Atuagagdliutit - 01.01.1961, Síða 85

kalåtdlit danskitdlo kulture
tasiortutut ataKatigigsmauput
palasimik Otto Rosingimik oKaloKatigingningneK, kulturit tåuko
mardluk sunivigeKatigingnerånik, inusugtunik Kagdlinarsiortu-
nik ama thulemiunik tunumiunigdlo
nalivtine ukiune, nunavtine suju-
mukarfigssuarne, ardlaKångitsuinait
perrumåtårutigisinaugunarpåt kuisi-
mångitsuarKat akornåne atuarsimaga-
mik. taimatutdle OKarsinaussoK tåssa
palase soraerneK Otto Rosing, Ausiait.
palase måna 64-inik ukiulik nunavtine
kulturip tungåtigut angutit malung-
nauteKarnerpåt ilagåt. erKumitsulior-
tuvoK atuagkiortuvdlune åssigingit-
sorpagssuarnigdlo soicutigissaKardlu-
ne.
Otto Rosingip angutå, palase Kris-
tian Rosing, Tunumut ajoKersuiartor-
titaorKåt ilagåt. Otto Rosing Angmag-
ssalingmut pisimavoK Kulingiluanik
ukiOKardlune 1905-ime.
— tamåssa kuisimångitsuarKat atua-
Katigisimanikunarput, Otto Rosing
OKarpoK. taimane angmagssalingmiut
angutit tamarmik takisorssuarnik nu-
jaKarput amernigdlo, kitåmiussuvtine
avdlaginartunik, tagpavanimiut ati-
ssaKardlutik. arnat isersimatait „nait-
sut“ taigutimingnut nalerKuteKaut,
taimåitunik atortut asule avssipalågi-
narsimassaramik. taimane umiarpag-
ssuput Kajarpagssuvdlutigdlo. uvanga
Kåinamut sungiusaissiga tåssa „Milag-
téK“, angåkorssup „Maratse“p emera.
tunumiut tamarmik erKumitsuliortu-
ssut angumeraka. igdlume atortutik
piniutitigdlo torratdlavigdlugit sana-
ssarpait saunernik Kiperugkanik ku-
ssanavigsunik pinersardlugit.
kulturip sujunigsså
— KulamångilaK erKumitsuliortu-
mut pingåruteKåsassoK erKUmitsulior-
tuinarssuit akornåne pingorsarsima-
neK?
:— tamåna miserratigssåungilaK. tu-
numiut erKumitsuliortausiat tåssau-
vok eskimotorKat piat, issertorsinåu-
ngilaralo Kiperuinerup tungåtigut tu-
numiunit sunerneKarsimagama. åmau-'
na nuånårutigigiga kungigssap Nung-
me tikerårnermine saunermik iveru-
siåka atorsimagai tusaravko.
Ortup Sålånguvdlo igdluat alianai-
ginångilaK amale erKumlkajårtuvdlu-
ne avdlanut åssingunane. tamatumu-
nåkut nunavtine naligssaicarunångi-
laK.
— takuvat, Otto Rosing OKarpoK,
igdlo una nangmineK titartagaråra,
peKUtailo amerdlanerit Angmagssa-
lingme Kissiamit sanåralugit. kalåtdlit
igdluat Kavdlunåtut peKUsersorneKar-
dluarsinauvoK kalålerpalårtungorti-
nardlugo. kalåtdlit igdluata Kanga i-
lisarnautå tåssa igdleK. taimaingmat
igdliliorsimavunga nånup amerssua-
nik Kålerdlugo.
— kalåtdlit kulturiata sujunigsså i-
sumavdluarnartoKartipiuk?
