Gripla - 01.01.1998, Síða 178

176
GRIPLA
mannstunga drog ogsaa derhen, den samme, der sveg Hulemændene. Da han
var kommen ombord i Skibet, kom der en Mand op paa Dækket, som Ingen
syntes fpr at have set. Han var hpi af Væxt, kraftig og mandig at see til. Han
var ifprt en rpd kjortel og gik paa en Træfod. Denne Mand gik hen til
Bonden, greb ham med Hændeme og sagde, at alle Folk nu skulde gaae deres
Vei, hvis de vilde beholde Liv og Lemmer. Der siges da, at Bpnderne bleve
bange, styrtede bort fra Skibet og gik i Land. De saae da, at Kjpbmanden
lettede Anker, heisede Seil og lod staae ud paa Havet. Alle vare nu over-
beviste om, at det maatte have været Erik, og at han havde i sinde at gjen-
gjælde Bondens Svig. Han skulde ogsaa have yttret det, da han stod paa
Tinden, at han skulde hævne Hulemændene skrækkeligt, naar han kunde
komme til det. Man fik intet mere at vide, hverken om Kjpbmandsskibet eller
om Erik og Bonden, eller om hvilken Straf han led. Her slutter Fortællingen
om Hulemændene.
Saaledes fortælles Sagnet i den os foreliggende Eventyrsamling. Men vi
have h0rt Slutningen fortælle paa en anden, som det forekommer os, ikke
mindre oldtidsagtig Maade.
Erik mistede allerede sin Fod under Kampen i Vaabendalen og maatte
derfor gribe til det usædvanlige Middel at see at undkomme ved at vende
Mplle, hvori han siges at have erhvervet sig en forbausende Færdighed. Det
lykkedes ham ogsaa ganske rigtig, skjondt han forfulgtes baade tilhest og
tilfods, og efter at han var undsluppet op paa Bjergnippet oppe i Jpkulen, hvor
han qvad det anfprte Vers, maatte Herredsbeboeme vende om med uforrettet
Sag. De var ogsaa overbeviste om, at han alligevel maatte omkomme af
Blodtab og Hunger, og det lod virkelig til, at det var gaaet saaledes, thi flere
Aar gik hen, uden at man horte det mindste til Erik. Bonden i Kalmannstunga
var d0d og Spnnen havde modtaget sin Arv og boede nu paa Gaarden. Han
var en dygtig Mand og hpjst anseet i Herredet. Sagen med Hulemændene var
næsten forglemt og omtaltes kun sjelden, undtagen naar en eller anden af
Deltageme fortalte om deres Tapperhed, for at kunne prale desto mere af sin
egen. For den slags Forfængelighed var den gode Bonde i Kalmannstunge
heller ikke fri; han roste sig af at have været den egentlige Anfprer, der ved
sin List og Udholdenhed havde beseiret Rpveme. Da han var en dygtig Smed
pleiede han ofte at arbeide i sin Smedie; en saadan haves paa hver enkelt
Bondegaard i Island. Saaledes sad han der da ogsaa en Aften om Efteraaret
og forfærdigede en Lee, mens Folkene slog og syslede med H0et ude paa
Udmarken, langt fra Gaarden. Da kom der gaaende en, som det syntes ham,
aldrende Mand, der gik lige hen til den aabne Smediedpr og hilste paa Bon-