Atuagagdliutit - 01.01.1961, Qupperneq 61

utallige sange, der har været sunget
gennem tiderne, den samme enkle
formsans, der så anskueligt læses ud
af alle højere jægerfolks billedkunst,
f. eks. i de til overflod populariserede
hulebilleder fra forhistorisk tid rundt
om i verden. Der er begge steder tale
om en guddommelig enkelhed, aldrig
primitivitet. Denne kunst er umiddel-
bar, ikke naiv.
Jægerens individuelle glæde som
naturmenneske kommer gang på gang
til orde ved siden af den mere profes-
sionelle jagtglæde, man naturligvis
hele tiden sporer.
Jeg blev svimmel,
mit åndedræt tungt,
og jeg syntes, mit liv
ville blive så alt for kort.
Den store natur gør mennesket lille
og ensomt, hvis det da ikke lykkes
ham at blive en del af den og leve
med i dens store evige liv som sange-
ren, der lader sig beruse:
Det store hav
sætter mig i bevægelse.
Det bevæger mig
som alger på sten
i rindende elvvand.
Samlivet med naturen
Han lever nær naturen, nær ved
mange slags liv, som han har lært at
respektere, men som han også ligefrem
elsker; hans forhold til andre medle-
vende er mere end den stærkeres til
de svage og spiselige, han er mere end
det snedigste rovdyr under polarcirk-
len .Han kender vilkårene for alt liv
og forstår at anerkende alt overleven-
de. Mellem jæger og bytte råder en
stille forståelse, en underfundig for-
trolighed, som er vanskelig for andre
at fatte. Dybest set ligger der vel også
her noget kultisk til grund, men dets
ydre udtryk rummer først, og sidst en
lattermild underfundighed, der bunder
U<1 i en anerkendelse af dyret som
modstander og dyrelivet som sådant
som lige så værdigt liv som menne-
skets. Kt udtryk herfor findes i de
mange småsager, som især kvinder
star for, der indeholder en identifika-
tion med et eller andet lille væsen i
den store natur som dette:
LEMMINGENS SANG
Himlen
som en vældig bug
hvælver sig omkring mit bo.
Luften klar og ingen skyer.
Sikken kulde.
Huh, jeg fryser.
Det vældige vejr
blæser gennem mit sind.
Det river mig med,
så jeg skælver af glæde.
Menneskets ensomhed
Men ellers må menneskene søge
sammen i fælles værn mod al denne
storhed, der ikke ænser pusleriet på
bunden af den. Og det er vel i en
slags forståelse for nødvendigheden af
alt livs sammenhold mod den hårde
eksistens, at grønlænderen formår at
anerkende alt liv omkring sig. Han
kender ensomhed og afmagt, men er
inderst besluttet på at kæmpe mod
det. Mange sange fortæller om denne
ensomhed, der i en eller anden form
har ramt mennesket, så det må synge.
Det er ofte alderens ensomhed, den
gamle magtesløse fangers klage, da
foråret nærmer sig med al sin vild-
skab og triumf, da mennesker bryder
op og bliver levende igen efter mørke-
tiden, da storfangerne fejrer deres sto-
re triumfer. Så vakler gamlingen op
på en klippeknold og forsøger at synge
sig stærk nok til at beære foråret ved
at mindes tidligere bedrifter, men en-
somheden i den svaghed, alderdom-
men har skænket ham, vil ikke slippe
sit tag. Eller det er den forladte kvin-
de, der beklager sin lod og sin skam
for sine fæller — eller en moder, der
har mistet sin søn i kamp mod fjender
— eller hende, hvis søn er blevet mor-
der og er flygtet til fjelds. I denne sid-
ste sang udtrykkes sorgen i et næsten
surrealistisk billedsprog:
Men da budskabet kom,
om drabet og flugten,
blev jorden som et fjeld med
en syletinde,
og jeg stod på tindens top
og vaklede.
Billedsproget er et kapitel for sig.
Det er stærkt, klart og koncentreret og
virker i alle måder moderne. Selv hvor
der abstraheres i udtrykket, som her i
verset om sorgens tinde, er billedet
nært beslægtet med et oprindeligt na-
turbillede. Den rene impressionisme
træffes naturligvis ofte og jo især i
jagtsangene. Der benyttes en stærkt
gennemført billedsammenhæng, hvor
gentagelsen spiller sin rolle. Ofte ma-
les i stærke farver, ofte udtrykkes op-
levelsen i lydbilleder som i sangen om
hvalerne:
Hvalernes strubesang lød
stundom i støn
og stundom i skingrende fløjt
gennem pustende ånde,
når deres flokke
samlede sig
i døsig hvile
på vandet.
