Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 717

— 718 —
den i for høj Grad sat paa Skruer —, men nogen Værdi maa
man dog tillægge den. Den indeholder nu, som man ser, ikke
noget formeligt Dementi, og de fremkomne Oplysninger, om at
Kravet om Handelsflaget er afvist for denne Gang, tør der-
for sikkert staa til Troende. Derimod tyder Udtalelsen: »der vil
dog sikkert være Villighed til at tage det hele islandske Spørgs-
maal op til samlet Overvejelse og Forhandling« paa, at der fra
dansk Side samtidigt er udtalt Villighed til at tage hele det island-
ske Spørgsmaal op til Forhandling, deriblandt ogsaa Spørgsmaa-
let om Flaget —, shaledes at det altsaa er for tidligt at glæde sig
over, at Rigsflagets Strygning endelig er afværget.
At det forholder sig saaledes, derpaa tyder den ret interes-
sante Omstændighed, at den islandske Minister rejste hjem, uden
at der forlyder noget om, at han begærede sin Afsked, uagtet det
jo i Virkeligheden var et Slags islandsk Ultimatum, han
havde med sig fra Altinget, Altingets Beslutning af 7. August 1917
lyder nemlig saaledes: »Altinget beslutter at opfordre Regeringen
til at drage Omsorg for, at Island straks faar et fuldstændigt
Handelsflag ved kgl. Resolution, og det beslutter at give Bemyn-
digelse til, at Sagen føres frem paa denne Maade.« Altinget kræ-
vede altsaa, at Kongen straks skulde give en kgl. Resolution
om et fuldstændigt islandsk Handelsflag, og De vil se af Altingets
Ordfører Bjarni Jonssons Tale, der er gengivet i sidste Hefte af
»Atlanten«, at denne ikke mindre end to Gange understreger, at
Altinget kræver Handelsflaget straks. Men naar Altingets Be-
slutning altsaa næsten var et Ultimatum til Danmark og til Dan-
marks Konge, og Ministeren havde lovet, som han udtalte i Altin-
get, »at sætte al sin (min) Kraft ind paa at faa Sagen ført igennem
og det saa snart som muligt«, saa synes han jo vanskeligt at kunne
have gjort andet end begære sin Afsked, hvis han havde faaet et
rent og purt og endelige Nej. Jeg skal da ogsaa anføre, at f. Eks.
det islandske Blad »Austri« for 18. August udtrykkeligt udtalte, at
Regeringen havde at lægge sig i Selen for at føre Sagen igennem,
og derfor havde at gaa af, hvis Kongemagten nægtede at efter-
komme Islands Krav. Naar derfor Jon Magnusson alligevel rejste
hjem uden at faa Flaget straks og uden dog at gaa af, saa synes
det kun at kunne forklares derved, at han vel maa have ment at
kunne tilfredsstille sine Landsmænd med Udsigten til, at hvis de
gaar ind paa en ny Forhandling med Danmark, vil de maaske
kunne opnaa endnu meget mere end Flaget alene,
nemlig den fuldstændige Anerkendelse af Island som uafhængig
suveræn Stat, som Flaget skulde bane Vejen for.
Om han vil kunne stille sine islandske Landsmænd tilfreds
med denne Udsigt, og om han har noget at dokumentere denne
Udsigt med, skal jeg intet udtale om; det vil Tiden vise. Men for
os hernede er der i hvert Fald ingen Grund til at tro den hellige
Grav vel forvaret og Rigsflaget endeligt reddet, fordi det ikke blev
strøget nu straks denne Gang. Der er tværtimod al Grund til