Atuagagdliutit - 01.01.1961, Qupperneq 13

Af EIGIL KNUTH
FORM - FARVE- FEST
Aron
fra
KangeK
ALVERDENS SKELER KER
ARONS AKVARELLER
SbhU'x U. 1A-I7. ilvcnkBX k! IMS.Ckaa* toS&tns.
JnUtSrøK N; V<rsio*;>;ulu IH
Udstillingsplakat med forstørret gengivelse
af Arons nordbotræsnit: Qaissapip Oungor-
toq toqukå. = Qaissape dræber OungortoK.
takutitsinigssamut pilerisårut Alup navdlu-
nåtsiait pivdlugit kigartugåta åssilineKarne-
ra agdlisineKarsimassoK: K’asapip TJngor-
tOK tOKUkå.
MENS MAN På Atuagagdliutits
red iktion i Godthåb var opta-
get af jubilæumsforberedelser,
udstillede en ukendt grøn-
landsk maler henved et halvt hundre-
de akvareller i København. Det var
meget små billeder og et meget lille
udstillingslokale, og de folk som fandt
vej derind, var forvænt med billedlig
underholdning gennem radio, film og
fjernsyn. Alligevel kom mangen en
gæst til at opleve så interessante ting
i disse småbilleders selskab, at det va-
rede længe med at nå frem til ud-
gangsdøren.
„Berlingske Tidende11 kaldte akva-
rellerne „et spændende billedgalleri11,
„Politiken11 talte om deres „frapperen-
de virkning11, og anmelderen fra „Da-
gens Nyheder11 forsøgte at gøre sig
klart, hvorpå denne virkning beroede.
Han fremhævede motivernes som of-
test store dramatiske indhold, yderst
fængslende i den mættede fortælle-
kraft. Man stod over for en betydelig
kunstner, der magtede både figurkom-
positionen og den følsomme kolorit i
vandfarvens svære teknik. „Det er
kunsthistorisk en usædvanlig samling
grønlandske billeder, man her præ-
senteres for11, mente anmelderen, og
han føjede som slutning til, at man
uden overdrivelse kunne kalde den
„en af de mærkværdigste billedsam-
linger i verden11.
☆
J-JISTORIEN om den første grønlæn-
der, der som maler af format føjer
sit lands kultur ind i kunstens store
bog, kommer som en gave til Atuagag-
dliutits festskrift. Og gaven bliver in-
genlunde mindre, når det røbes, at der
bag den „ukendte maler11 skjuler sig
en af bladets allerældste medarbejde-
re: Aron fra KangeK.
Som maler er han dagens og fremti-
dens mand, der måske mere end no-
gen anden nu i denne brydningens tid
kan hjælpe sit folk til at finde sig selv,
gennem det han med sin kunst og sit
eksempel har at sige. Ellers kender vi
ham alle til fortrolighed som „træskæ-
reren Aron fra KangeK11, der med sine
billeder i bladets første numre bidrog
væsentlig til, at Atuagagdliutit fik en
for aviser ret ualmindelig start, så
sandt som næppe mange aviser i ver-
den kan siges at være løbet af stabe-
len som et kunstværk. — Arons træ-
snit var den sprudlende champagne
for boven af Atuagagdliutits stabelaf-
løbning.
Som fader til disse billeder signere-
de han dem med sit navn. Det gælder
den festlige farveplanche af skibene i
Godthåbs havn 1860, — portrættet af
Poul Egede, — og vidunderet af en
hjuldamper „Great Eastern11 eller „Qa-
ngimukartorssuaq11. Om sidstnævnte
fortaltes i teksten, at den tilhørte en
klasse skibe, der var så store, „at in-
gen hverken før eller i vore dage kun-
ne måle sig med dem, — ikke engang
Noahs Ark11.
Men Atuagagdliutit står nok i større
gæld til Aron end hidtil antaget. Hvis
man betragter selve bladets oprindeli-
ge „hovede11, det lille billede af Godt-
håbs kirke og inspektørbolig, — og i
sagens interesse er det derfor her for-
størret op — vil man også deri gen-
finde Arons træk. Terrænet med dets
zig-zag-linjer og spredtliggende sten
svarer nøje til forgrunden i Arons
træsnit af den hævngerrige grønlæn-
ders kapløb med OungortoK. Det ser
altså ud til, at Atuagagdliutit fødtes
med både Arons krop og Arons ho-
vede, — det „hovede11, som prydede
hvert enkelt nummer af bladet indtil
1871, og først forsvandt helt ved år-
hundredskiftet.
