Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 27

Grønlands kirke
gennem tiderne
Kirkens ujor anderlighed
i nyordningens malstrøm
Af MADS LIDEGAARD
★ Da „skrællingerne" vandrede sydpå og bisperne blev hjemme
★ Hvalfangeres og grønlænderes gensidige bagvaskelser
★ Da straffefanger blev udsendt til Hans Egedes mission
k Den tyske mission og den fare samfundet kom i
★ Vækkelsernes fid og de sværmeriske bevægelser
k Den nyere tid og det åndelige grundlag for starten af Atuagagdliutit
k Nutiden og fremtiden og kirken som folkets fasfe ståsted
Religion og kirkeliv spil-
ler en afgørende rolle for for-
ståelsen af den historiske udvik-
ling i alle lande, og det gælder i
meget høj grad også Grønland. Lige til
nyeste tid har kirken haft en nøgle-
stilling her i landet og øvet sin afgø-
rende indflydelse på begivenhedernes
forløb. Det gælder i almindelighed,
men først og fremmest selve kulturud-
viklingen og åndslivet. Fremkomsten
af det første blad i et land, i dette til-
fælde „Atuagagdliutit", hænger nøje
sammen med hele den åndelige og kul-
turelle situation i datiden, og det fal-
der derfor naturligt at behandle også
den grønlandske kirkes historie i et
j ubilæumsnummer.
Nordbotiden
Kirken i Grønland er af meget gam-
mel dato. De norske og islandske bøn-
der i Sydgrønlands fjorde antog kort
efter år 1000 kristendommen på den
norske konge Olav Trygvasons bud,
naturligvis som en gren af den ro-
mersk-katolske kirke, som dengang
var enerådende i Vesteuropa. Der
byggedes kirker og ansattes præster
rundt i de spredte bygder i både Godt-
håbs- og Julianehåbsfjorden. Den
ældste eksisterende kirke i Grønland,
snart 1000 år gammel, står endnu nær
Julianehåb. Bønderne fik til sidst de-
res egen biskop, som byggede sin dom-
kirke ved Gardar i Julianehåbsfjor-
den, det nuværende Igaliko. Endogså
to klostre rejste sig heroppe, begge i
Julianehåbsfjorden, et for munke, og
et for nonner.
Ligeså glansfuld kirkens opbygning
havde været blandt nordboerne, lige-
så ynkværdigt blev dens sammenbrud.
Snart kom bygderne ud i en alvorlig
krise: Klimaet forværredes, besejlin-
gen til og fra Europa ophørte, og
eskimoerne, skrællingerne, vandrede
sydover langs kysten og trængte også
ind i nordboernes fjorde. I denne kri-
tiske situation søgte kirkens folk at
hytte deres eget skind. Biskopperne,
som stadig blev udnævnt af paven,
rejste slet ikke op til deres stift, men
blev siddende hjemme i Norden og
overlod Grønland til sin egen skæbne.
Snart blev der også præstemangel, og
hele kristendommen gik i forfald. Vi
har flere beretninger om, at netop det
religiøse forfald og overgangen til he-
denskaben var et fremtrædende træk i
nordbobygderne i hele kriseperioden.
Til sidst var der slet ikke flere præ-
ster tilbage, og gennem 100 år levede
kristendommens rester på minderne
fra fortiden, f. eks. en alterdug, ind-
viet af stedets præst generationer tid-
ligere.
Nogle af disse beretninger stammer
fra et par pavebreve netop fra dette
mørke tidsrum. Nordboerne har åben-
bart klaget deres nød til paven — ad
mærkelige veje, som vi ikke kender,
og paven har også søgt at rette for-
holdet ved at udnævne nye bisper og
befale dem at rejse op, men det er blot
aldrig sket, og nordboernes undergang
fuldbyrdedes, uden at der kom hjælp
fra Europa — hverken fra kongen el-
ler kirken.
