Atuagagdliutit - 01.01.1961, Síða 65

Ujuåt fortæller:
Den sidste overlevende
fra konebådsekspeditionen
ENDNU I DAG lever en mand,
som var med på den berømte
danske konebådsekspedition til
Østgrønland for snart 80 år si-
den. Det er den 94-årige fhv. koloni-
bestyrer Johan Petersen, København.
Han har været med i koloniseringen af
Østgrønland lige fra starten. Han var
den første kolonibestyrer i Angmag-
ssalik, da stedet blev anlagt i 1894, og
i 1925 rejste han til verdens længste
fjord for at anlægge kolonien Scores-
bysund.
Johan Petersen eller Ujuåt, som han
kaldes blandt grønlændere, er af blan-
det herkomst. Han fødtes i Sagdlit
lidt nord for Kap Farvel, hvor hans
fader var udstedsbestyrer.
Ujuåt er en mærkelig blanding af
fortid og nutid. Han husker meget og
fortæller gerne om sin barndoms og
ungdoms Grønland.
— Jeg har selv været med til at ofre
til guderne, siger Ujuåt. Det var ved
Sagdlit, hvor jeg er født. På en af
øerne ved stedet var der store offer-
stene med fordybninger, og vi drenge
hældte suppe deri, idet vi samtidig
fremsagde remsen: akilerårniatdlaru-
mårputit, akilerårniatdlarumårputit —
du skal give gengæld. — Jo, der var
megen overtro i min barndom i Grøn-
land. Jeg husker, mine kammerater
sagde, at underjordiske væsener,
„Ingnerssuit“, handlede hos min fader.
Det var derfor, der var så mange
skind i butikken, sagde de. Som barn
boede jeg i det sydligste Grønland, og
det hændte af og til, at vi fik besøg
af østgrønlænderne. Jeg var således
ikke helt ukendt med deres sprog og
skikke, da jeg tog med kaptajn Gu-
stav Holm på hans ekspedition til
Østgrønland.
Ekspeditionens start
Oprindelig var det meningen, at jeg
skulle være landmand, og jeg var godt
på vej til det, da man i 1882 spurgte
min fader, om jeg og min ældre broder
kunne tænke os at tage med på den
forestående ekspedition til Østgrøn-
land som tolke. Det blev vendepunk-
tet i mit liv, og vi rejste med barken
„Ceres“ og kom til Godthåb den 15.
juli 1883. Derfra sejlede vi med en
skonnert sydpå til Nanortalik, der
skulle være vor overvintringsstation,
og medens husene blev opført, foretog
vi rejser til Østgrønland for at udlæg-
ge depoter.
Vinteren gik, og efter mange forbe-
redelser startede vi den 5. maj 1884.
Endelig den 1. september 1884 nåede
vi rejsens mål, Angmagssalik. Der
byggede vi vinterkvarter i en gammel
hustomt. Vi besøgte forskellige bo-
pladser og besteg det højeste fjeld på
stedet. På toppen af fjeldet rejste vi
flaget og tog landet i besiddelse i Kong
Christian den IX’s navn.
Jeg fik til opgave at foretage vand-
standsobservationer. Der blev samlet
sagn, og man studerede isforholdene,
befolkningens levevis og meget andet.
Gustav Holm lovede befolkningen, at
der til næste år ville blive udsendt be-
styrer og præst. Befolkningen blev
meget glad herover, men der gik 10
år, før planen blev realiseret. Havde
man ventet 5 år mere, så var østgrøn-
lænderne udvandret over til vestsiden
på grund af misfangst.
★ Mødet med Østgrøn-
land i 1884
★ Til åndemaner-
ceremoni
★ Da en sjæl blev røvet
Af JØRGEN FLEISCHER
Østgrønlandsk bikini
Ujuåt gør et ophold, men fortsætter:
— Både i udseende og klædedragt
var befolkningen meget forskellig fra
vestgrønlænderne. Østgrønlændere er
en del højere. Smukke folk at se til.
Indendørs afførte de sig deres skind-
tøj og gik kun iført en meget dristig
udgave af de såkaldte „Bikini", som
de kalder „naitsut“, de korte. Alle børn
gik splitternøgne indendørs indtil de-
res 14—15 år. Husene var meget store,
og der boede gerne 10—12 familier
sammen i et hus. Hver familie havde
sin bås med vægstensgryden hæn-
gende på en tørrehæk. Huset var gan-
ske vist forsynet med et ventilations-
hul, men når lamperne var tændt, ud-
vikledes en voldsom hede i rummet.
Der kan være 5 graders varme ved
gulvet, men helt op til 30 grader under
loftet. Under sådanne forhold bliver
det meget hurtigt sparsomt med ilten.
