Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1981, Síða 156

160
ÁRBÓK FORNLEIFAFÉLAGSINS
postruter i Island og kun for breve. Postordningen blev forst velorganiseret i
sidste halvdel af det 19 árhundrede78. Helt ned til denne tid hvade der kun været
eet trykkeri i Island, det i Hólar, under kontrol af biskopperne der, for at fremme
den religieose litteraturs fremgang. 1685-1703 overtog Skálholt nok trykkeriet,
men derefter forblev det i Hólar til 1801 mens et nyt trykkeri oprettedes i Hrapps-
ey 1773. Her blev Magnús Ketilsson, der siden 1754 havde været sysselmand i
Dala syssel, s.á. bestyrer af trykkeriet. Fra 1773-76 udgiver ham 3 árgange af
,,Islandske Maaneds = Tidender“. De tryktes i mánedlige hefter pá dansk — for
at ogsá landets danske embedsmænd kunne læse dem. Magnúss onkel
landfogeden Skúli Magnússon var en flittig skribent mod monopolhandelen i
,,Maaneds = Tidenderne“, men de indeholdt ogsá mange artikler om landbrug,
fiskeri, gartneri samt kritik af fordommene mod hestekodspisning og af landets
store antal af helligdage (máske inspireret af Struensee i Kobenhavn) og enkelte
boganmeldelser. Magnús publicerede ogsá en „Underviisun um þá islendsku
sauðfjárhirding (Hrappsey, 1778, 8V0), som tilmed tryktes pá regeringens
omkostning og uddeltes gratis for at fremme fárerogten.
Fra 1781 kommer „Rit Þess íslenzka Lærdómslistafélags“79, der var dediceret
til Kronprins Frederik (VI); de udkom med et oktavbind de folgende 15 ár. Det
tryktes nok i Kobenhavn, men var skrevet pá islandsk. Det indeholdt talrige
artikler om landbrug og fiskeri, men tillige adskillige afhandlinger om medicinske
og sanitære emner—særligt fra de fornævnte Jón Sveinssons, Sveinn Pálssons og
Jón Péturssons virke. Trykkeriet i Hrappsey flyttedes til Leirárgarðar til rádighed
for Hið íslenska Landsuppfræðingarfélag, grundlagt 1794 af Magnús
Stephensen80 (1762-1823), son af stiftamtmand Ólafur Stephensen. Fra 1796-99
publicerer Magnús „Minnisverð Tíðindi“ — væsentlig baseret pá det danske
mánedsskrift Minerva, og áret efter sætter Magnús „Skemtileg Vinagleði“ i
trykken, hvor han prover at modvirke tidens pietisme samt drage sloret fra dárlige
laster og vise hvorledes naturen synger skaberens pris. Det forste bind slutter med
et „pro memoria til alle morkets mænd og lysets hadere“ i Island. Bladets ofte
upersonlige tone medforte at kun eet bind udkom.
Jeg har nu sogt at belyse samvirket mellem islandske lægeskikkelser og Koben-
havns universitet, i det XVI til det XIX árhundrede. Islandske studerende har ofte
haft svære tider, men Danmark har næppe altid været sá efterladende som det
skildres i litteraturen, men lad mig da slutte min forelæsning med nogle strofer af
det digt, amtmanden Bjarni Thorarensen81 (1786-1841) skrev om den 1816-20
konstituerede landlæge, præstesonnen Oddur Hjaltalín82 (1782-1840) som havde
læst hos fornævnte landslæge Jón Sveinsson i 1802 og studeret i Kobenhavn med
offentlig understottelse. 1807-39 var Oddur distriktskirurg i Islands Vestamt.
Skæbnen var ikke denne begavede mand god, som Bjarni skriver (Guðmundur
Kamban oversættelse):