Gripla - 01.01.1998, Blaðsíða 179

BYLTINGASINNAÐ SKÁLD í ÞJÓÐFRÆÐAHAM
177
den. Denne Mand havde en Kappe over sig og skjulte Ansigtet tildeels med
Hætten, desuden gik han paa en Træfod. Han fortalte Bonden et og andet om
hvem han var, indviklede ham hurtig i en Samtale med sig og tilbpd at ville
blæse, mens han smedede. Umærkelig fprte han Samtalen hen paa den tid, da
Hulemændene endnu vare frygtede der i Egnen, og fik saaledes Bonden, der
var meget glad ved at kunne fortælle om sine egne Bedrifter, til at fortælle
vidtlpftig, om hvorledes det var gaaet til med deres Udryddelse. Endelig
spurgte han, om da virkelig alle Hulemændene bleve dræbte der paa eengang.
„Der undkom ingen,“ svarede Bonden og smilede selvtilfreds, „undtagen En,
ved Navn Erik, og han var allerede halvdpd, dengang vi forlode ham; han
maa nu for længe siden være bleven et Bytte for 0me og Ravne — han havde
mistet sin ene Fod.“ Da reiste den Fremmede sig hurtig og rettede sig i sin
fulde Hpide; han kastede Hætten fra Ansigtet, rev det glpende Jern af Jlden
og gjennemborede den uforberedte Mand i 0ieblikket. „Fortæl da der, hvor
Du kommer hen i Aften, at Erik med den ene Fod lever endnu,“ sagde han og
vendte sig hurtig om for at gaae, idet han mumlede: „nu har jeg hævnet mine
Staldbrpdre." Derpaa gik han hurtig bort og hen til den egentlige Gaard, hvor
der kun var en enkelt Qvinde hjemme, da alle de andre vare ude paa Marken.
Han fortalte hende, hvad der var skeet, og bad hende skynde sig at staae sin
Husbond bi. Hun ilede til Smedien og fandt den dpende Mand svpmmende i
sit Blod, men dog endnu ved Samling nok til at kunne fortælle hende,
hvorledes det Hele var gaaet til. Men da hun kom ud igjen, var Erik for-
svunden, og man har aldrig h0rt noget om ham senere.
Surtshulen er endnu stedse Gjenstand for Almuens Overtro, hvor hoilig det
endnu var Tilfældet i Eggert Olaffsens Tid, sees bedst af hans Reisebe-
skrivelse. Man troer, at den skal staae i Forbindelse med forskjellige andre
underjordiske Huler, hvis Udgange ere paa Landets fjemeste Kanter. Saaledes
skulde f. Ex. en af disse munde ud ved Tindastol, et Bjerg paa Nordlandet
hvorom der ogsaa haves mange fabelagtige Sagn, en anden paa Langenes,
Landets nordpstligste Spids. Vi ville derfor ogsaa, fprend vi holde op med at
omtale Surtshulen, endnu anfpre hvad der et andet Sted meddeles i vor Even-
tyrsamling om den.
Det fortælles nemlig, at engang en Misdæder undgik sin Straf ved at lpbe
igjennem Surtshulen. Sagnet siger at han l0b Dag og Nat, og at han endelig
var kommen op ved Langanes. Hans Sko havde da været fulde af Sand, men
da man underspgte det, var det Guldsand. Manden sagde da, at han i nogen
Tid havde gaaet i Sand og vadet deri til og op over Ankleme. Det havde fore-
kommet ham mest at ligne det blpde Sand paa Havets Strandbred.