Jeg husker, at jeg engang på besøg i
et sådant hus forsøgte at tænde min
pibe. Men tændstikken ville ikke
brænde, og jeg måtte bøje mig helt
ned til gulvet for overhovedet at få
ild!
Voksne kvinder bar tatoveringer på
hage og bryst, og det var ikke alene
for skønhedens skyld, at de gjorde det.
Skikken brugte man i stedet for gaver,
til erindring om en ven eller veninde.
Den store åndemaner
— Jeg husker, som det var i går,
den første åndemanerceremoni, jeg
overværede. Det var i den første tid
i Angmagssaiik, og det foregik i et
stort hus for slukkede lys. Da tilhører-
ne var samlet, satte åndemaneren sig
ned på en stor, flad sten, og to mænd
bandt angakokkens hænder på ryg-
gen med en skindrem. Ved siden af
ham lå hans tromme og trommestik.
Så blev der hængt skind for vinduer-
ne og lamperne slukket. I det samme
istemte kvinderne på briksen en sang,
først sagte, så højere og højere. Gan-
ske højtideligt og smukt lød det. Da
sangen var på sit højeste, begyndte
angakokkens tromme at bevæge sig.
Snart hørtes trommen vandre over
vore hoveder, snart under jorden,
uden for huset og tilbage igen. Da
trommeriet var stilnet af, kom hjælpe-
ånderne, først AmortortoK, med fore-
spørgsler, som kun angakokken kan
forstå. Den vandrede over huset, og
når den nærmede sig, flygtede tilhø-
rene. Berøringen kunne forårsage død,
sagde de.
Audiensen var omsider forbi, og
lamperne blev tændt. Da sad angakok-
ken ganske stille i den samme stilling,
men svedte voldsomt. — Senere har
■ ■ ba: L' r] [CA |
] FOR | SIKRING
Baltlcame sltdlfmasIneK
Beskyl Dem —
Brug kun ABIS kondo-
mer.
I hver pakke indlagt
vejledning på dansk og
grønlandsk.
Føres 1 „Handelen“s bu-
tikker.
Forlang blot 3 stk. af den
grønne med isbjørnen
Grønlands-
pakning
(ine tynde
uden reservoir
ingminuf igdler-
sorniarit —
ABIS-ip pfljutai kisisa
atortåkit.
portat tamarmik Kav-
dlunåtut kalåtdlisutdlo
ilitsersutitaKarput.
handel ip niuvertarfine
pineKarsinåuput.
nåmagpoK OKaruvit pi-
ngasunik Korsungnik na-
nortalingnik piniaraluar-
tutit.
jeg overværet mange angakokker i
funktion, men SanimuinaK var ube-
tinget den dygtigste. Guderne må vide,
hvordan han bar sig ad med sit bug-
taleri!
En røvet sjæl
Åndemaneri brugtes mod sygdom og
misfangst for at finde ud af ulykkens
årsag. Østgrønlændere troede dengang,
at mennesker og dyr bestod af lutter
sjæle. Sygdom skyldtes således frarø-
velse af en legemsdels sjæl. — For-
resten er jeg også blevet beskyldt for
at have frarøvet en mand hans sjæl!
Det var fangeren PerKilåK. Han fik
engang på forskud et forladergevær
til 32 kr. Han kom senere igen for at
handle og havde tre bjørneskind med
sig. Så sagde han, at det mindste skind
var betalingen for geværet. Imidlertid
kostede skindet kun 24 kroner, og
PerKilåK gjorde en bunke vrøvl. Da
han rejste, sagde jeg til ham: Dig skal
jeg huske en anden gang! Han tog
hjem, blev syg og døde. Og folk sag-
de, at Ujuåt havde frarøvet ham sjæ-
len! Nu vidste jeg, at den slags kunne
medføre blodhævn, men jeg tog det
temmelig let.
Ujuåt ler af hjertens lyst og fortæl-
ler videre:
— Før kristendommen blev indført,
var blodhævn en svøbe blandt øst-
grønlændere. Det var jo simpelthen en
pligt. — „Hvis jeg ikke dræber ham,
så dræber han mig“, sagde mange af
mine mordervenner. De fortalte, at de
til sidst ikke turde drage på fangst af
frygt for blodhævn. Men heldigvis
havde vi kun et tilfælde af blodhævn
i min tid på Østkysten. En mand ude-
blev på fangst. Man troede ham om-
kommet. Men senere fandt man hans
forskellige legemsdele i klipperevner.
Morderne bruger en makaber frem-
gangsmåde, når de vil slette sporene.
De parterer liget og piller øjnene ud.
Så putter de den dræbtes hoved i hans
fangstblære og kaster det ud i søen.
