Atlanten - 01.01.1915, Page 328

329 —
taqigdlune nåme atdngiveqaoq,
kalåtdlit, sujumut makigitse!
inugtut iiulneq pigiuminaqaoq
saperasc isumaqaleritse!
Umuligt nu længer at tøve —
Kalålhlit, fremad, rejs jer!
Vi kræver vor menneske-ret,
og betænk, at I kan, hvad I vil!
2.
Store Matina, eller fortidens motorer.
Motorer begynder at befare vor kyst
— et sagn fra gamle dage stiger op som en sky:
Kalålhlit1) har ofte med berømmelse hørt
om fortids-motorer, om store kajakmænd,
der trommesang-syngende, pilhurtigt foer
gennem luften, med årebladet bagud som et ror.2)
(De følgende fire vers lyder i prosaisk gengivelse således: Der var engang
en mand, der hed store Matina3). Det var ved Juletid, da det kan være hårdt
at gå i kajak, da blev han engang sendt nordfra med julepost til Nanortalik.
Der gav »kavajmanden« (den danske bestyrer eller »udligger«) ham breve med
tilbage til kolonien, han kom fra. Under denne hjemrejse stormede det op,
og det var tilmed mørk nat. Digtet skildrer, hvor dristigt og glimrende Ma-
tina roede, den farlige vej udenom skærene, gennem mulm og høje bølger. En
pludselig, kort opklaring af himlen og et hastigt blik mod stjærnerne viste
ham, hvor langt han var kommet ud, og han satte kursen bagom den mørke
fjældø, i retning af hjemmet — idet han efter angakoqers sædvane blot styrede
med åren og sang en ivngertoq, en trommesang. Således er sangens sidste vers.)
Dette var motorer af fortidens art,
en glimrende opfindelse af vore snilde fædre.
Men den slags både, fordum kun kendt i grønlandsk fart,
har deres sønner byttet nu med rigtige og bedre:
den fuldkommengjorte motor, der vækker nye lyster
og maner gamle drømme frem på vej langs vore kyster.
3.
Oonartoq („Den varme kilde").
(Her besynges en af Sydgrønlands skønneste fjorde, Islændernes Hrafns-
fjord, hvor der på en lille ø findes en varm kilde. Denne omtales allerede i
middelalderen, og det berettes, at der lå et nonnekloster umiddelbart i nærheden.
Efter Islændernes forsvinden bosatte Eskimoerne sig i de ydre dele af den.)
‘) Kalålhlit = Grønlænderne.
2) Angakut og Qivittut plejede ifølge sagnet at ro i kajak igennem luften
uden at bruge åren, idet de blot stak den bagud som ror under farten.
3) Matina — Martin.