Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 719

720
Særanliggende, og derfor vil have det afgjort udenom Rigsdagen
ved en islandsk kgl. Resolution. I det islandske Blad »Heims-
kringsla«, der udgives i Canada — der bor som bekendt en 30,000
Islændere i Canada —, for 4. Oktober 1917 udtaler derfor ogsaa
den kanadisk-islandske Prof. Bergmann, at naar Islænderne nu
forlanger det fuldstændige Handelsflag hjemlet ved kgl. Resolu-
tion som et islandsk Særanliggende, saa er det kun en ren Konse-
kvens af, hvad den danske Konsejlspræsident selv i 1913 gik med
til; dengang gjorde man i Virkeligheden det første og vigtigste
Skridt, nu forlanger man kun, at det halve Skridt skal gøres helt
ud. Ja i en Kronik i »Politiken« for den 28. November slaar nu
ogsaa vor egen dansk-islandske Professor Finnur Jonsson paa, at
den absurde islandske Paastand, at Rigsflaget ogsaa ude paa det
aabne Hav skvdde være et islandsk Særanliggende, den maa vi
nu regne med, skønt det er ikke længere siden end i 1914, at Prof.
Finnur Jonsson, der desværre ikke længere er her til Stede, for-
sikrede, at der ikke kunde være Tale om, at Islænderne vilde for-
lange mere end et rent lokalt Flag, og at derfor ingen skulde
skænke mine Advarsler i modsat Retning den allermindste Tiltro.
Men jeg ser heller ikke meget lyst paa Udsigterne til paa
andre Punkter at opnaa et heldigt Resultat. I 1908, da den første
dansk-islandske Kommission sad, da havde der muligvis endnu
været ret gode Udsigter til at føre Rigsenheden frelst i Havn, hvis
de danske Medlemmer i Stedet for at lade sig lokke længere og
længere ud i ensidige Indrømmelser til de islandske Adskillelses-
krav, havde haft et bestemt Rigsprogram, som de havde staaet
fast ved. Det er muligt, at hvis de dengang, da de saa, ned ad
hvilket Skraaplan de gled, havde gjort Holdt og grebet med fast
Haand om Jarlestyretanken og foreslaaet Indsættelsen af en Gu-
vernør eller Jarl paa Island med egne islandske Ministre, at man
dog maaske dengang kunde have faaet Islænderne med, naar
disse saa, at de alene havde Valget mellem en saadan Ordning
og Status quo. Thi den Gang vovede Islænderne endnu ikke for
Alvor at tænke paa Adskillelse. Det Hafsteinske Mindretal ud-
talte saaledes endog paa Altinget i 1909 i sin Betænkning følgende:
»Mindretallets Opfattelse derimod er den, at for os vilde en Ad-
skillelse, være sig i Form af Personalunion eller uden denne, være
en ren og skær Fare. Vi mener, at vi har hverken Midler eller
Mennesker nok til helt at overskære ethvert virkeligt realt Baand
overfor Danskerne.« Og det fortsætter efter en længere Udvikling:
»Af det ovenfor anførte fremgaar, at selvom vi fik tilbudt Adskil-
lelse eller en Personalunion, der ikke er andet end
Ophævelse af al virkelig Forbindelse mellem
Island og Danmark, saa mener vi, at vi paa ingen Maade
kunde modtage et sligt Tilbud, fordi det vilde blive til altfor stor
Skade og Ulykke for vor Frihed og vor Nationalitet.«
Havde man benyttet denne Stemning til Fæstnelse af Rigs-
enheden, havde det maaske været muligt at opnaa et Residtat, og