Hvalfangertiden
Næste gang, kirken får en chance
for at være med i Grønland, er i hval-
fangertiden, da tusinder af hvalfange-
re hver sommer besejler kysten og
handler med grønlænderne. Man kun-
ne have ventet en vis kristen påvirk-
ning af så megen gensidig omgang,
men intet tyder på det. Tværtimod
forsikrer begge parter, at deres mod-
part er blottet for dybere interesser,
så intet åndeligt samkvem kan kom-
me i stand. „Vi har aldrig fornummet
nogen form for andagt hos de vilde",
siger hollænderne. Ganske vist har de
prøvet at tage dem med til skibsguds-
tjenester, men grønlænderne vedblev
under hele andagten at ville bytte
skind og snakke handel, så man måtte
forbyde dem at tale overhovedet. Men
hollænderne har åbenbart ikke selv
været bedre, for til Hans Egede for-
tæller grønlænderne om dem: „De vi-
de ikke at tale om andet end spæk og
skind, mens du taler til os om vores
sjæles frelse".
Alligevel skal vi nok være forsigtige
med ud fra disse gensidige bagtalelser
at slutte for meget om periodens virk-
ninger på religionen —■ eller mangel
på virkning. Grønlændernes oprinde-
lige religion var jo en naturreligion, cn
del af kampen for det daglige brød, og
gik hovedsageligt ud på ikke at støde
de magter, som rådede for fangstdyr,
vejr, liv og død — eller holde sig gode
venner med de magter, som var ae
stærkeste. Det opnåede man ved at
overholde det utal af regler og tabu-
forbud, som omgav alle livets forhold
Og betød en stor byrde på dagliglivet.
Forbindelsen mellem ånder og menne-
sker blev formidlet gennem angakok-
kerne, som havde stor magt.
Det er velkendt, at en gammel na-
turreligion kan være gået i opløsning
allerede før en ny forkyndelse finder
sted, og vi må nok regne med, at alle
de nye indtryk, som grønlænderne har
fået gennem hvalfangerne, har rejst
spørgsmålet hos dem, hvilke åndelige
magter, der egentlig lå bag alle disse
mærkelige mennesker og store skibe,
som kunne udrette så store ting uden
at overholde de religiøse regler, som
grønlænderne anså for livsnødvendige
— om de fremmede stod under be-
skyttelse af stærkere magter end
grønlænderne selv. I hvert fald mødte
Hans Egede overalt stor interesse for
at høre om den åndelige baggrund for
de hvides magt.
Hans Egede
Allerede som ung fik den norske
præst Hans Povelsøn Egede interesse
for at starte en mission på Grønland,
som allerede een gang havde været
kristnet, men var faldet tilbage til he-
denskaben, som alle grønlandsfarere
meldte. Egede tænkte også på nord-
boerne, som man i datiden mente,
endnu levede, skjult af storisen på
østkysten. Han henvendte sig først til
sine egne overordnede og senere til
kongen selv i København. Skiftevis
henviste han til kristnes moralske
pligt — og lokkede med udsigter til
rige mineralfund. Til sidst rejste han
selv til København og brændte alle
broer bag sig, men alle overtalelser
hjalp ikke, så længe den store krig
med Sverige endnu var igang. Men da
Karl XII faldt foran Frederikssten, og
freden derefter kunne sluttes, fik kon-
gen frie hænder til andre sider, og nu
fik Egede sin chance. Ganske vist ville
kongen ikke betale udgifterne, men
Egede fik handelsfolk i Bergen gjort
interesserede og skaffede selv en del
penge, og i 1721 afsejlede da endelig 3
skibe fra Bergen mod Grønland.
Den 3. juli kastedes anker ved Hå-
bets 0 lidt nord for KangeK i Godt-
håbs skærgård, og man begyndte at
bygge huse. Mødet med Grønland var
i første omgang på mange måder en
skuffelse for Hans Egede og hans bra-
ve hustru Gertrud Rask. Grønlænder-
ne selv stod på et kulturtrin, som var
såre fjernt fra det europæiske og talte
et sprog, som ikke havde nogen lighed
med det gammelnorske, Egede havde
håbet at høre. Han havde håbet at fin-
de rige græsgange for landbrug, men
landet bestod af øde klipper.