De berømte sangkampe
Særligt kraftige billeder finder an-
vendelsen i den afdeling af den grøn-
landske sangkunst, der er tilknyttet de
så berømte sangkampe, hvormed de
gamle småsamfund afgjorde stridig-
heder. Modstanderne, der oftest stræb-
te hinanden direkte efter livet, men
gerne skulle have ydmyget hinanden
så grundigt som muligt, mødtes med
deres fæller og frænder i en stor hytte
eller under åben himmel og efterkom
dermed udfordring til sangkamp, som
var afgivet længe i forvejen. De to,
der kunne være både kvinder og
mænd, stillede sig så over for hinan-
den, og så begyndte kampen, der i
gammel tid virkelig endte med blods-
udgydelse og død for den ene af dem,
senere tider fandt tilfredsstillelse i
selve orddysten. Dysten formede sig
ellers som en vekselsang, hvor den
syngende gjorde sig alle anstrengelser
for at ophidse og samtidig latterliggø-
re den ventende modstander, der for-
uden smædeversene måtte finde sig i
en række drabelige skaller, som den
syngende havde ret til at tildele ham
på passende steder. Til tider døde den
ene af parterne af disse pandestød,
der var meget voldsomme. Mange af
sangkampenes vekselsange er blevet
bevaret og en del nedskrevet af den
utrættelige Knud Rasmussen. De ud-
mærker sig selvsagt først og sidst ved
deres slagfærdighed og deres atmo-
sfære af improvisation, men derudover
er de interessante som genstand for
en folkepsykologisk betragtning. De
tyder på en praktisk sans hos natur-
folket med hensyn til opretholdelse af
ALT I JULETRÆSPYNT
OG DEKORATIONSARTIKLER
orpiup pinersautigssai sut-
dlunlt pinersautigssatdlo avdlat
amerdlasungordlugit aitsåt pine-
Karslnåuput. saniatigut piniartu-
nut nioncuteKameK ajorpugut,
taimågdlåt tamåkuninga nior-
KuteKartartunut.
G. Ahrenkiel
Hvidovrevej 74,
Valby.
samfundstugten, der forekommer vis
i al sin enkelhed. Det var nemlig ikke
ualmindeligt, at sangkampe endte med
forsoning og ophævelse af stridighe-
der, som ellers kunne have trukket
adskilligt mere med sig.
I vor tid dyrkes sangkampen stadig
af og til, når man får lyst til at more
sig, eller når fremmede betaler for at
se det. Der genskabes da en smule af
fortidens oprindelighed og individuel-
le særpræg. Da udfolder den grønland-
ske humor og underfundighed sig som
i de tider, da det var ting, der regne-
des for egenskaber, der kunne tages
alvorligt. Den, der er så heldig at få
berøring med Grønland eller tilfældigt
dumper til at opsnuse de få efterladte
stumper af den store ordkunst, den
grønlandske fangerkultur har efter-
ladt den moderne grønlænder — og
dansker — får ved et lykketræf en
mundsmag af det bedste i den gamle
„primitive" kultur, der nu forlængst
har sagt sit sidste ord.
Hvorfor intet om
Grønlands fortid
Men hvordan kan det være, at man
ikke fra nogensomhelst officiel side,
pædagogisk eller folkekulturelt, har
vist nogen bestræbelse for at gøre no-
gen kendt med blot en brøkdel af den-
ne del af vor kulturhistorie. Man læ-
rer i vore skoler en del om Grønland
og de ydre etnografiske fænomener,
desuden en del om den moderne tids
tekniske og undervisningsmæssige
fremgang. Man ser bøger og film om
grønlandske forhold, men intet om den
kulturarv, grønlænderen vitterligt har.
Man kan svare, at det ikke er nogen
almen dansk kulturarv, og at den ikke
engang er vor egen beslægtet, og det
er vel, hvad der vil blive svaret. Men
er det da ikke besynderligt, at man i
danske læsebøger finder flere eksem-
pler på fremmede kulturers tankesæt,
kinesiske, malajiske og andre eksotisk
prægede, men ikke grønlandske. Vore
højere skoler bringer mangt og meget
periferisk humanistisk stof, men intet
grønlandsk. Hvorfor ikke? Den almene
opfattelse af grønlændernes kulturelle
status før fordanskningen og forkrist-
ningen satte ind, begrænser sig uden
tvivl til en viden om dystert og ucivi-
liseret hedenskab, grundet på mangel
på oplysning, „men nu er det da hel-
digvis ved at blive bedre".
