Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1981, Blaðsíða 146

150
ÁRBÓK FORNLEIFAFÉLAGSINS
ere behagelige Bekjendtgjorelse for fornævnte Schagfjord og Arnesen: at,
da Sundheds-Collegiet ikke kjender ommeldte Lægebog, kan det ikke be-
stemt yttre sig om dens Værd; men ligesom Man ved Eftersyn af de Collegi-
et i Copie sendte Recepter, intet har fundet imod disse in specie at erindre,
saaledes formener Man og, at der ei kan være noget imod, at Bogen i det
hele udgives i Trykken, eftersom Hr. Landphysicus, ved at gjennemgaae
den, har fundet den passende og nyttig“.
„Hvilken Sundheds-Collegiets Skrivelse hermed gives Dem til behagelig
Efterretning og Afbenyttelse.
Næs, den 26de juni 1829.“
Denne Anvisning for „Heiðruðu landsmenn“ giver med sine 244 sider i
oktavformat en udmærket populær vejledning for almuen — sáledes som
Johann Clemens Tode6 i Danmark i sine Sundhedsskrifter i 1800-tallets
Begyndelse og J.A.Unzer7 fra Hamburg — Struensee‘s kollega — havde gjort
det i midten af 1700-tallet. Men havde det kgl. danske Sundheds - Collegium
her vist sig fra sin hjælpsomme side, kan det ogsá være rimeligt at gá en tre
hundrede ár tilbage og kaste et blik pá islændingenes tidligere forbindelser
med Kobenhavns Universitet.
Medvirkende til islandske studenters ophold ved Kobenhavns Universitet
var deres muligheder for iflg. kongebreve af 1569 og 1579 at opná kommuni-
tet og senere bolig pá Regensen og Borchs kollegium.8 At okonomien i de
nævnte árhundreder — trods monopolhandelens okonomiske misbrug af
Island — ikke stedse har været sá sorgelig som det ofte fremstilles, fremgár
ganske godt af et arbejde om „Forsyning — selvforsyning“ af Holger
Rasmussen i festskriftet til Kristján Eldjárn fra 19769.
Da jeg har tænkt mig nærmest at belyse den medicinske viden i det 15.-18.
árhundrede, skal jeg ikke komme nærmere ind pá de Arnamagnæanske
manuskripter (655 XXX, 4“, 187,8™, 194,8™, 434a, 12mo) og Royal Irish
Acad. 23 D 43, som Jón Steffensen pá vanlig lærd vis har diskuteret10 — og
heller ikke Hrafn Sveinbjarnarsons eller Henrik Harpestrængs betydning for
islandsk lægekunst. Men ellers má vi hen til slutningen af 1500-tallet, hvor der
sker noget ved Kobenhavns Universitet, samtidig med at tyske bartskærere
(Fabian Becker, Henrik Gerkens, Hans Berendt, Tonnis og Henrik) udover
lægevirksomhed i Island11, mens skolemesteren i Skálholt (senere præst i
Helgafell og Bjarnarhöfn) Kristján Villatsson12 (+ 1599) omtales som den
„bedste bartskærer i landet“. Han har forfattet en lægebog, bevaret i
manuskript. Omkring 1600 og senere er der fortsat præster som Oddur
Oddsson13 (1565-1649) pá Reynivellir (hvis hándskrevne lægebog om urter og
græsser fortsat eksisterer) og Páll Björnsson14 (1621-1706) i Selárdalur, der