— åp, kalåtdlit OKautsisik ilerKutor-
Katigdlo ajungitsut åtåniarpatigik
kulturitorKap atåinarnigsså neriunau-
teKarpoK. kulturit mardluk ingming-
nut kåtuterKålerångamik aserortarput.
tamatuma kingunere imåinaK anigu-
(Kup. 27-mit nangitak)
Bornemann Erik Bahlilo, Guldborg
Christoffersen Else Friisilo, taimåi-
kaluartordle uvdlormut sulivfiup aku-
nerit 14—16 atåuneic ajorpai.
isumaKarnarsinauvoK sianitdliorne-
russoK Københavnime atorfik siviki-
nerussumik sulivfiussartoK akigssar-
siaKarnarnerussordlo Kimatdlugo Ka-
låtdlit-nunanukåsavdlune angneru-
ssumik suliartordlune, sivikinerussu-
mik sungivfeKåsavdlune, mingneru-
gagssaussångitdlat Kaidniaussårnerdlo
ajornartaKalune. Hans Egede sujorKU-
terujugssuardlugule kalåtdlit kulturi-
at europamiunit sunerneKarérsima-
vok. tåssa taimanile kinguariartorne-
KalerérpoK. kalåtdlit kulturiat nåkar-
nerpauvoK 1850-ip migssåne, pårssi-
ssutorKatdle atulerneratigut Kagfariar-
torneKarKilerdlune, tamånale arrisi-
maKaoK. sordlo taerériga kalåtdlit
kulturiata sujunigsså neriunauteicå-
ngitsutut issigingilara. kulturit tåu-
ko mardluk sunivigeKatigingnerat ili-
manauteKardluarpoK. pingårtumik
månåkut inusugtorpagssuit iliniarta-
lermata årdlerinartoKångilaK tamåna-
lume misingnauteKalerérpoK.
kungigssårnat
— månåkut inusugtut nalingningar-
nit avdlåupat?
palase nikuipoK igalånukardlune sa-
mane kangerdliumaninguame angat-
dlaterpagssuit tungånut alianaeidssu-
mik issikivilingmut. tauvalo akivoK:
— inusugtut månåkut soKutigigtåi-
nerulerput, nalivtine peitatigigfit a-
merdlavatdlålerdlutik siåmautiglnå-
nguatsiaramiko. nalivtine inusugtut
nåpeKatigigkångamik inunerme pi-
ngårtunik OKatdliseKartarput. månå-
kut KagdlinarsiortoKarpatdlålerpoK,
kisiåne soruname tamarmik taimåi-
ngikaluardlutik. nalivtine inusugtut
amerdlaKaut torKåmavérusimassut,
sujuaissat pissusitoKait KimåneKarma-
ta. unerKarissuseK, avdlat pinik ini-
migissaKarneK, tamåko pugtåniarne-
Karaluarpata igdloKarfingne inuneK
kussanarnerujugssuångusagaluarpoK.
ingmut upissusinauneK, uvdlut nutåt
nagsatarissånik, inusugtut ånaisima-
våt. Kanigtukut Nungmikama inusug-
tut ausiangmiut ardlagdlit takuvåka
kungigssåricatut iliortut. månåkut i-
nusugtut sumik anguniagaKaratik na-
pardlinartut amerdlavatdlåKaut. ig-
dloKarfingne ussernartut malerssor-
dlugit, asimiOKarfingnit, pingårtumik
arnat inusugtut igdloKarfiliåssarput
sulissartut malerssordlugit. tåssa ta-
måko igdloKarfit issigineKarnerdlu-
tait, avatånit nugtertut, suvfeKarpia-
ratik tarfinartut.
— månåkut arnat inusuit kingug-
dlit åma amernik merssornermik so-
KUtigissaeruput, SålånguaK OKarpoK.
skut kumitdlo Avangnåta ukiuanut
nalencutingitdlat. tåssa kingugdlit per-
Kingiutåt tamåko atorpatdlåKigami-
kik.
højskolep tungavigissagsså
— høj skoler tågssaK KulamångilaK
inusugtunut angnertumik pingårute-
KåsassoK?
— erKarsautigissarsimaKåra, suna
tungavigalugo, højskolertågssaK i-
ngerdlåneKåsanersoK, palase Rosing
OKarpoK. ajOKutaorujugssuarsinauvoK
iluamérsumik ingerdlåneKångikune, i-
luamérsumigdle ingerdlåneKarune i-
ssumigdlo akigssarsiaKåsavdlune, på-
sissarale maligdlugo pissutsit taimåi-
tut atorneKartarsiméput Kavdlunånit
årKigssuissunit Kalåtdlit-nunåne suli-
simassunit.
akigssarsiardle unaunerusimavoK
Kalåtdlit-nunånik takungningneK å-
malo inuit akornåne sulineK inup su-
liånik pissariaKartitsinerussunik su-
ngiusimassamit angnermik, kisalo å-
ma nuånerdlunilo pisanganartuvoK i-
neriartornerme suleKatauvdlune.
luaKutåusoK. neriutigåra højskoler-
tågssaK inusugtut pigssarsivigissarsi-
naujumåråt, sujuaissat kulturiånik pi-
ssusinigdlo ajungitsunik, tamatumu-
nåkut inunerme torKåmavigssaKaler-
sinaorKuvdlutik.