Aron hjalp til at starte og præge
Atuagagdliutit, men Atuagagdliutit
hjalp på sin side også til at starte og
præge Aron. Hans billeder tog form
efter spalternes mål, ligesom de havde
måttet indrette sig efter de forudgå-
ende små Rink’ske tryksager, første-
bindene af „Kaladlit oqalluktualliait11
og „Kaladlit assilialiait11. Men samar-
bejdet sluttede hurtigt. Da Aron havde
rigget alle sejlene til på „kangimukar-
torssuaq11, lod han avisen sejle sin
sig skrivekunsten. Billeder kan sige
ting, som ordene dræber, hvis man
prøver at stave sig dertil i lange, klun-
tede sætninger. Grønlænderne kendte
— bortset fra småskulpturer — slet
ikke den forløsning, som billedkunsten
rummer, men de opdagede den med et
slag, og den blev en forløsning ikke
blot for, hvad den enkelte person
Godthåbs kirke m. om-
liggende bygninger.
Atuagagdliutits hovede,
gengivet fra et stk.
brevpapir af Rinks, da-
teret IV maj 1860.
var en genvej tilbage til grønlænder-
nes sans for natur og naturlighed.
Derfor kom Atuagagdliutit straks til at
myldre af billeder, som ingen anden
avis i datiden. Og derfor måtte Aron
holde op med at lave sekundære illu-
strationer, så snart det blev vigtigere
end noget andet for ham at fortælle
sagn. For netop om sagnenes atmo-
sfære, hvor fantasi og virkelighed
blander sig sammen, gælder det, at
den går uhjælpelig tabt, når man skal
bestræbe sig for at skrive korrekt sko-
lestil.
En havtrold, en underjordisk, en
indlandsbo, — hævdvundne skikkelser
for menneskenes utryghed hér og dér
— kan man ikke beskrive med ord,
men ingen grønlænder er i tvivl om,
hvordan sådanne væsener hver for sig
ser ud. Et rensdyrs bevægelser, efter-
årets skønhed, søens og skyernes uhyg-
ge, lader sig ikke flette ind i bogstav-
rækken, men ved blyantens hjælp el-
ler forstandig brug af farver kan det
gøres synligt. Og fremfor alt flugten i
de gamle eskimoiske fortællinger kan
rammes, hvis man fører sin pensel
med en øvet fangers hånd.
Alt dette forstod Aron, og han førte
hånden så godt, at hans billeder gjorde
litterære beskrivelser overflødige. De
blev fri, ægte malerkunst, og det var
som sådan, man glædede sig over dem
på hans udstilling. Men jo mere leven-
de, billederne blev, des tydeligere måt-
te de også røbe den særlige grønland-
ske fortælleform, som oprindelig hav-
de skabt sagnmotiverne. Og her var
det, de virkede så ny og forbløffende.
Man hørte for første gang sagn fortalt
på uforfalsket grønlandsk, forundret
over, hvordan i alverden det gik til, at
man kunne forstå det. — Det kunne
man altså, og dette plus gjorde, at man
kom et ganske andet Grønland ind på
livet, end man havde været før, — et
Grønland med dimensioner både i na-
turen og menneskesindet, som aldrig
nogen grønlandsudstilling havde sagt
noget om.
Godthaab i Grønland.
Nfip oKalugfia erKånitutdlo igdlut. Atuagagdliu-
tit sarKartåt, åssilineKarsimassoK Rinkikut på-
piarautånit agdlagfigssiamit, uvdlulerneKarsima-
ssok 11. maj 1860. '
egen sø fra april 1861 og begyndte at
male. Træsnittet af „kalåtdlit pigigsut11
i aprilnummeret 1865 var jo blot opkog
af et tidligt billede, som Atuagagdliu-
tit fik fra trykkeriets arkiv.