Især var sprogvanskelighederne cn
stor hindring for missionsarbejdet, og
Egede selv lærte aldrig sproget fuld-
komment, hvorimod hans sønner fik
det ind som børn og beherskede det.
Også de mange handelsfolk og matro-
ser, som boede ved anlægget og ikke
altid levede efter de højeste kristelige
idealer, kunne skade Egedes mission,
især da man i 1728 flyttede til Godt-
håbs nuværende plads, og der samtidig
blev udsendt en hel koloni af tidligere
straffefanger samt en afdeling solda-
ter. De grønlændere, som var flyttet
ind til anlægget, flygtede i løbet af
den vinter bort fra alle disse rå men-
nesker.
Imidlertid fik Danmark en ny konge,
som var stærkt påvirket af den nye
pietistiske fromhed, som i de år gik
hen over Europa, og han var ingen-
lunde tilfreds med resultaterne af den
grønlandske mission og beordrede
Egede hjem med alt mandskabet. På
eget ansvar blev Hans Egede alligevel
i landet sammen med nogle få matro-
ser og sendte kongen en bønskrivelse
om at lade missionen fortsætte. Kon-
gen gik da også ind derpå, men sendte
dog næste år 3 herrnhutiske missionæ-
rer af den nye fromhedsretning op for
at få mere gang i missionen.
Sagen var, at Hans Egede var en
gammeldags luthersk præst, som men-
te, det var uforsvarligt at døbe et
menneske, før det kendte troens vig-
tigste artikler og havde fået en vis
kristelig oplæring — og helst kunne
læse, ligesom han nødigt døbte børn,
før han var helt sikker på, at de ville
få en kristelig opdragelse. Som forhol-
dene lå, var det naturligvis meget
vanskeligt på få år at nå så langt, og
derfor kunne Egede aldrig melde om
noget større antal døbte eller andre
synlige resultater.
Beskyldningerne
Forholdet til de nye medarbejdere
blev ikke godt. De betragtede Egede
som en vantro og startede hurtigt de-
res egen mission i konkurrence med
den danske — naturligvis til meget
besvær for Hans Egede. For en tid
glemtes dog alt sligt, da en koppe-
epidemi i 1734 hærgede i distriktet og
gjorde det næsten folketomt. De fleste
døbte grønlændere døde, blandt dem
de unge, som Egede havde oplært til
at arbejde blandt deres landsmænd.
Katastrofen tog meget hårdt både på
ham og Gertrud Rask. Hun fik et
knæk og døde det følgende år, og han
kom ind i hårde selvbebrejdelser og
var flere gange et sammenbrud nær.
1736 rejste han hjem efter 15 års tje-
neste og blev snart ansat som lærer fol-
de missionærer, som skulle sendes ud.
Hans Egedes gerning er blevet me-
get forskelligt bedømt — dog ikke i
selve Grønland, hvor hans navn altid
er blevet omfattet med hengivenhed.
Man har f. eks. ment, at han optrådte
hårdt og anvendte magt overfor be-
folkningen. Man må dog huske på, at
i samtiden var forholdene i hjemlan-
det heller ikke blide. Der var straf for
ikke at opfylde sine pligter mod den
kongelige landskirke i både Danmark
og Norge. I 1733 indførtes stavnsbån-
det for danske bønder. Der var ene-
vælde, og ud fra den baggrund må
man forstå f. eks. Egedes handlemåde
overfor genstridige angakokker: Det
var kongens bud, som skulle følges,
her som der.
Man har videre beskyldt Egede for
at have begyndt ødelæggelsen af det
sunde eskimoiske fangersamfund. Man
må dog huske, at dette samfund alle-
rede var ændret stærkt gennem gene-
rationers handel og omgang med hval-
fangerne og ikke længere eksisterede
i sin gamle harmoniske form.
Den almindeligste anklage, ikke blot
mod Egede, men mod missionen som
sådan, er, at man bekæmpede de grøn-
landske sange, danse og skikke, så de
forsvandt og store værdier med dem.

DANMARKS FØRENDE DAGBLAD
Grundlagt 1749
28