Atuagagdliutit - 01.01.1961, Qupperneq 28

Det gælder ikke i alle tilfælde, for
mange missionærer og Egede selv
havde intet særligt imod disse skikke,
men andre missionærer gjorde dog til
gengæld, hvad de kunne for at ud-
rydde flere af dem. Sagen var, at de
ydre former for uskyldige foreteelser
som retssange, underholdningssange
og danse var de samme som for ånde-
manernes hedenske seancer: trommer,
rytmiske dansetrin og monotone san-
ge. For den uindviede var det svært at
skelne klint fra hvede, og derfor ret-
tedes skytset for en sikkerheds skyld
imod det hele.
For Hans Egedes eget vedkommende
er der ingen tvivl om, at han uselvisk
gjorde, hvad han anså for ret — og at
han lagde grunden for hele det senere
missionsværk, og ikke blot det: Han
prægede fra starten hele kolonisatio-
nen med den grundindstilling, at alt
skulle ske til grønlændernes bedste.
Ved i praksis at vise, hvad kristen
kærlighed er, vandt han grønlænder-
nes tilllid og hengivenhed, og det kom
alt senere arbejde til gode.
Hernhuterne
Med den tyske herrnhutermission
kom der et ganske særligt islæt i grøn-
landsk kirkeliv. I starten havde de sto-
re vanskeligheder med at lære spro-
get og vænne sig til klima, kost og le-
veforhold i øvrigt, men da de først
kom i gang, viste det sig, at de også
havde store fortrin, som stillede dem
gunstigt i konkurrencen med den dan-
ske mission.
For det første stillede de ikke så
vanskelige betingelser for at døbe
grønlænderne. For dem var det vig-
tigste, at „hjertet" var rørt, at man
havde troen, og det krav kunne jo no-
get hurtigere opfyldes end hele den
lærdomsproces, danskerne krævede.
Herrnhuterne kunne da også snart be-
gynde at døbe befolkningen i stort tal
og hjemsende „resultater" af en helt
anden størrelsesorden end de danske.
For det andet havde de mange flere
midler til rådighed og kunne hurtigt
fremvise bygninger og anlæg, som den
danske mission slet ikke kunne kon-
kurrere med, ligesom de kunne under-
holde deres grønlændere med mad og
tøj, så de snart tog sig langt mere
„civiliserede" ud end deres landsmænd.
Herrnhuternes skik med at samle be-
folkningen og leve i et gennemført
fællesliv gav dem også langt flere mu-
ligheder for at påvirke den.
Endelig var herrnhuterne praktiske
folk, som selv kunne arbejde med de-
res hænder og derfor var langt mere
uafhængige end de akademiske danske
missionærer — og som regel blev de i
landet hele livet og lærte derfor spro-
get og befolkningen bedre at kende
end de danske, som i reglen rejste
hjem efter 6—10 års tjeneste.
Det må også nævnes, at selve herrn-
huternes kirkeliv med livlig musik og
en forkyndelse, som henvendte sig di-
rekte til følelsen, havde langt større
chancer for at blive populær end den
danske missions noget dogmatiske kri-
stendom og stive gudstjenester.
Resultatet var da også, at missionen
i Sydgrønland og især omkring Godt-
håb mere og mere kom over på herrn-
huternes hænder. De danske missio-
nærer dernede var i tiden efter Hans
Egedes hjemrejse ret svage mænd,
som slet ikke kunne hævde sig overfor
brødrenes massive fremstød, og en
overgang gik det så galt, at selve den
danske missionær ved Godthåb gik
over til brødremenigheden, og kun en
trofast grønlandsk kateket reddede he-
le den danske menighed fra at følge
missionæren. Herrnhuterne anlagde
nye missioner længere sydpå, først ved
Fiskenæsset og senere i Julianehåbs-
fjorden, og i reglen blev de også støt-
tet af selve regeringen på den danske
missions bekostning.
Efterhånden gik det dog op for myn-
dighederne, at herrnhuternes politik
rent samfundsmæssigt var en fare.
