Gripla - 01.01.1998, Blaðsíða 175

BYLTINGASINNAÐ SKÁLD f ÞJÓÐFRÆÐAHAM
173
Hjælp, naar han pnskede det. Dette blev ham lovet. Bondespnnen opspgte nu
Hulemændene, bad om deres Beskyttelse og sagde, at han pnskede at forene
sig med dem. Hulemændene vare uvillige til at tage imod ham og sagde, at
der rimeligviis var Svig under. Han negtede det og svor dem dyre Troskabs-
eder. Hulemændene toge da imod ham, thi de syntes han saae kjæk og aaben-
hjertig ud, og de fandt det umandigt at stpde den fra sig, som tyede til deres
Beskyttelse og som de kunde gjpre med, hvad de vilde.
Nu var da Bondespnnen kommen i Samfund med Hulemændene og maatte
gjpre Alt, hvad de pnskede. De passede dog bestandig npje paa ham, og det
fprste Aar gik hen, uden at han saae nogen Leilighed til at komme fra dem
eller til at beseire dem. Det fortælles, at han da begyndte at finde Opholdet
der uhyggeligt, dog lod han ikke Hulemændene mærke Noget.
Da Efteraaret kom, og der var en Uge til den Tid da Bpnderne hente deres
Qvæg fra Bjergene, gik Hulemændene efter Sædvane ud for at opspge
Faarene. De gik Alle ud paa denne Færd5 med Undtagelse af Een, som blev
tilbage i Hulen hos Koneme. Bondespnnen toge de ogsaa med. De gik nu vidt
omkring paa Hederne og kom tilbage med en Mængde Faar. Dem dreve de
ind i den saakaldte Vaabendal hvor de hvilede om natten, f0r de dreve
Qvæget hjem i Hulen til Slagtning. De lagde sig Alle i en Række oppe paa
Skrænteme og stak deres Vaaben ned i Jorden ved Siden af sig. Dagen efter
stode de op, dreve Qvæget sammen og fprte det hjem til Hulen. Der styrtede
de det ned igjennem Hullet, og Altsammen gik meget hurtigt for sig. Bonde-
spnnen maatte hjælpe med, enten det behagede ham eller ikke.
Nu sloge Hulemændene sig til Ro og levede, som de syntes bedst hele
Vinteren. Bondespnnen var nu led og kjed af hverken at kunne komme bort
eller beseire Hulemændene. Saaledes gik hele Vinteren og Sommeren ligetil
Hpsten. Da lod Bondespnnen, som om han var syg og ikke kunde gaae med
dem for at opspge Faarene, men tilbpd at blive hjemme og passe Qvinderne.
Men for at de kunde være visse paa at han ikke flygtede, medens de vare borte,
5 Athugasemd neðanmáls: Saadanne længere Tog nord paa eller nord over Bjergene stemme
ogsaa godt overeens med det Liet, som ellers i de gamle Skrifter berettes om Hulemændene,
skjpndt det hos disse naturligviis var formelige Rpvertog. Der kan nemlig ikke være nogen Tvivl
om, at det netop er Hulemændene fra Surtshulen, der menes, naar der baade i Vatnsdæla og i et
Udtog af denne i Landnáma berettes, at Hovdingen Ingolf fra Vatnsdalen, der netop levede paa
denne Tid, engang dræpte 5 af 18 Hulemænd, der, efter at have rpvet paa en Gaard i Hunevands-
syssel, havde trukket sig tilbage op paa Bjergene. Antallet er ganske det samme, og Ingolf om-
taler i Sagaen udtrykkelig Hulen, hvortil de kunde undslippe, paa en Maade, der udtrykkelig
viser, at han kun kan mene den bekjendte Surtshule. Overf. Anm.