De forskellige stumper af liget bliver
så lagt ned i klipperevner. Desuden
spiser morderen efter skik og brug et
stykke af den dræbtes lever! Det gør
de for at undgå hævn af den dræbtes
mange sjæle.
Når de fester, æder de gæret kød.
En hel sæl bliver slæbt ind, og afte-
nens clou er, at de slukker lamperne.
Det er ikke noget umoralsk efter deres
opfattelse, og jeg tror ikke, at alle be-
nytter sig af deres ret.
Forfærdende iabuskikke
Ved fødsel og død har de så mange
tabuskikke at overholde, at det er mig
en gåde, hvorledes de kan huske dem
alle. Når en kajakmand har haft med
et lig at gøre, må han ikke sejle ud,
men må følge strandkanten, indtil han
fanger en sæl. Sørgetiden plejer at va-
re et år, og i den periode må de nøje
overholde de mange forskrifter. Og
det er ikke småting!
Jeg har hørt om en kajakmand, der
var kæntret ved strandkanten lige for
øjnene af andre. Skønt de godt kunne
hjælpe ham, lod de ham drukne af
frygt for at krænke disse tabuskikke!
Engang kom vi til en boplads, og
der blev sendt en mand efter et stykke
kød til en barselskvinde. Vi forærede
manden noget kød, men lidt efter kom
han tilbage med det og sagde, at det
var forbudt barselskvinden at spise
det stykke kød!
Mange af tabuskikkene var rent for-
færdende. Når en kvinde døde i bar-
selssengen, blev det nyfødte barn be-
gravet levende eller kastet ud i havet
sammen med moderens lig. Men sådan
var skikkene, og ingen havde ret til at
rokke ved dem.
Da jeg sidst var deroppe i 1947, var
mange af de gamle skikke forsvundet,
og man kan nu heller ikke se forskel
på klædedragten. Det lange hår er af-
skaffet og toppen med. Der er kommet
flere europæiske huse, men de er dår-
ligt byggede, og folk går i gamle pjal-
ter. Men ikke nok med det. Den gamle
indbyrdes hjælpsomhed er også for-
svundet. Civilisationen har altså ikke
bragt lutter goder med sig, og det var
med blandede følelser, jeg forlod lan-
det, sukker den gamle Ujuåt.
100-ngortorsiortumut inuvdluarKussut
Kalåtdlit-nunånut ministerimit
Mikael Gamimit imåitoK tigusima-
varput: ukiune 100-ne Kalåtdlit-
nunåne ineriartorneK Atuagagdliu-
tit malungnauteKarfigisimavåt —
ukiune 75-ne sujugdlerne allkutag-
ssiaunerussunik, taimanikutdle
Kéumarsauterujugssuarnik imaKar-
simavdlutik — ukiunile kingug-
dleme 25-ne Kåumarsautauneru-
ssunik åmale aningaussarsiomikut
politikikutdlo ajornartorsiutinik i-
maKartarsimavdlutik.
ukiut 25 kingugdlit Atuagagdliu-
tit ataneråne ilångutagssiuissåinar-
simassutut nagdliutorsiortoK inuv-
dluancussuteKarfigingårpara, tåu-
ssumingalo atuardluartartutut,
mingnerungitsumik måna, neriuti-
gåra, avise sule Kåumarsainikut su-
liagssaKardluarumårtOK, ineriar-
tornerme månåkut Kalåtdlit-nunå-
ne autdlarnersimassume. nagdliu-
torsiorneK pivdlugo pivdluarKUSsi-
vunga neriutigalugulo avisip suju-
nigssamisaoK suliagssamisut pi-
ngårnerpåtut måna arajutsisimåså-
ngikå: iluamérsumik ilumortumig-
dlo atuartunik ilitsersussinigssaK,
atuartutdlo isumåinik — månåku-
tut iliortarnertut — ingassagtajån-
ssungitsunik tungaveKardluartu-
nigdlo inigssaKartitsinigssaK.
ikingutingnersumik inuvdluar-
Kussivunga
M. Garn.
i. s. „HUGO NIELSEN“ i Sukkertoppen maj 1960
m. s. „HUGO NIELSEN“ Manitsume maj 1960
umiarssuautileicatigit
DAMPSKIBSAKTIESELSKABET PROGRESS
Christians Brygge 28 . København V
Telegramadr.: Mariuship Central 195 Teleprinter 2563
MARIUS NIELSEN & SØN
Befragtning og Klarering
agssartuineK
Christians Brygge 28 . København V
Telegramadr.: Mariuson Central 396 Teleprinter 2564
I Grønlandsfarten fra 1938
Kalåtdlit-nunanukarfitsissarsimavoK 1938-mIf
Elektrisk ventileret tramptonnage og mellemdækstonnage for liniefrafik
sunigdluntt agssartuissartoK
65