Gripla - 01.01.1998, Page 113

VERGIL-PÁVERKNAD PÁ NORR0N LITTERATUR
1 1 1
Dá ynskte den ulukkelege Dido seg dauden, oppskræmd som ho var av van-
lagnaden sin; ho fekk ulyst til á sjá himmelkvelven lenger.
Men sj0lvmordet vert utsett ved Didos fortvila vingling mellom mogelege
altemativ: Skal ho audmykja seg og gifta seg med den numidarkongen ho alt
har avvist (IV:535-537) eller skal ho freista á sigla etter Æneas for á vinna
han att (537-539) eller skal ho samla troppene sine og hemna seg pá troja-
nane? (547) (Duckworth 1933:98).32
Ein tilsvarande komposisjonsteknikk ftnn ein og i sagalitteraturen, dis-
kutert av Andersson (1967:41-43). Gode dpme pá retarderande innskot i
sogene er skildringa i Heimskringla av korleis sveakongen, danekongen og
Eiríkr jarl fpre Svolder-slaget stár og kommenterer dei einskilde skipa etter
kvart som kong Olav Tryggvasons fláte sigler framom, og alle dei innskotne
smáforteljingane framfpre skildringa av slaget pá Stiklestad. Det same kan
seiast om dei fprebuande hendingane framfpre Vínheiðr-slaget i Egils saga,
eller framfpre Brjáns-slaget i Njála.
Andersson (1967:73) rekna denne retardasjonsteknikken med til „genuine
innovations in Norse narrative style“. Sogeforfattarane har truleg lært denne
retardasjonsteknikken av fleire fprebilete. Men Æneiden má ha vori eitt av
die viktigaste.
4.9 Gradvis tilncerming
Eit viktig kunstmiddel hjá Vergil er gradvis tilnærming til viktige scener. Eit
godt d0me er det fyrste m0tet mellom Æneas og Dido. Heinze (1903:117
-119) omtalar dette slik:
Didos Auftreten ist zwiefach vorbereitet. Aeneas hört zuerst von ihr
durch Venus; die kunstvolle Erzáhlung ist darauf berechnet, nicht zu
belehren, sondem einzunehmen. Mitleid wird im Hörer erweckt, das
in Bewunderung iibergeht. ... Und dann sieht zweitens Aeneas diese
Stadt selbst, Didos Werk. ... ihren menschlichen Sinn, der fremde
Gröbe ehrt und fremdes Leid mitfiihlt, erkennt er [d.e. Æneas] aus den
32 Andre dpme pá retardering i Æneiden gjev Biichner (1976:285); „Der Krieg wird schlieB-
lich entschieden durch den Zweikampf Áneas gegen Tumus, in dem Áneas Tumus tötet. Die
Spannung aber wird zum SchluB des zwölften Buches erhalten und gewaltig erhöht durch ein
kunstvolles Spiel von Retardierungen, durch die das Zusammentreffen Tumus-Áneas zwar im-
mer wieder in Sicht kommt, immer naher riickt, aber immer wieder verhindert wird.“ Dpme vert
opprekna (jfr. og Heinze 1903:317-319).