Sammenhobningen af befolkningen og
det udprægede formynderskab, som de
gennemførte, var yderst farligt både
for fangsten og for befolkningens ev-
ne til at klare sig selv. Virkningerne
viste sig jo ikke straks, men efter et
par generationer var det tydeligt, at
herrnhuternes stationer udviste den
ringeste fangst og den største hjælpe-
løshed i hele landet, og det blev kun
værre, som tiden gik.
Missionen nordpå
Mens missionen i Sydgrønland efter
koopeepidemien stod i stampe eller li-
gefi-em gik tilbage under den hårde
kamp med herrnhuterne, oplevede
Nordgrønland sin store missionsperio-
de. Det var Hans Egedes to sønner,
missionæren Poul og købmanden Niels,
der begyndte et arbejde blandt den
talstærke befolkning i Diskobugten og
da især omkring Jakobshavn isfjord
med det folkerige Sermermiut, hvor
der opstod en blomstrende menighed
omkring Poul Egede og hans grønland-
ske medhjælpere, især pigen Arnar-
sark. Desværre kunne hans øjne ikke
tåle det stærke lys og blev dårligere,
og selv om grønlænderne trøstede ham
med, at hans mund ikke fejlede noget,
måtte han rejse hjem i 1740. Men hans
arbejde blev ført videre af flere dyg-
tige medarbejdere, og han selv fort-
satte sit arbejde i Danmark med at
oplære nye missionærer og oversætte
ny testamente til grønlandsk.
Men også i nord skulle missionen
få sit knæk. I årene efter 1750 ramtes
hele bugten af en voldsom epidemi,
der hærgede ligeså uhyggeligt som ved
Godthåb 20 år før. Missionen gik i stå,
og der fulgte nærmest en reaktion
imod missionen. Svage folk på poster-
ne netop i disse år gjorde situationen
endnu værre. Blodhævn, heksedrab og
andre hedenske skikke dukkede op
igen, og missionærerne magtede slet
ikke situationen.
Den store vækkelse
Det så mørkt ud for missionen både
i nord og syd i årene omkring 1760.
Men netop da kom en flok missionæ-
rer til landet, som hver på sin post
rettede skuden op og mere til.
Frederikshåb fik den begavede og
energiske Otto Fabricius, der levede
som grønlænder og samtidig var en
fremragende naturforsker, kendt fra
sit værk: „Fauna groenlandica."
Godthåb fik islændingen Thorhalle-
sen, som sejgt og stædigt tog kampen
op mod herrnhuterne og fik bladet
vendt og størstedelen af befolkningen
vundet for den gamle mission.
I Holsteinsborg sad H. C. Glahn,
som fik sat god skik på sin menighed
og samtidig forfattede en grundig be-
skrivelse af grønlændernes liv og
skikke.
Og endelig kom nordmanden Jørgen
Sverdrup til Diskobugten. Trods me-
get store vanskeligheder i starten,
ikke mindst fra de danskes side, blev
han på sin post i 22 år og fik gen-
rejst missionens anseelse, samtidig med
at han selv blev den ubestridte fører-
skikkelse i Nordgrønland. Han uddan-
nede selv i Jakobshavn grønlændere
som hjælpere i missionsarbejdet i ste-
det for danske kateketer, som man el-
lers brugte.
Det kirkelige genopbygningsarbejde
faldt sammen med en stærk vækkelse,
der omkring 1768 bredte sig langs he-
le vestkysten og især viste sin styrke
i Holsteinsborg og Jakobshavn, hvor
befolkningen selv samlede ind til en
kirke.
Direkte inspireret af den store frem-
gang og af de mange udmærkede folk,
man nu havde i arbejde, besluttede
man i København at oprette to prov-
steembeder, hvortil Thorhallesen og
Sverdrup udnævntes i 1774. Da var de
store gamle områder næsten helt krist-
nede, og i nye områder i syd og nord,
Julianehåb og UmanaK, havde missio-
nen solidt fodfæste.
