Gripla - 01.01.1998, Blaðsíða 172

170
GRIPLA
Sagn, der endnu haves, kun meget faa kunne f0res tilbage til de ældste Tider.
Island har, naar man undtager nogle enkelte Digte, der endnu specielt
betegnes som „fornkvæði" (Oldtidsdigte), som f. Ex. „kötludraumur“ o. s v.
— og selv disse hpist ulige i Formen —, Intet at opvise, der kan sættes i
klasse med de danske Kæmpeviser eller lignende Middelalderskvad i flere
europæiske Lande. Efterat de gamle Digte og Sagn saa tidligt vare ned-
skrevne havde man i Eddadigtene og Sagaeme, der fuldkommen vare til-
gængelige endogsaa for Menigmand, en saa fyldestgjprende Samling af alt
det, der ellers hos Folket pleier at forplantes ad Sagnets Vei, at Betingelsen
for dettes Vedbliven for en stor Deel maatte ophpre. I Island var man derfor,
da den gamle Sagnkreds maatte betragtes som afsluttet, hvad Dannelsen af
historiske Sagn angaaer henvist til en senere Tid, og denne var, paa Grund af
Forhold, vi her ikke ville berpre, langtfra ikke saa skikket til disses Udvikling
som Oldtiden. Men jo færre derfor de Sagn ere, der uden i tidligere Tider at
være blevne nedskrevne, umiddelbart kunne udledes fra Oldtiden, som en hos
Folket levende, aldrig nedskreven Tradition desto interessantere bliver det
tillige at see dem bevarede og almindelig bekjendte. Vi udvælge derfor
forel0big af den i Reykjavik i Aar udkomne Samling af islandske Eventyr af
M. Grimsson og Jon Ameson eet af dem, der forekomme os at være de mest
oldtidsagtige og ville tillige, idet vi meddele samme, ledsage det med nogle
indledende Bemærkninger om de historiske Begivenheder i Oldtiden, der
maae antages at ligge til Grund for det.---------
Overst i Borgarfjorden i det sydvestlige Island, omtrent halvanden
Dagsreise fra Reykjavik ligger i en gammel Lavastrækning den bekjendte
Surtshellir, en lang og bred underjordisk Hule, der endnu aldrig har været
underspgt i sin hele Udstrækning.2 Den har sit navn, enten af det M0rke, der
stedse hersker i den,3 eller af en fabelagtig Jætte, Surt, som der troes eller
troedes at have sit Tilhold, og som allerede i Oldtiden var Gjenstand for
overtroiske Sagn. Det fortælles saaledes om en af de ypperste Landnams-
mænds, H0fda Thords S0n, Thorvald holbarke, at han et Efteraar reiste til
S0nderlandet til Bonden Smidkel, hvis Gaard laa i Nærheden af Hulen, og,
efter at have opholdt sig der en Tid selv drog op til Surts Hule, for at bringe
Jætten, som der hærskede, et Æresdigt, han havde forfattet om ham, samt at
2 Neðanmáls er svohljóðandi athugasemd: Den nöiagtiste Underretning om den findes
forresten i E. Olaffsens og B. Povelsens Reise igjennem Jsland [þ.e. Eggert Olaffsen og Biame
Povelsen (1772:239-253)].
3 Þórhallur Vilmundarson (1983:124—125) heldur því fram að hellirinn hafi heitið Surtr að
fomu, og muni nafhið dregið af því að hellirinn sé niðdimmur hið innra.