Atuagagdliutit - 01.01.1961, Qupperneq 67

Dagligliv i Nordgrønland
for 50 år siden
Dengang der var Kiviforssuaic'er til, og en rype kostede ofte øre, mens
kød og matfak var gratis. Men der var også Ingnerssuit, som kidnappede
ensomme kajakmænd og satte dem på tvangsarbejde
Den tid er ikke så fjern,
da onde ånder og trolddom
spillede en vigtig rolle i grøn-
lændernes bevidsthed. I Nord-
grønland lever i dag folk, som i deres
barndom har været med til at ofre til
guderne.
I nærheden af Claushavn findes en
sprække i klippen, og den blev brugt
som et offersted så sent som for 50 år
siden. Stedet hedder „Tunivdlagta-
riaK“, stedet, hvor man giver offer.
Som regel giver man et stykke spæk
eller et stykke kød, men det går også
an med 1 ører og lidt dansk proviant.
Stedet var let at kende i gamle dage
på grund af fedtpletterne i klippen.
— Det var mig, der afskaffede of-
ringerne, siger den 75-årige forhenvæ-
rende storfanger John Villadsen, eller
Juka som han kaldes daglig. Juka og
hans kone Elisipat, der er et par år
yngre end han, kan fortælle om det
Grønland, som virker så fremmedartet
for en moderne grønlænder, at man
uvilkårligt kommer til at glippe med
øjnene. Det var dengang, da ens
eksistens afhang af sælfangsten alene.
Alle drenge blev dengang opdraget
som fangere og pigerne som vordende
sælfangerkoner. Det var de to eneste
muligheder for uddannelse i det gam-
le Grønland.
☆ DEN FØRSTE KAJAKTUR
— Jeg fik kajak, da jeg var fire år
gammel, fortæller Juka. Min kajak
var så lille, at man brugte et eneste
sortsideskind til at beklæde den med.
Jeg var helt vild med det nye lege-
tøj, men at det var alvor, blev jeg
klar over en dag, da jeg første gang
var med som kajakroer. Det var om
foråret. Min fader og hans familie
skulle på angmagssatfangst. Det krib-
lede ligefrem i mig af iver, da vi star-
tede. Min faders konebåd var fuld af
folk, og der var desuden mange kajak-
ker. Da vi havde roet ca. 7 km, kunne
jeg ikke mere. Men så sagde min far:
„Værsgo, du har lov at ro. Nu er det
alvor!" — Det glemmer jeg aldrig. Ef-
ter endnu ca. 3 km ankom vi endelig
til det sted, hvor vi skulle slå lejr. Jeg
slængte mig henad jorden og kastede
op af træthed. Ja, det var en tur!
Den første tur tænkte jeg somme-
tider på, efter at jeg vår blevet stor-
fanger, fortsatte Juka. Min første
fangstblære var ikke ret meget større
end en tangblære. Ja, så lille var den,
lavet af et lille bitte sælskind. Jeg
havde den endnu, da jeg begyndte at
harpunere sortsider. Den forsvandt
helt ned i havet, ligesom når man har-
punerer store hvidehvaler.
i? EN FANGERKONES KÅR
— Det er min stolthed som fanger-
kone, at der ikke gik så meget som et
eneste skind til spilde, siger konen
Elisipat. Og jeg har dog efterhånden
været gift med Juka i 56 år! Jeg hu-
sker, som det var i går den første
morgen i mine svigerforældres hus, da
jeg blev vækket af min svigermoder.
Hun stampede i gulvet og sagde:
„Fangerkoner sover ikke sa længe om
morgenen!" Min svigermoder havde
ret. Livet som fangerkone var slidsomt
dengang, især under gode fangstpe-
rioder. Jeg husker en dag, Juka kom
hjem med 3 hvide hvaler og 4 store
sæler!
— Jo, Elisipat har altid været en
dygtig og praktisk kone, indskød Ju-
ka. Jeg husker, hun engang reparere-
de min riffel. Hun lavede en ny ejek-
tor af et søm på mindre end en time,
og den holdt i fire år! Jeg firede en-
gang Elisipat ned ad et fuglefjeld i
line for at samle æg. I løbet af kort tid
kom hun op med over 100 æg! Jeg
glemmer heller aldrig, dengang Elisi-
pat hentede mig ned fra et stejlt fug-
lefjeld, siger Juka. Jeg var blevet
svimmel temmelig højt oppe og kunne
ikke længere fortsætte ned. Der var
ingen mennesker i miles omkreds.
Men så tog Elisipat sine kamikker af,
klatrede op med et reb om halsen og
hentede mig ned.