Tilbagegang
Efter den store blomstringstid fulg-
te først en stille periode, som kun tik
een stor afbrydelse, da der i 1789 i
Sukkertoppen distrikt opstod en vold-
som sværmerisk bevægelse omkring et
ægtepar, Habakuk og Maria Magdale-
ne, som begge påstod at få direkte
åbenbaringer. Alt normalt kirkeligt liv
standsede, og man kastede sig ud i
seksuelle udskejelser og mishandlinger
af anderledes troende. Til sidst, da
profetparret udnyttede deres tilhæn-
gere mere og mere åbenlyst, lykkedes
det den grønlandske kateket at få be-
vægelsen standset, selv om den et par
gange blussede op igen.
I Europa var oplysningstiden inde,
hvor fornuften og nytteværdien var
sat i højsædet. For Grønland som hel-
hed betød det, at nye humane frem-
skridtstanker gjorde sig gældende og
resulterede i instruksen af 1782, som
på mange mader var et stot t frefn-
skridt. Men for missionen virkede de
nye tanker modsat, da dens nyttevær-
di jo ikke var umiddelbart indlysende,
og da staten samtidig kom i pengenød,
reducerede man i 1792 pludselig mis-
sionens budget til ca. en trediedel af
det hidtidige, så missionærernes antal
måtte nedskæres til 5 og kateketernes
tilsvarende, ganske utilstrækkeligt til
at dække behovet. Men endnu værre
blev det, da krigen med England fra
1807 standsede tilgangen af nyt per-
sonale, mens de gamle efterhånden tog
hjem, tvunget af proviantmangel. Til
sidst var der kun een præst tilbage i
hele Grønland, nordmanden Hartz i
Jakobshavn, og i den ekstraordinære
situation fik han lov til at ordinere
grønlænderen Frederik Bertelsen til
præst som den første af landets egne
børn, der blev betroet en sådan stil-
ling. Men selv om de nu var to, kunne
de naturligvis slet ikke dække kysten,
og det blev kateketerne, som bragte
kirken gennem de hårde tider, uden
at alt gik tabt. Alligevel havde krigen
Kirken ved Halsey, hvor der holdtes
bryllup i 1940 — den sidste sikre ef-
terretning, vi har fra den gamle
nordbo-kirke.
været et alvorligt tilbageslag, som det
tog lang tid at komme over.
I den genopbygningsperiode, som
fulgte efter, indtager præsten Peter
Kragh i Egedesminde en fremtræden-
de stilling. Han var et fyrværkeri af
energi og foretagsomhed og fik sat god
skik ikke blot på sit eget distrikt, men
på hele Diskobugten, ligesom han på
egen hånd indsatte en kateket i det
forsømte Upernavik. Imod missions-
kollegiets ønske opretholdt han på
egen hånd forbindelse med Det danske
Missionsselskab, som til sidst skænke-
de en kirke til Julianehåb og på anden
måde støttede det grønlandske arbej de.
En vis udvidelse af missionen fandt
dog også sted. I nord blev Kraghs ini-
tiativ ved Upernavik fulgt op, da der
blev ansat en missionær i 1833. I syd
anlagde hernnhuterne stationen Fre-
deriksdal helt nede ved Kap Farvel
blandt de hedenske østlændinge, hvor
de snart fik stor tilgang.
Den sidste missionstid
Efter et halvt århundrede med kon-
stant underbemanding fik missionen
endelig bedre kår, da en ny lov i 1845
igen øgede missionærernes antal til 8,
samtidig med at man søgte at sikre
tilgangen af flere og bedre grønland-
ske kateketer ved oprettelsen af to se-
minarier, et i Godthåb og et i Jakobs-
havn. De var ganske vist små med
plads til 8 elever på hvert, og så kneb
det endda at skaffe disse elever, dels
fordi forældrene nødigt ville undvære
deres børn, dels fordi elevernes kost
og boligforhold var temmelig dårlige
og tit nedbrød deres helbred. Alligevel
betød ordningen dog et meget stort
fremskridt, og seminariet i Godthåb
blev snart landets kulturcenter. Her
virkede i en menneskealder en kreds
af dygtige og forstående mænd, som
uddannede to generationer af trofaste
kirkelige arbejdere og gjorde semina-
riet til den centrale faktor i landets
åndelige liv.