Naturligvis skal man ikke begynde
at tilegne sig den grønlandske kultu-
relle fortid SQm dansk fortid, det ville
være lige så kulturløst og følelsesfor-
ladt som en eventuel fordanskning af
grønlænderens historiske bevidsthed(!),
men det kunne aldrig skade vor egen
kulturelle selverkendelse at forsøge at
anerkende det grønlandske folk som
værende et kulturelt modent folk med
bl. a. en ordkunst, som vi kunne lære
meget af — absolut lige så meget som
af tusind og sytten andre kontakter til
„kulturfremmede" folkeslags traditio-
ner. Desuden kunne det heller ikke
skade samvittigheden i forholdet til
grønlænderne som ligeberettigede og
accepterede borgere, for som forholdet
er nu, har man forsøgsvist anerkendt
grønlænderen som han står i dag, så at
sige anerkendt hans nutid, men abso-
lut ikke hans fortid — man kunne
endda fristes til at sige: han er aner-
kendt på sin fortids bekostning.
Restaurant
»Kristinemut«
isertartut — ikingutit nalungi-
ønsker
gæster, venner og
bekendte en
glædelig jul og
godt nytår.
satdlo jutdlime pivdluaritse ukior- Tak for
tårsiordluaritsilo, KujanaK
pisorKamut.
det gamle år.
Kristine Chernnitz
Det samme illustreres ved den rig-
dom på fabler, der findes i den grøn-
landske fortællekunst.
Man kunne fristes til at tro, at den-
ne poesi, som vi vel må kalde den, er
en ren naturpoesi, hvor jagten var al-
ene om at stå i centrum, men det er
slet ikke tilfældet. Selvsagt må natu-
ren og forholdet til den spille en væ-
sentlig rolle i alt, hvad et naturfolk
foretager sig, men i de små, meget in-
timt betonede samfund, et sådant folk
i følge dets eksistensvilkår tvinges til
at leve i, må det enkelte menneske og-
så spille sin store rolle. Netop det en-
kelte menneske — den individuelle fø-
lelse er stærkt udviklet, velsagtens
som et resultat af den ensomhed, men-
nesket her ofte udsættes for, fangerens
jægerensomhed under dagelange jag-
ter, den vildfarnes ensomhed med dø-
den, den af sorgen ramtes ensomhed
mellem mere lykkelige, den udstødtes
ensomhed uden fæller. Og for endnu
engang at vende tilbage til naturen:
menneskets egen evige ensomhed i den
alt for store, alt for ensomme polar-
verden og alle dens enorme store ele-
menter. Mandens intethedsfølelse over
for elementet er et hyppigt tema, jæ-
geren, der pludselig ser sig ansigt til
ansigt med havet overvældes:
☆
☆
☆
☆
☆
HOLMSUND vinyl natigssiat lii-
tuårtuput — napineK siggitorner-
dlo ajortut.
HOLMSUND vinyl natigssiat 15-
inik åssigingitsunik Kalipauser-
dlugit pineicarsinåuput.
HOLMSUND vinyl natigssiat i-
måinaK nungutdlartitagsséungit-
dlat.
HOLMSUND vinyl ilungårtumik
Kalipauserdlugitdlo Kajangnaitdli-
sagåuput.
HOLMSUND vinyl natermut Kag-
dlersutigssiat Europame tamarme
pitsaunerssåuput, nunavigssuar-
nutdlo 5-inut niorKutigineKardlu-
tik.
★ HOLMSUND vinyl
gulve er elastiske —
knækker og krakele-
★ HOLMSUND vinyl
De får størst
glæde af
gge
gulve faas i 15 af-
stemte farver.
HOLMSUND vinyl
gulve er enestaaende
slidstærke.
HOLMSUND vinyl
gulve er gennemfar-
vede og gennemmar-
morerede.
HOLMSUND vinyl
gulve er den førende
gulvbelægning i Eu-
ropa og eksporteres
til 5 verdensdele.
OLMSUND
— det danske vinylgulv
mm EVERS & CO. A/S
V Frederiksberg Allé 18-20, Kbhvn. V., Hilda 2001
61