☆
w ALERIERNE, der nu er dukket
JVi frem, takket være fru Signe Rink,
forklarer så tydeligt som noget, hvor-
for Aron måtte være sig selv, og for-
klaringen kaster samtidig lys over det
tilsyneladende ubegribelige faktum, at
Grønland for 100 år siden kunne fostre
både en usædvanlig avis og en usæd-
vanlig billedkunstner.
Skubbet, som fik begge sneboldene
til at rulle og vokse, kom fra en gan-
ske lille tingest af træ, som Rink brag-
te til landet i 1857, —. en trykpresse til
250 rigsdaler. Men netop ved sin liden-
hed og forståelige brugbarhed som et
håndens værktøj kunne den rykke lige
ind i en kultur, der var vant til at ind-
lemme små praktiske nyvindinger og
omforme dem til eget brug. Mange af
kajakfangstens hjælpemidler var kom-
met på denne måde, — og nu kom
bogtrykkerkunsten.
Men her er en vigtig ting, man må
gøre sig klar. — Det nye for grønlæn-
derne var ikke så meget, at de nu kun-
ne se skrift omsat i trykte bogstaver.
Det var jo dog skrift alligevel, og som
sådan en ting, man gennem hundrede
år havde haft føling med. Man havde
endda, som påvist af Oldendow, trykt
bøger i landet længe før Rinks tid.
Men den klartseende Rink, som kendte
til grønlandsk indstilling, havde ved
valget af sit apparat lagt vægt på, at
det skulle kunne trykke andet end ord.
Det skulle kunne trykke billeder.
☆
t> ILLEDER er et sprog for sig, som i
13 de fleste andre lande har været
talt i umindelige tider før man lærte
tænkte og følte, men for, hvad der var
dæmmet op hos hele folket gennem
århundreder.
Måske bidrog det grønlandske
sprogs særlige bygning en hel del til,
at „oversættelsen11 til billeder virkede
som en befrielse. Hos alle folk er der,
og har der altid været, en modsætning
mellem den mundtlige dagligtale og
skriftsproget. Vi behøver blot at læse
Hans Egedes snørklede „relationer11
for at undre os over alle de krum-
spring, han må ty til for at udtrykke
ganske simple tildragelser. Grønlæn-
derne var vant til i tungemålet at føl-
ge deres egen rappe tankegang med
humor, fagter og en god portion skue-
spil. For dem måtte det sent indførte
skriftsprog, præget af missionærernes
højttravende stivhed, føles som en
spændetrøje, noget fremmed, i langt
højere grad end for folk, der gennem
århundreder havde kunnet slibe skri-
vemåde og daglig tale af efter hinan-
den.
Ved brug af billeder kunne man ka-
ste spændetrøjen af, smide flippen og
tage fat om selve tingene. Billederne
j6^ RONS og Atuagagdliutits veje skil-
tes, men krydses nu igen. Aron
møder forynget op ved sit jævnaldren-
de, stadig lige levende blads jubilæum.
Livet førte ham fra den tragiske vir-
kelighed over i sagnverdenen, hvor
han selv lever videre som sagnfigur:
den evige grønlænder, — redderen af
sit folks kulturarv, — Grønlands Hol-
ger Danske. Ufrivilligt har Atuagag-
dliutit bidraget til at fastslå dette my-
te-billede ved ikke at omtale Arons
jordiske endeligt med en stavelse, den-
gang, da han — som Godthåbs herrn-
hutiske kirkebog på tysk siger — „sov
lykkelig og salig hen af tæring i sit
livs 47’ år“, den 12. marts 1869.
Trist er det nu alligevel, at man der-
ved forsømte en god lejlighed til at
overlevere eftertiden alle de små
kendsgerninger om Arons liv og virke,
som nu kun yderst sparsomt kan skra-
bes sammen, fordi ikke engang Rink
fandt anledning til at skrive sin stør-
ste sagnfortællers biografi. Kun gen-
nem forord eller fodnoter i Rinks
sagnudgaver, og gennem flygtige pas-
sager i hans breve, træder glimt af
Arons privatperson os imøde. Og Rink
havde endda været i stand til, takket
være sin alsidige pionerånd, at vise os
Aron lyslevende på et fotografi! Den
imponerende fotomontage foran i „Es-
kimoiske Eventyr og Sagn11 fra 1866 —
vel en af de tidligste fotomontager i
verden — rummer både Rasmus Ber-
thelsens, Lars Møllers og Jens Kreutz-
manns kloge hoveder, men portrættet
af Aron er der ikke.