Rosingikut igdluat ituata Kalipagai-
nik åssiliaKarpoK. Kalipagkat Thule-
mingånérsut ardlaKarput åma thule-
miut, arssarnerit nanerussatdlo se-
Kersimarngåne, nålagiakåssut, kisalo
thulemiut nunaKarfitoKartik Kimale-
råt.
— nalautsornerinåungilaK Thulemi-
ngånérsunik åssilialiorsimagama, Otto
Rosing OKarpoK. Thulemisimavunga
1944-mit 46-mut. amerikamiut tå-
vungnarKåtdlarmata ilagsinikunarput,
taimane Thule niuvertoKångitsoK. a-
merikamiut pakasardluinarpåtigut,
aggerniarnerånime tusardlerneKångi-
PÅ
MAGSVEJR, en dejlig morgen,
solen stod allerede højt oppe
og fik sneen på hustagene til
at smelte, så der dannedes lange kry-
stalklare istapper. Fra de små skorste-
ne steg en hvid røg med en herlig duft
af lyngkviste. Udstrakt på sneen lå
hundene dorske med halvlukkede
øjne og udstødte af og til små grynt
af tilfredshed. Den klare morgenluft
var vidunderlig, og nu og da hørtes
hanrypens lokkende Ka-Ker-Ka-Kå. —
Nordgrønland i majmåned, midnatsso-
lens vindstille rige!
Sulut var i færd med at tage slæden
ned fra stilladset. Han rømmede sig og
viste sine hvide tænder i et smil, der
var den traditionelle hilsen heroppe.
Han skulle på alke jagt. Om jeg havde
lyst til at tage med? — Jo, hellere end
gerne, men det kom an på, om jeg fik
lov til det.
Jeg var heldig, og ti minutter efter
var jeg tilbage med proviant og et par
ekstra kamikker.
Med undtagelse af slædevejen var
næsten al sne smeltet bort, og der var
dannet små sylespidse tapper på isens
overflade, som var højst generende for
hundene, og for at beskytte poterne
var vi nødt til at give hundene kamik-
ker på, der bestod af skindlapper med
huller til kløerne. Kamikkerne blev
surret fast til dyrets ben med et styk-
ke rem. Og så var vi klar til at starte.
Modstræbende og med halen mellem
benene satte hundene sig langsomt i
bevægelse, hvilket var bevis på, at det
drejede sig om langfartshunde af høj
kvalitet. Med raslende skagler henad
en stenhård slædevej kørte vi mod syd
i retning af et stort fuglefjeld, „Sag-
dleK“, i Umanakfjorden.
Fjeldet rejste sig lodret op af isen.
Højt oppe, række på række, etage
over etage, sad de, alkene, i kjole og
hvidt og kiggede ned, nysgerrigt med
hovedet på sned. Øverst oppe mod de
spidse tinder sås små flagrende væse-
kalåtdlit akornåne nunanut avdla-
nut tungassutigut nålagkersuineK ili-
simaneKarpat taimane tamåna pissu-
teKarsimåsaoK radiomit Atuagagdliu-
tinitdlumt. tamåna ildne ugpernarsar-
neKartarpoK torratdlagaunerussaru-
nardlunilo studiekredseKarnerit ilaine
taimane autdlarnersimassune lands-
dommer J. Kisbye Møllerip suliniar-
neratigut.
ildne atautsiminerit tamåko ardlåne
sagfiåt formandiat Egede nungmio
sunaunersumut-una agssortuilerpoK
agssortuinerminilo nunanut avdlanut
tungassutigut nålagkersuinermut tai-
mane taissariaKardluartunut ilisi-
mangnigdluåssutse erssersisimavå.