Forstanderne H. F. Jørgensen og
især N. E. Balle øvede en afgørende
indflydelse på eleverne og såede gen-
nem deres alvorlige kristne forkyndel-
se den sæd, som senere satte frugt i
den store vækkelse efter århundred-
skiftet. Den tidligere herrnhutmissio-
nær Samuel Kleinschmidt skabte gen-
nem sit banebrydende grammatiske
arbejde det grønlandske skriftsprog,
som bruges endnu i dag, og den grøn-
landske lærer Rasmus Bertelsen gav
gennem et livslangt trofast arbejde et
afgørende bidrag til sine landsmænds
kulturelle udvikling. Fremkomsten af
en grønlandsksproget avis, „Atuagag-
dliutit", havde næppe været tænkelig
uden disse mænd og deres arbejde
som baggrund.
Flere dejlige salmer blev i denne tid
skænket den grønlandske menighed.
Særlig må nævnes herrnhutmissionæ-
ren Spindler, hvis salmer stadig bru-
ges overalt, og Rasmus Bertelsens
„Guterput", som blev grønlændernes
nationalhymne.
Seminariet i Jakobshavn oplevede
en kort blomstring, men blev nedlagt
i 1875, da det var svært at skaffe ele-
ver og stabile lærerkræfter.
Lige fra missionens begyndelse til
nyordningen 1950 var det grønlandske
skolevæsen underlagt missionen og
skulle sådan set behandles sammen
med kirken. Da skolen imidlertid vil
blive behandlet i en særlig artikel i
dette nummer, vil denne artikel holde
sig til de særligt kirkelige anliggen-
der.
Et par gange i denne periode blev
det rolige arbejde afbrudt af vold-
somme vækkelseslignende bevægelser.
I Upernavik distrikt udgav en ung pi-
ge sig for Jomfru Maria og hævdede at
modtage åbenbaringer, og en del men-
nesker troéde på hende, men da den
grønlandske præst greb ind, døde beT
vægeisen snart væk.
Vanskeligere var et sværmeri i
herrnhuternes menighed i Frederiks-
dal, hvor en ung fanger, Gabriel, ud-
gav sig for profet og ville danne cn
særlig menighed uden om alle euro-
pæere. Det normale kirkelige liv i di-
striktet hørte helt op, og bevægelsen
bredte sig hurtigt, men udartede dog
efterhånden så stærkt, at dens egne
medlemmer faldt fra, så den døde bort
af sig selv.
Omkring århundredskiftet blev de
sidste beboede områder i Grønland
bragt ind under kolonisationen og der-
med også missionen. I 1884 blev Ang-
magssalik endelig fundet, og 10 år se-
nere begyndte en fast mission på ste-
det med pastor Riittel og senere Chr.
Rosing, og ved 200 års festen for Hans
Egedes komme kunne man melde, at
hele befolkningen på østkysten var
døbt.
Lidt senere kom Thuledistriktet ind
i billedet. 1909 startedes på privat ba-
sis en mission blandt Thule-eskimoer-
ne, ledet af grønlænderen Gustav Ol-
sen, og 25 år senere kunne området til-
sluttes den grønlandske kirke, som
dermed omfattede hele landet.
Herrnhutismen er en udpræget mis-
sionsbevægelse, og efterhånden som de
sidste missionsmarker forsvandt, måt-
te nødvendigheden af deres forbliven
på Grønland føles mindre. Hertil kom,
at den sociale nød på næsten alle de-
res stationer gjorde dem uønskede fra
myndighedernes side, og det politiske
fjendskab mellem Danmark og Tysk-
land gjorde ikke deres stilling lettere.
I 1900 forlod de frivilligt det grønland-
ske arbejde og overlod menighederne
og bygningerne til den danske mission.
Foruden deres rige salmeskat efterlod
de flere kirkelige skikke og traditio-
ner, som endnu præger den grønland-
ske kirke.
Missionen bliver kirke
Det stigende folketal, herrnhuternes
hjemrejse, missionsarbejdets afslut-
ning og tidens stigende krav til oplys-
ning og kirkelig betjening gjorde en
nyordning inden for den grønlandske
kirke nødvendig, og den kom med
kirke- og skoleloven af 1905, hvis bag-
mand var den unge seminarieforstan-
der C. W. Schultz-Lorentzen. Den ord-
ning, som stort set gælder endnu, blev
skabt. Der oprettedes 11 præstegæld,
og missionærerne kaldtes præster og
missionen kirke. Der ansattes en
provst i Godthåb som kirkens leder, og
Schultz-Lorentzen var selvskreven til
at få stillingen.