☆
A LLEREDE dengang var Aron blot
en sagnagtig skaberkraft på et
fjerntliggende KangeK, hvorfra mær-
kelige billeder med mellemrum kom i
land, — ganske som han er det i dag.
Hans portræt har vi ikke, men åstedet
for al hans skaben findes derude i den
lille bugt, hvor han lå syg på briksen i
kateketboligen og malede løs. KangeKS
kajakroere fik travlt med at fragte
pakker fulde af kunstværker til kolo-
nien, hvor Arons nye bytte som stor-
fanger hobede sig op i inspektørens
skuffer. Mange generationers kunst-
trang fik eksplosionsagtig udløsning
gennem hans flittige hænder. Og virk-
ningen af eksplosionen er først lige
begyndt at gøre sig gældende. Man vil
komme til at spore den længe frem-
over.
Havde kateketboligen stået i Godt-
håb, var den syge storfanger aldrig
blevet til Aron fra KangeK. Det lyder
som en vittighed, men dækker over
den sandhed, at kunstens store sjæl-
dent kommer fra steder, hvor bølgerne
fra en ny civilisation vælter ind. Man
skal være dem på afstand for at kun-
ne nyde godt af deres grødebringende
smådønninger. Det var Johannes V.
Jensen i Himmerland, og det var Aron
i KangeK. Begge steder bød på god tid
til at fordøje.
☆
T lille prospekt, malet af en omrej-
sende kunstner, Anders Petersen,
viser os KangeK på Arons tid. Man ser
på billedet to huse med højt brædde-
tag, — udliggerens, hvor bødkeren Pe-
ter Severin Lund boede, — og kateke-
tens, som var Arons hjem. Sandsynlig-
heden taler for, at huset tilhøjre,
længst mod syd, midt imellem grøn-
lænderboligerne, er Arons, og ud fra
den opfattelse søgte jeg sidste sommer
at finde frem til stedet. Den nuvæ-
rende bestyrer, Tønnes Olsen, udviste
en enestående hjælpsomhed, skønt den
påtrængende fremmede dukkede op
meget tidligt på morgenen, men ingen
af KangeKS ældste beboere turde med
sikkerhed sige, hvor tomten af Arons
hus lå. Terrænet havde også skiftet
udseende som følge af landsænkningen.
Inden min afrejse lod jeg mig ro
over til klippen, hvorfra Anders Peter-
sen malede sit prospekt, og derfra tog
jeg et fotografi, — just som motorbå-
den var i anmarch for at hente mig.
Maleriet havde jeg desværre ikke ta-
get med mig, og i skyndingen nåede
jeg ikke så højt til vejrs, at udsigten
blev den samme som min forgængers.
Men begge billederne er hér, og sam-
menligningen tyder på, at Arons hus
— hvis teorien om kateketboligen
længst mod syd ellers stemmer — skal
søges inderst i den lille østgående vig,
som akvarellen tydeligst viser.
Derinde finder man også ganske rig-
tigt i dag en hustomt, som KangeK-
erne kalder „igdlorssuaK11, fordi den er
større end de øvrige ruiner. Havet har
slikket sig tæt ind på den og ædt det
tykke møddinglag foran bort. Som den
ligger dér, overgroet med græs på vol-
dene uden om fordybningen, hvor stu-
en tidligere var, ligner den en udslukt
vulkan. Og hvis bølgerne engang skyl-
ler et lille, rustent farvelade eller blot
et par akvarelskåle frem, har man fået
bevis for vulkanvirksomheden, som
slyngede små mesterværker ud i ver-
densrummet.
Så kunne man passende værne om
græstomten, — smykke den med en
sten, — og nagle alle eskimoverdenens
sagn fast til stenen på én gang, blot
ved hjælp af de tre små ord: Aron fra
KangeK.
„Kangeq", malet af overkateket Anders
Petersen, Frederikshåb på Arons tid.
„KangeK“ KalipangneKarsimassoK ajo-
Kiunermit Anders Petersenimit, Påmiu-
ne ajokiunerussumit Ålup nalåne.
KANGEK
13