Gripla - 01.01.1998, Side 171

BYLTINGASINNAÐ SKÁLD f ÞJÓÐFRÆÐAHAM
169
segir af viðtökum danskrar alþýðu fyrri aldar, en inngangur Gísla fer hér á
eftir lesendum Griplu til gagns og gleði á líðandi stundu, og læt ég þýðingu
Hellismannasögu fljóta með, svo að allt verði sem næst frumútgáfu 1852,
enda er Berling gamla óvíða að fá, og hrekkur tilvísun skammt. Skoðanir
Gísla á uppruna og eðli íslenskra fomsagna eru trúlega í nokkuð góðu sam-
ræmi við staðfast álit ýmissa samtímamanna hans, og mætti þykja fróðlegt að
kynnast þeim hugmyndum, þótt aldrei verði því treyst að Gísli endurómi ein-
ungis skoðanir fjöldans og ekki einu sinni víst að hann þræði stigu hinna
lærðu krókalaust. Hitt skiptir máli sem óumdeilanlegt er að viðhorf skáldsins,
sagnaunnandans og háskólakennarans Gísla Brynjólfssonar kemur fram í inn-
ganginum sem hér fer á eftir með Hellismannasögu, eins og hún var reidd
fram fyrir danska lesendur, lærða og leika, í Berlingske politiske og Avertisse-
ments-Tidende, 11. og 12. ágúst 1852 sem var áþessa leið:
2 Hellismannasaga
Fortællingen
om
Hulemændene
(Hellismannasaga.)
Et islandsk Folkesagn.
VedM. G.
Det var fprst efter at Brpdrene Grimm havde udgivet deres berömte Samling
af Eventyr, at Folk i Almindelighed begyndte at anerkjende den uudtpm-
melige Skat af Oldtidsoverlevering, der laa begravet i deres egne Folkesagn.
Det Exempel, som Grimm havde givet, blev hurtig fulgt i mange Lande, og
de forskjellige Samlinger, man allerede besidder, have unegtelig bidraget
overordentlig meget til en rigtigere Opfatning af Folkenes indbyrdes Slægt-
skab og deres Oldtidstro. Som bekjendt har Island, fremfor de fleste andre
Lande, havt det Held, at ikke alene dets egne, men endog hele Nordens
ældste og oprindeligste Sagn der bleve optegnede medens det episke Liv og
den oprindelige Simpelhed i Sæder og Skikke endnu vedligeholdt sig i sin
fulde Kraft — thi de saakaldte Sagaer ere i Virkeligheden intet Andet end en
umiddelbar, rigtignok ofte med Mesterhaand ordnet Nedskrivning af den
samme levende Tradition, der endnu ligger til Grund for Folkesagnene. Men
saa heldig denne Omstændighed end var for Nordens og hele den germaniske
Oldtidshistorie, saa har den dog havt de Fplger for Island, at af den Mængde