Samtidig udvidedes seminariet til 40
elever, og undervisningen blev forbed-
ret, ligesom der skabtes mulighed for
efteruddannelse i Danmark af dygtige
seminarieelever, som ønskede at blive
præster, og en hel generation af grøn-
landske præster, som har præget kir-
ken til nutiden, gennemgik denne ud-
dannelse.
For( at styrke forbindelsen mellem
ddn danske og grønlandske kirke stif-
tedes „Den grønlandske kirkesag",
som bl. a. stod bag Thulemissionen Og
i øvrigt har virket efter sin hensigt
lige til vore dage, hvor den f. eks. sør-
ger for udgivelse af kirkelig litteratur
på grønlandsk.
Omkring 1907 begyndte i Godthåb
en bemærkelsesværdig vækkelseesbe-
vægelse, ledet af den unge maler
Stephen Møller. Herfra bredte den sig
over hele landet, båret af religiøs og
national begejstring, og det kirkelige
liv blomstrede op overalt, hvor „peKa-
tigingniat", som bevægelsen kaldes,
kom frem, ligesom den skabte en
mængde nye salmer og sange. Selv om
den som de fleste vækkelser har mi-
stet sin vækkende kraft i anden og
tredie generation, findes den dog sta-
dig i næsten alle byer og har betydet
umådeligt for det kirkelige arbejde i
landet lige til nutiden. Grønlands fø-
rende digter i dette århundrede, Hen-
rik Lund, og organist Jonathan Peter-
sen var begge nært knyttet til bevæ-
gelsen.
Nutid og fremtid
Under de nye former oplevede kir-
ken en rolig tid, præget af vækkelsen
og det stærkere grønlandske islæt
blandt præsterne. En overgang opret-
holdtes et viceprovsteembede i Nord-
grønland, i høj grad knyttet til den
myndige Mathias Storchs person.
Under 2. verdenskrig videreførtes
arbejdet under provst Åge Bugges le-
delse efter de vante linier. Dog knyt-
tedes nye kontakter til nordamerikan-
ske kirkelige kredse.
Da nyordningen satte ind, var kir-
ken uden al tvivl den institution, der
blev mindst berørt. Ganske vist blev
der gennemført en adskillelse mellem
kirke og skole, men det anfægtede ikke
selve det kirkelige arbejde. Denne kir-
kens relative uforanderlighed har for
befolkningen gjort den til det faste
punkt midt i nyordningens malstrøm,
stedet, hvor man stadig føler sig hjem-
me, selv om alt andet forandres.
Naturligvis vil selve samfundets æn-
dring få konsekvenser for kirken. Er-
faringsmæssigt spiller kirken en min-
dre rolle for moderne bymennesker
end på de små pladser, og denne ud-
vikling må også forudses i Grønland
og er allerede begyndt, selv om man
skal være forsigtig med uden videre at
slutte fra f. eks. lavere kirkegangspro-
cent til svigtende interesse for kirken.
Landets åbning har bragt flere an-
dre kirkesamfund ind i landet, hvor
de i mange byer driver missionerende
virksomhed, nogle steder sammen med
velgørende arbejde. Det er endnu for
tidligt at bedømme følgerne af denne
nye virksomhed, men det kan dog
konstateres, at den hidtil ikke i nogen
væsentlig grad har ændret det kirke-
lige billede i Grønland.
Men samtidig er det givet, at kirken
i de kommende år vil stå over for
meget store opgaver — først og frem-
mest den at bevare befolkningens ån-
delige sundhed i den voldsomme ydre
omvæltning, der foregår. Men den bør
søge at begrænse den opløsning, som
kan blive følgen, hvis andre kirkesam-
fund søger at bringe denne omvælt-
ning også ind i kirken og dermed be-
røver befolkningen det sidste faste
ståsted under det store skifte.
29