Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 144

— 145 —
meget forsigtig med først at aande forsvarligt paa det, før man
putter det i Munden, thi ellers brænder det sig fast og tager al
Huden af Læber og Tunge med sig.
Vi havde vor Proviantbasis i Kød og begyndte saaledes
straks den Stenaldertilværelse som primitive Ædere, som saa
mange Ekspeditioner, der strækker sig over længere Tid, dog
alligevel maa ende med. Men desuden havde vi ogsaa Kaffe,
Sukker, The og Tobak, som med nogen Økonomi vilde kunne
strække til i omtrent to Aar, saafremt uforudsete Forhold skulde
tvinge os til en Overvintring paa den ubeboede Østkyst. End-
videre havde vi ogsaa Kiks, der vilde kunne række Turen igen-
nem over Indlandsisen; to Primusapparater med c. 200 Potter
Petroleum, der vilde kunne række saavel frem som tilbage over
Indlandsisen; Bøsser med Ammunition, beregnet for to Aar, og
Værktøj af enhver Art, saaledes at vi var i Stand til at gøre
hvad Snedkerarbejde det skulde være.
Men hvad vi byggede mest paa, var og blev dog den eski-
moiske Del af Udrustningen. Vi medbragte derfor alf det, som
kunde sætte os i Stand til at leve under de samme Forhold
som hjemme i vort eget Land: Harpuner, Lænsere, Fangeblærer,
Fangeliner og Fangstredskaber i det hele taget, baade dem, der
er lempede efter Isfangstmetoden, og dem, der er lempede efter
Fangst fra Kajak. Kun medtog vi ikke nogen Kajak, fordi den
var upraktisk at transportere, og fordi vi til enhver Tid vilde
kunne lave en saadan af en af vore Slæder; meget Linegods,
Underlagsskind af Klapmyds og Renskind, foruden de sædvan-
lige Soveposer.
Som Værn mod de mange Snestorme, som vi vidste, at vi
vilde komme ud for, medførte vi et Telt; men vi var dog klare
over, at vi, saafremt vi skulde komme til at opleve haardt og
vedvarende Uvejr, vilde bygge Snehytter, hvis uforlignelige Goder
ikke kan overvurderes under saadanne Foi'hold. En god, kort
Søvn i en lun Hytte, hvor man nøgen kan krybe i sin Sove-
pose, giver en langt bedre Hvile end en lang, tænderklaprende
Søvn under ugunstige Forhold.
Vi var naaet frem til den 14. April, da vi startede. Tiden
var saaledes meget fremskreden, og der maatte handles hurtigt.
Heldigvis stod mange Slæder og Hunde til min Disposition ved
Bopladsen Neqe, og jeg tog her al den Hjælp, der var mulig,
til en hurtig Bestigning af Indlandsisen. Vi havde valgt Clemens
li