordringsløs skulptur — inden den som
genstand nummer L. 5585 havnede i
museets kælder. Som pile-drengen bør
alle eskimoens ting betragtes på deres
baggrund i eskimoens liv, også kun-
sten. I denne tekst til et udvalg af
eskimoiske skulpturer er det hensigten
at søge at give et indtryk af, hvad tin-
gene betød for eskimoen; i anden
række, hvad de samme ting som
kunstgenstande måske kan sige os.
Dværgpilen er for eskimoen et
sindbillede på styrke og smidighed i
den overmægtige arktiske natur, hvor
tilværelsen er betinget af evnen til på
samme tid at kæmpe mod naturmag-
terne og smidigt bøje af for dem og
tilpasse sig dem. Men den arktiske pil
kan også tages som et billede på eski-
moen selv og på hans kultur.
Han er veludrustet i sin kamp for
tilværelsen i alle henseender, fysisk,
psykisk og kulturelt. I denne tilværel-
se på grænsen af eksistensmuligheder-
ne fremtræder han som det „speciali-
serede naturmenneske."
Hans fysik er kraftig og formerne
runde. I et klima, hvor det er en
åbenbar fordel, at legemets overflade
er begrænset til et minimum for at
mindske afgivelsen af varme, er han
begunstiget med relativt korte arme
og ben og et fyldigt fedtlag, som bl. a.
afrunder ansigtet over de brede kind-
ben. En polstring som samtidigt be-
skytter mod kulden, navnlig omkring
øjnene. Kraniet afslører, at eskimoen
hører til de mest smalnæsede folkeslag
i verden — trods den ydre, tilsyne-
ladende lange og flade næse; et helt
igennem velegnet organ til opvarm-
ning af den kolde luft. Den seje føde
tygges med en massiv underkæbe med
kraftige muskelfæster, og hjernekas-
sen har antaget en form, der virker
befordrende på dette arbejde.
ir VI TROR PÅ DET ONDE
Det er nærliggende at ville se en til-
pasning til omgivelserne i disse for
eskimoerne så karakteristiske træk.
Men arvelighedsforskernes diskussio-
ner om hvilke faktorer, der er be-
stemmende for menneskeslægtens ud-
vikling, maner til forsigtighed; ikke
mindst hvis man nærmer sig prekære
problemer som tilegnede egenskabers
nedarvning. Og er disse specielle
„eskimoiske" træk et resultat af til-
pasning, da må de formentlig skulle
forfølges tilbage gennem en uhyre
langvarig udviklingsproces, hinsides
de 4—5 årtusinder som i dag tilmåles
den „eskimoiske" kultur, og udover de
geografiske grænser, vi trækker om
eskimoens land.
Også psykisk har eskimoen tilpasset
sig. Hans ubekymrethed for morgen-
dagen, sålænge øjeblikket er lyst og
lykkeligt, er et fælles træk fra Bering
Strædet til Østgrønland. Det er den
„sorgløshed", som uforstående og plan-
læggende europæere, let fornærmet,
bebrejder de eskimoer, der nu må om-
stille sig til en ny livsform og et nyt
livssyn. Eskimoen var i naturens vold,
og ville han planlægge, da måtte det
altid ske med forbeholdet: dersom vej-
ret og naturmagterne vil det, da må-
ske .... Afhængigheden af naturkræf-
terne, af alt hvad der rører sig i na-
turen, indbefattet fangstdyrene, skab-
te magien. Ceremonier var af samme
betydning som en velformet harpun,
og amuletter ligeså nødvendige til
værn mod overfald som styrke og vå-
ben.
En eskimo fra Grønlands østkyst
udtrykte sit livssyn således:
„Jeg ved ingenting; men uafbrudt
stiller livet mig over for kræfter,
der er stærkere end jeg selv! Slæg-
ters erfaringer har vi for, at det er
svært at leve, og det er altid det
uafvendelige, der bliver mands og
kvindes skæbne. Derfor tror vi på
det onde. Det gode behøver man
moen.
ikke at tage hensyn til, for det er
godt i sig selv og behøver ingen til-
bedelse. Det onde derimod, som lu-
rer på os i det store mørke, truer
os gennem storm og uvejr og sniger
sig ind på os i klamme tåger, må
holdes borte fra de veje, vi går."
Alligevel er eskimoen selvbevidst;
han tror på sig selv, og han bygger
sin tilværelse på erfaringer, der for
den væsentligste del er højst reelle, og
som er høstet i de forudgående gene-
rationers kamp for føden og mod kul-
den.
ir TILVÆRELSEN UDTRYKT
I KUNSTEN
Denne sum af erfaringer har skabt
eskimoens højt udviklede og speciali-
serede fangstkultur. Men i de udstrak-
te områder fra Alaska til Grønland
har kampen formet sig forskelligt og
tilpasningen fulgt forskellige veje.
Den arktiske verden er ikke ensartet
snedækket tundra og isdækket hav, og
de første grupper af jægere vandrede
ikke overalt ind på de store jagtmar-
ker med de samme forudsætninger.