•fr SOCIALFORSORG
Elisipat smiler over sit rynkede an-
sigt og stråler som en lille sol. Så si-
ger hun med en lidt skinger stemme:
— Det er ikke altid let at være gift
med en stor fanger. Men jeg skal ikke
klage. De fattige havde det hårdt i
gamle dage. Min fader blev kajak-
svimmel, mens jeg endnu var en lille
pige. Det var den sygdom, man den-
gang frygtede mest, og som ødelagde
hele familiers eksistens. Da min fader
ikke mere kunne passe sit erhverv,
gjorde min moder alt for, at vi børn
skulle have det godt. Hun arbejdede
for andre. Hun passede også syge på
stedet. Hun tog tøj, som de syge bar
på dødslejet, med hjem. Det var som-
metider tilsølet. Men min moder va-
skede tøjet i urin og reparerede det,
og inden aften havde jeg tøj at tage
på.
— Der var ingen socialforsorg, som
man kender den i dag, pointerer Juka.
Der var særlig mange børn, som blev
behandlet elendigt af en stedmoder.
Da jeg blev medlem af kommunerådet
i 1914, arrangerede Elisipat og jeg for
egen regning bespisning for dårligt
stillede børn et par gange om ugen.
Elisipat kogte 3 store gryder fulde
suaussat med kød, og jeg behøver
ikke at fortælle, at arrangementet blev
populært.
it det første hus
Livet var helt anderledes dengang
end nu. Der var kun tørvehuse i vor
første ungdom. Der var ialt 8 huse i
Claushavn mod over 50 i dag. Men hu-
sene var heller ikke som dem, man
finder i dag. I de største huse kunne
der bo over 30 mennesker. Husene var
forsynet med ildsted, og den lange
briks forsynet med båse. Hver familie
havde sin bås med en vægstenslampe.
Man benyttede endog underbriksen
som soveplads for tre familier!
Jeg var den første fanger i Claus-
havn, der byggede et træhus. Det var
i 1927. Min moder var ikke så begej-
stret for huset som vi andre. Hun sag-
de, hun ikke kunne tænke sig at bo
i et „nøgent hus".
•fr INGNERSSUIT
Der var megen folketro i vor barn-
dom. Man troede på „Ingnerssuit". De
var sære skikkelser, som boede ved
stranden inde i klippen. De var større
end mennesker, havde den samme
bygning, men manglede næser. De
kidnappede enlige kajakmænd og fik
dem til at arbejde for sig. Engang ved
juletid blev der således råbt, at man
havde set store veloplyste vinduer
ude på et skær. Man havde også flere
gange observeret et lille mærkeligt
kortbenet dyr ved stranden. Jeg har
også selv set det, siger Juka. Det var
Benyt Cheeri-0 til læskedrikke og cocktails
Cheeri-0 imerusuersautlnut imigagssanutdlo
akilgkanut atortaruk
et lille dyr med tæt brun pels. Jeg
iagttog det på ganske kort afstand.
Øjnene var meget store. Det blev
åbenbart bange for mig, gøede med
meget høj stemme og forsvandt lyn-
hurtigt i havet.
— KivitoKKer, fjeldgængere, var og-
så almindelige i vor ungdom, fortæl-
ler Elisipat. Jeg var otte år og var på
vej fra laksefangst sammen med en
anden, da vi blev overrasket af en ;ri-
vitoK. Han gik rundt omkring os i stor
afstand grædende. Men mærkeligt nok
så vi ham ikke. Folk, som havde tabt
ansigt eller havde haft nederlag på en
eller anden måde, gik til fjelds den-
gang. I dag indlægges de på sygehu-
set med dårlige nerver.
— Nu skal jeg fortælle om den store
KivitoK i Claushavn, afbrød Juka. Han
er i dag ligefrem blevet turistattrak-
tion her i byen. Det første, folk fra
Sydgrønland, spørger efter, når de
kommer hertil, er den store KivitoKS
grav. De har hørt, at en engel har
skudt ham, og at der er vokset en stor
pilstamme om graven, således at den
store KivitoK ikke har nogen mulighed
for at genopstå på dommedagen. Men
det var bare en skrøne.
☆ K’IVITORSSUAK’
Jeg var en stor dreng, da Kivitor-
ssuaK gik til fjelds. Det var om for-
året. Han hed Jonas Isaksen. Det be-
gyndte med, at han mistede sine to
børn under en influenzaepidemi. Som-
meren gik, uden at man kunne mærke
det på ham. Men en dag i januar på
vej til fiskepladserne i øst blev han
pludselig syg. Om aftenen hentede
man min fader, der var en slægtning
af ham, med besked om, at Junarse
var helt fra forstanden. Men han blev
hurtigt rask igen, og der gik to år, før
han blev syg igen. Denne gang havde
han det meget værre. Sindssygen var
brudt ud for alvor, og der skulle man-
ge mænd til at passe ham. Han blev
lagt i spændetrøje. Der kom bedring i
hans tilstand, og en dag lagde min
mor mærke til, at Junarse gik til
fjelds med sin riffel. Da han kom til
kirkegården, dvælede han længe ved
sine børns grave. Han kom ikke til-
bage. Der blev iværksat en stor efter-
søgning, men man fandt ham ikke. Af
og til hørte man skud i fjeldene, cg
der var adskillige, som savnede kød
og mattak i depoterne, men Junarse
var væk.