landsdommerip aperingmane sumit
taima ilisimassaKartiginersoK akivoK:
radioavisimit Atuagagdliutinitdlo.
taimåitut iluåtdlangnartarput påsi-
sitsivdlunilo suliaK asulinarsimångit-
SOK.
måna Kalåtdlit-nunåt iluanårdlune
pisorKamik atarKinartumigdlo agdli-
galugtuinartumik aviseKarmat tauva
erKaimassariaKarpoK taimågdlåt ilu-
mut ingerdlatineKartuarsinaussoK a-
tuarneKartuarune OKaluserineKartua-
nilo suleKataussutut soKutigingneKa-
taussututdlo misigisimagåine.
avise umåssuseKartutut ipoK pi-
ngorsimassoK atuartartut kivfartuti-
savdlugit inuit aulajangersimassut i-
sumatdlunit aulajangersimassut pina-
git.
avisitoKara Atuagagdliutit/Grøn-
landsposten nagdliutorsiomerane kig-
saukumavara ukiune aggersune umå-
ssuseKartuarKUvdlugo sulivdluarKuv-
dlugulo. Helge Christensen.
navta. umiarssuarujugssuaK såkutor-
pagssuarnik inulik, ancartartoK umiar-
ssuardlo avdla agssartut tikiput. —
Eske Brun telegramikut aperKuteKar-
figåra suniamersut. taimane nalautsor-
dluniåsit nålaorniarfilugsivdluinarsi-
massoK, tåssa akissuteKångilaK. tai-
maeriarmat danskit Washingtonime
ambassadøriat Henrik Kauffmann te-
legramerfigåra påsiniaivfigalugo, tåu-
nalo akivoK, amerikamiut mikissumik
silasiorfiliorniartut unerdlugit. tåssa-
lo amerikamiut pitsiåinaK bulldozeri-
nik nuna nalingmatsilerdlugo.
— thulemiut tunumiutdlo åssigingi-
ssuteKarpat?
— thulemiut tunumiuningarnit a-
nersåkut pitsuneruput. kulturitoKåt,
ilerKutoKait, oKalugpalåve ivngeru-
taitdlo atorungnaersineKarsimåput,
tåvane ajoKersuiartortitat Tunumi-
ngarnit sukanganerusimagamik. thu-
lemiutdle ipersårtuput perKigsårtuv-
dlutigdlo. tåvanimiut Kimugsertausiat
kujasingnerussumingarnit pitsauneru-
vok, Kingminigdle sungiusaissarnerat
pivdlugo taimatut oKartoKarsinauna-
ne. tamatumunékut pakatsikulugsi-
mavunga.
Otto Rosing ardlalingnik atuagkia-
KarpoK. kalåtdlisumik ABD-liorsima-
ner, der svævede elegant og let som
snefnug. Det var stormfuglene, der
nød udsigten fra deres utilnærmelige
rige.
Hvergang et lille smæld lød, kogte
hele fjeldet af hundredetusinder vin-
gers sus. Himlen formørkedes, og man
kunne ikke høre sin ledsager en slæ-
delængde foran sig, selv om han råbte
af sine lungers fulde kraft.
Adskillige slæder fra kolonien var
ellerede kommet, og jagten var godt i
gang. Med et dumpt drøn faldt de
ramte fugle fra store højder og blev
samlet op i sække på slæderne.
Et sted stod et par mænd i kraftigt
mundhuggeri. De fægtede med arme-
ne, lavede grimasser og var ikke langt
fra at ryge i totterne på hinanden. De
var så optaget af skænderiet, at de
ikke ænsede IgassoK, en uforbederlig
pebersvend med sprudlende humør,
som samlede de to alke op, der var
skyld i striden.
IgassoK gik nok så frejdigt forbi
med byttet, som havnede i hans egen
sæk. Imidlertid var mændenes hidsig-
hed svalet af, og de opdagede til de-
res forfærdelse, at fuglene var for-
svundet.
— Nå, der kan man se, sagde Iga-
ssoK med overbevisning i stemmen.
Det betaler sig dårligt at skændes om
mad. Fuglene var bare chokerede og
er lettet. De har åbenbart ikke ønsket
at havne i maven på et par hidsig^
karle!