I eskimoforskningens tidlige dage så
man eskimokulturens stamtræ som én
stamme med én rod, og diskussionen
drejede sig om i hvilken jord denne
rod var plantet: i Canadas centrale
egne eller i Den Gamle Verden. Spe-
kulationerne var væsentligt baseret på
studiet af de nulevende eskimoers
kultur, og denne forekom relativt ens-
artet fra øst til vest. Senere års ar-
kæologiske udgravninger har vist en
uanet rigdom af former for „eskimoisk
kultur". Den arktiske pil kan også her
tages som et billede på eskimokultu-
ren: Dens rødder forgrener sig i et
gammelt, subarktisk kulturlag udbredt
fra Sibirien til Canada, og den har
sendt sine skud op over tundraen til
de arktiske kyster på mere end ét sted
og til forskellige tider.
Den arktiske natur har tvunget eski-
moerne til en næsten raffineret fuld-
kommengørelse af deres erhverv, både
direkte gennem selvstændige opfin-
delser og indirekte ved lån udefra.
Men samtidig har samfundet stået i
stampe; de umådelige ødemarker og
befolkningens fåtallighed har modvir-
ket en udvikling mod et højt organise-
ret samfund. Eskimoernes kunstudfol-
delser må ses i sammenhæng med den-
ne kontrast mellem den materielle
kultur og samfundsordningen. I væ-
sentlig grad synes kunstens mangfol-
dighed, og da navnlig de udtryk, der
er bundet i religion og magi, at være
afhængig af samfundets grad af kom-
plicerethed. Såvel i forhistorisk tid
som i historisk tid udviser de forskel-
lige eskimokulturer højst varierende
kunstudfoldelser.
ir SNITTEKNIVEN
Der er blevet skabt en for kunsthi-
storikeren næsten forvirrende blan-
ding af naturtro og geometrisk kunst
i en rig afveksling af „stilarter".
Men udfoldede eskimoisk kunst sig
end uden snærende og faste rammer,
så var udfoldelserne dog begrænset af
de forhåndenværende materialer og
redskaber. Eskimoisk skulptur er altid
skåret ud, alene materialets art og
genstandenes størrelse udelukker et-
hvert forsøg på at forme skulpturen
ved hug. Snitteknivens udseende kan
variere fra sted til sted og efter tids-
perioden, navnlig dog efter materialets
art. Det hyppigst foretrukne råmate-
riale, hvalrostand, kræver et solidt
jernblad — eller et stort antal af de
hårde, men skøre, flintblade; dertil
skrabning og ofte afpudsning med sten
eller sand. Rentak er blødere og lader
sig lettere forme, og den har ofte fun-
det anvendelse. Det let forgængelige
råmateriale træet, har formentlig væ-
ret hyppigere brugt som emne i gam-
mel tid, end det overleverede stof la-
der ane; iøvrigt var dets forekomst
højst ujævn i eskimo-området, og
bortset fra i Alaska afhængigt af hvad
havstrømmen førte med sig af driv-
tømmer.
Materialets art indskrænkede i no-
gen grad kunstnerens virke, men dets
form inspirerede ham også. Ofte har
han fornemmet mulighederne i den rå
form, taget den i hånden, drejet den,
og set, hvad der var i den: måske en
lille sneugle venter på at komme frem
af denne hvalros’ kindtand. Og kun
nogle få hjælpende snit var nødven-
dige ved fødslen (fig. 2).
ir THULEKULTUREN
Eskimokunstneren skar sine moti-
ver, men han forsynede dem også un-
der visse omstændigheder med indrid-
sede dekorationer. Sjældnere forsøgte
han sig i kunsten at indgravere sine
motiver; sådanne billedfremstillinger
er i det væsentlige begrænset til Thu-
lekulturen (d. v. s. efter år 1200) og
Alaska-eskimoerne i det 19. og 20. år-
hundrede. Hvor fremmed eskimoen
står overfor den opgave at nedfælde
former på en tegnings plan, vil fremgå
af den lille historie, som ligger bag ud-
skæringen af hvalrosserne vist på
fig. 3.
Eskimoen Aua af Iglulik stammen
havde fra sit snehus på Itibdjeriang
bopladsen netop siddet og iagttaget
fire store hvalrosser, som kom dri-
vende forbi på en isflage, da Knud
Rasmussen kom til bopladsen på en af
sine rejser under Femte Thule Eks-
pedition. Knud Rasmussen fik det
usædvanlige syn beskrevet med ma-
lende fagter og ord, og bad — nær-
mest som et eksperiment — Aua for-
søge at illustrere beretningen med en
tegning. Papir og blyant blev lagt
frem. En time gik, hvor Aua sad tan-
kefuld med blyanten. Så blev den rakt
tilbage med en bemærkning om, at
han hellere ville skære den i hvalros-
tand — det ville være lettere .... Seks
*
Fig. 1.
Sneugle skåret i kindtand af hval-
ros. Højde 2,3 cm. Fundet i Igloolik-
området, Canada.
fig. 1.
ugpik aorrup erdligpånit KiperugaK.
portussusia 2,3 cm. Canadame Igloo-
lip ericåne navssåic.
4