Tímarit lögfræðinga - 01.12.1997, Qupperneq 50

Ef meðferð bætti ekki líkamsástand svo mikið að miska- og örorkutala
lækkaði við hana má ákvarða stöðugleikatímapunkt fyrir þá meðferð. Anders
Vinding Kruse skýrir þessa reglu nánar með nokkrum dæmum.48 Fyrsta dæmið
sýnir að leiði skurðaðgerð ekki til svo mikils bata að miskatala lækki telst
stöðugleikatímapunkti hafa verið náð fyrir aðgerðina:
...U 1960.925 H (skadelidte blev efter behandling kontrolleret i januar 1956 og
tilstanden erklæret stationær ved erklæring af marts 1956.1 februar 1956 tilbpd man
en operation, der blev udfprt og til en vis grad forbedrede tilstanden, men dog ikke
fik betydning for invaliditetsgraden. Skadelidte blev herefter tilkendt erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste frem til januar 1956, idet tilstanden blev anset for
stationær fra omkring nytár 1956). (Feitletur AÞÓ)
í næsta dæmi kemur fram að bæti sjúkraþjálfun ekki ástand umtalsvert er
talið að stöðugleikatímapunkti sé náð áður en þjálfun hófst:
...AssD 1961 B 300 0 (skadelidte kom i juni 1958 til skade med sit knæ. Ifplge
lægeerklæring af marts 1959 forventedes stationær tilstand fprst at indtræde efter
nogle máneder. I maj 1959 var skadelidtes knæ helet, hvorefter man skulle forspge
genoptræning. I april 1960 konstateredes det, at fremgangen havde været ringe,
hvorfor tilstanden blev anset for at have været stationær fra sommeren 1959).
(Feitletur AÞÓ)
Næsta dæmi sýnir að hafi ekki komið fram verulegur bati á síðustu mánuðum
er talið að ástand sé orðið stöðugt:
...U 1975.984 V (skadelidte kom tilskade i febmar 1968 og blev udskrevet fra
sygehus i maj 1968.1 august 1968 konstateredes det, at der ikke havde været nogen
væsentlig fremgang i skadelidtes tilstand siden udskriveisen. Tilstanden blev
derfor anset for at have været stationær fra omkring august 1968. (Feitletur AÞÓ)
Síðasta dæmið sýnir að þótt fram komi bjartsýni í læknisvottorði um bata á
næstu árum, sem ekki verður af, skal miða stöðugleikatímapunkt við ástand
eins og það var fyrir þá heilsufarsspá:
...I U 1989.605 0 var skadelidte kommet til skade den 15. juni 1985. I en
lægeerklæring af 11. juni 1986 baseret pá en underspgelse foretaget den 14. maj 1986
udtaltes det, at der var »udsigt til nogen bedring i de kommende ár« (behandlingeme
var ophprt). Sikringsstyrelsen fastsatte den 4. marts 1987 méngraden til 45%. I
dommen toges ikke stilling til, hvomár helbredstilstanden var stationær, men efter
oplysningeme i sagen er det nærliggende at antage, at den har været stationær i maj
1986. I dommen var der krævet godtgprelse for svie og smerte for en periode
»mindst« frem til oktober 1986. Kravet var opgjort til 30.000 kr., men blev nedsat til
20.000 kr.
48 Kruse, Anders Vinding og Mpller, Jens: Erstatningsansvarsloven med kommentarer.
Kaupmannahöfn 1993, bls. 70.
274