Sulut tog sin kikkert frem og spej-
dede ivrigt mod fjeldvæggen, sigtede
og trykkede af. Brugen af en kikkert
var nødvendig. Det hændte ofte, at an-
skudte fugle, når de ikke sad ved kan-
ten af afsatserne, blev liggende til stor
ærgrelse for jægerne.
Med mine 12 år var jeg ikke skrap
til at håndtere en tung riffel og slet
ikke god til at ramme på så lang af-
stand. Derfor var jeg dømt til at være
nysgerrig tilskuer.
Men halvvoksne knægte havde deres
egen måde at fange fugle på. Jeg tog
tævehunden ved skaglen og spadsere-
de ud for at forsøge lykken som fugle-
fænger.
Det varede ikke længe, før jeg fik
øje på en lille, sort genstand i sneen.
Jeg satte i løb, men hunden vægrede
sig og ville nødigt trækkes derud.
Hurtigt fik jeg forklaring på hundens
mærkelige opførsel. Genstanden, jeg
antog for en fugl, var ikke andet end
en stor sten, der var faldet ned fra
fjeldet. Lidt skuffet stod jeg der og
kiggede spændt til alle sider.
Nu hørtes susen i luften, og en alk
faldt ned på isen ikke ret langt
fra mig. Den lå der og baskede med
vingerne, så sneen hvirvledes til alle
sider. Den prøvede på at lette, men
kunne ikke. På mit signal foer hunden
mod den med en sådan iver, at jeg
måtte anstrenge mig til det yderste
for ikke at blive slæbt hen over isen.
Alken klukkede ynkeligt og forsøgte
skrækslagen at flygte. Men hunden
gjorde kort proces med den, og lidt
efter kom tæven tilbage med den af-
livede fugl mellem tænderne.
Det var den første fangst, og jeg
blev ikke så lidt stolt over det lykke-’
lige udfald og fortsatte jagten ufor-
trødent, til der var fanget elleve alke.
Nu kom IgassoK med sin gamle tæ-
ve og ville konkurrere mig ud. Han
havde sikkert opdaget fidusen og var
ligeglad med, om han blev betegnet
som „SukorseK“, en halvvoksen knægt,
bare han kunne fange fugle uden at
ofre noget for det.
Min fangst var ikke sårede fugle.
Det var nogle, som var blevet tilsølede
af egne og kammeraters klæbrige
klatter på fjeldvæggen, så de ikke
EINAR STORR
Trikotage en gros
Nørregade 26 — København K.
Alt i trikotage
til damer, herrer, børn og baby
Import — Eksport Telegramadresse: ESTORR
avisit mardluk atausmgormata
ALKEFANGST
vok, nunavtine angutit taissariaKartut
Kavsit inunerat agdlautigisimavdlugo,
nangminerssutinigdlo ardlalingnik o-
KalugtualiaKardlune. Ausiait igdloKar-
fiata oKalugpalågssartå månåkut Otto
Rosingip ingerdlåpå 1963-ime Ausiait
igdloKarfiata 200-ngortorsiornigssånut
tungatitdlugo sarKumertugssaK. aper-
KUtigineKarmat, Kalåtdlit-nunåne na-
Kiterisitsissarfingmit atuagkat sarKU-
mersineKartartut nugtigåinangaj aung-
mata KanoK iginerå, akivoK:
nauk kalåtdlit atuagkiortut?
— kalåtdlinik atuagkiortunik sarKU-
soKarnigsså kisa erinitsåutalerpara.
nugtigåinait nåmångitdlat, nangmi-
nerssutinik amerdlanerussunik pissa-
riaKaleraluarpugut. åmåtaordle issor-
nartorsiuisinaussut amigautigåvut.
månåkut nuåningilaK sunapajuk ta-
måt Kujarutdlugo tigussalerméssuk.
åmåtaordle erKumitsuliornermut tu-
ngatitdlugo nalerKusoringilara, måne
titartainermut Kalipainermutdlo atuar-
feKångingmat. erKumitsuliortutut
angnertumik iliniarsimagaluaråinilu-
nit akornutigssaKångilaK kalålerpa-
lårtumik periauseKarneK atatlnåsav-
dlugo.
