Ársrit Hins íslenska fræðafjelags í Kaupmannahöfn - 01.01.1921, Side 65
Verksmidjuiðnaður og þjóðarheilsa.
Eftir dr. H. Lundborg', kennara í þjóðalíffræði
(racebiologi) við háskólann í Uppsölum.
Pví miður hafa ýmsar menningarþjóðir nú á tímum
þreytt kapp um það, hver þeirra gæti búið til og selt
mest af alls konar verksmiðjuiðnaðarvörum, jafnt gagnleg-
um og nauðsynlegum hlutum sem ónauðsynlegum glis-, og
nunaðarvarningi. Kapphlaup þetta á heimsmarkaðinum
milli hinna mestu iðnaðarþjóða hefur eflaust verið einhver
hin helsta ástæða til heimsófriðarins. Pað er eigi tilvilj-
un ein, að Pýskalandi og Englandi, ágætustu iðnaðarríkj-
unum í Evrópu, lenti saman í baráttu upp á líf og dauða,
og að Bandaríkin, þriðja mesta iðnaðarlandið, lagði út í
baráttuna.
Verksmiðjuiðnaðurinn hefur á síðustu áratugum auðg-
að lönd þessi og önnur lönd svo miljörðum skiftir. Hin
almenna velmegun hefur vaxið fjarskalega, stórkostlegar
endurbætur hafa verið gerðar meðal manna yfirleitt, —
en samt er nútíðarmenning vor svo að segja fallin f rústir.
Oll þessi auðæfi hafa því eigi orðið oss að gagni, heldur
haft mikinn skaða í för með sjer.
Margir menn á Englandi og öðrum löndum hafa leitt
rök að því í skýrslum, að verksmiðjuiðnaður er hin mesta
eyðilegging fyrir þjóðir og þjóðflokka. Enskir herlæknar
hafa gefið út skýrslu um rannsóknir þær, er gjörðar voru
á hálfri þriðju miljón ungra Englendinga víðsvegar að úr
öllu landinu, og sannað, að einungis 36 af hundraði augðu
til herþjónustu. Meira en tíu af hundraði voru slíkir
afturkreistingar, að þeir voru óhæfir til alls, bæði til her-
5