Knapt en måned efter blev Junarse
fundet sovende på fjeldet. Det var en
gammel kvinde, SipoK og hendes pleje-
søn, der var ude at samle brændsel,
som fandt ham. Mange mænd ilede til
for at tage ham. Men han var død,
skudt i brystet, og hans riffeel lå ved
siden af ham. Men på mindre en end
måned var hans negle vokset som
kløer på en sæl, og hele hans ansigt
var dækket af hår.
Efter skik og brug blev han stedt til
hvile uden for den indviede jord. Det
gjorde man med selvmordere dengang.
Men en dansk udstedsbestyrer sørgede
for, at graven blev flyttet til kirkegår-
den.
-fr EN HERLIG SPISE
Elisipat går hen til kakkelovnen og
begynder at skrælle kartofler. Hun
putter et par tørveskår i kakkelovnen
og siger:
— Jeg er så gammeldags, at jeg ikke
bryder mig om at bruge kul. Jeg sy-
nes, det går for langsomt med kul.
Det er trist, at man på sine gamle dage
bliver nødt til at spise europæisk pro-
viant. Før i tiden var maden helt an-
derledes, dengang fik man udelukken-
de grønlandske produkter. I gamle da-
ge kogte vi suppe på grønlandske ur-
ter, og vi kom urter og spæk i en ma-
vesæk på en klapmyds. Det var en
herlig spise! Grønlandske produkter
kostede ikke ret meget dengang, men
pengene var også mere værd end nu.
Et sælskind kostede 45 øre i Hande-
len, en stor hellefisk 5 øre og en rype
8 øre. Kød og mattak kostede ikke no-
get. Alle og enhver fik part i fang-
sten. Hvem troede dengang, man på
sine gamle dage skulle blive nødsaget
til at give så meget for et stykke kød?
Ja, alt blev anderledes, selv land-
skabet skiftede karakter. Det store
skær derude, „K’uilik", var for mange
år siden en temmelig stor ø. Min fader
fortalte, at der var et stort spækkogeri
på øen i hans ungdom med masser af
tønder. Fangstfolk fra syd plejede at
slå lejr på øen, og man legede tagfat
på sletten i midnatsolens skær. Nu er
der ikke så meget som en græstot til-
bage.
☆ de store idrætslege
Min fader fortæller også, at mange
konebåde fra syd og nord samledes
ved „ÅuveK" i nærheden af „IsortoK"-
fjorden nord for Holsteinsborg. Så
fandt store idrætslege sted. Min fader
vandt engang i riffelskydning. Man
skød til måls efter en rensestok i 35
fods afstand. Min faders præmie var
3 store renskind, tre store bundter tør-
ret renkød og talg. Man roede også
omkap i kajak og konebåd. Nordgrøn-
lands berømte og uovervindelige hold
i konebåd var Putdlore, UnakasiåK,
Iåkuluk og InguaK. Konebåden havde
så megen fart på, at det knagede i alle
spanterne.
Juka kigger ud af vinduet mod Ja-
kobshavns isfjeldbank, hvor kæmpe-
isfjelde glimter i solskinnet og siger:
— I min barndom fortalte de gamle,
at der ingen is var på fjorden i meget,
meget gamle dage. Man sagde også, at
Jakobshavnsfjorden strakte sig helt
over til Østkysten.
Ja, landskabet skifter karakter, det
gør menneskene også og hele livsførel-
sen. Teknikken vinder indpas. Nu bru-
ger man joller og motorbåde i stedet
for kajakker og konebåde, og jeg har,
lige før De kom ind, hørt gudstjeneste
fra Island i radioen!
Det er en sær verden, vi i dag le-
ver i.
Jørgen Fleischer.
HUNDESTED MOTOR
Billig i indkøb
Billig i drift
Robust og pålidelig
Enkel i konstruktion
og lef af betjene
pisiarinera akikitsoK
ingerdlattnera akikitsoK
KajangnaitsoK isumangnaifsordlo
pissarltsuliaralugo sanåK
asulo passukuminaKalune
Hundesfed motoren er en semidiesel mofor, der
i særlig grad er egnef fil fiskefarføjer, kystfar-
tøjer og bugserbåde.
Hundested moforen fremstilles i størrelser lige
fra 12 til 360 HK og leveres med vort enkle og
solide propelleranlæg.
Hundested motoren tåssa semidiesel motore a-
ngafdlatinuf aulisariutinut, sinerssorfaufinuf kalig-
taufinufdlo motoriusavdlune nalerKutdluinartoK.
Hundested motoren sananeicartarpoK 12-inik HK-
lingmt 360 HK-lingnut, sarpilerneKartardlunilo pi-
ssartfsunik Kajangnaitsunigdlo.
Vs HUNDESTED MOTOR & PROPELLER FABRIK
HUNDESTED — DANMARK
Telegramadresse/telegramisagåine: Propelmotor
67