Julut
kunne flyve mere. Sådanne fugle kald-
tes „anagkat", de med klatter tilsøle-
de, og de var et meget yndet fangstob-
jekt for drenge.
Jagten fortsatte, og på mindre end
en time var to store sække fyldt med
alke. Veltilfredse over det fine resul-
tat brød vi op og kørte til en lille bo-
plads „K’eKertat“, der lå på en ø,
ikke ret langt fra fuglefjeldet.
I K’eKertat havde man indført som-
mertid. Man sov om dagen og var
oppe om natten. Man havde ingen be-
kymringer. Der var mad nok, og når
man ikke havde noget fast arbejde, og
solen skinnede fra en klar himmel
både dag og nat, kunne man lige så
godt gøre, som det passede een.
Der herskede en glad stemning i
K’eKertat. De unge spillede langbold,
og deres lystige råb gjaldede mellem
de små fjelde. Ved iskanten stod en
kvinde bøjet over en sæl. Hun flænse-
de og var ifærd med at tage indvol-
dene ud. Hendes særk var smøget op
ved lænderne, og med mellemrum
sleb hun sin ejendommelige kniv —
ulo — ved at gnide æggen mod sine
kamikkers sider, der var helt blanke
af gammelt, størknet blod. Rundkinde-
de rollinger med langt, blåsort, stridt
hår, var stimlet sammen om hende.
Forventningsfulde stod de og snakke-
de i munden på hinanden. Nærgående
hunde fik sig en grundig lærestreg i
drengenes velrettede stenkast, og lun-
tede slukøret bort med halen hængede
mellem benene. Inden længe stod alle
ungerne med et stykke råt sællever i
hånden og tyggede løs. Det var beløn-
ningen for at holde hundene væk un-
der flænsningen. Og det var en lige
så stor lækkerbidsken som ispinde er
det under mildere himmelstrøg.
Udenfor det største hus, hvis mure
bestod af tørv og sten, sad en lille-
mor ved arnestedet og puslede med
ilden under en flad sten, hvorpå der
lå svære kødlunser. Nu og da steg en
mat flamme til vejrs efterladende sig
en blåhvid røg. Det sydede sagte i
spæksovsen, og duften fik ens tænder
til at løbe i vand. Ningio, bedste, ord-
nede lidt ved sin tyndslidte hårtop og
stoppede sin spidsløse pibe, mens hun
smilede over hele sit rynkede ansigt,
så de tandløse gummer kom til syne.
Høje råb rungede mellem fjeldene:
„KalaKaut, KalaKaut", maden var kogt.
Og som på kommando styrtede den
glade ungdom under hyl mod koge-
stedet for at styrke sig med de lækre
sager. Børn, gamle og unge smovsede
nu af hjertens lyst. Den allestedsvæ-
rende IgassoK udvalgte sig de bedste
stykker og tog fat med ordene: „Hvem
tænker på at gifte sig, når man tyg-
ger på en så herlig spise?"
Så blev spillemanden hentet, for nu
skulle der danses. Kvindernes hårtop-
pe daskede hid og did i den vilde
fart, og mændenes glade udråb og
stampen i jorden, fik stemningen end-
nu et par grader op.
IgassoK trådte nu ud midt i ringen i
et solonummer med hænderne i vejret
og svingede sig som i ekstase, alt
imens han skrålede af fuld hals.
På en sten ved dansepladsen sad
spillemanden, en gammel blind mand,
og filede løs på sin fiol. Af og til holdt
han op med spillet, spyttede saften af
sin skrå ned på skruerne for at stem-
ningen ikke skulle tabe sig og stemte
instrument en stund. Derpå tog han
fat igen med endnu større iver, sam-
tidig med at han holdt snakken i gang
med sin sidemand.
Hen på middagsstunden, da folk i
K’eKertat var ved at gå til ro, vendte
vi tilbage til slæden for at køre hjem.
Efter en times kørsel kom vi velbe-
holdne hjem og blev glædeligt over-
rasket ved at rende på to uflænsede
sæler, som Sulut’s plejesøn havde fan-
get og stillet i vindfanget.
Jørgen Fleischer.
86