Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 250

— 251 —
Det står nu tilbage, at få underhandlingerne igen igang, men
det er muligt, at tiden dertil ikke nu er inde. Selvstændighedspar-
tiet — for så vidt som der endnu kan tales om et sådant — har
for nylig erklæret, at det vil lade alle forhandlinger om denne sag,
»forbundssagen«, foreløbig hvile.
Det er muligt, at dette er det klogeste; jeg for min del så nu
helst, at forhandlingerne blev snarest genoptagne og sagen bragt
til afslutning til gensidig tilfredshed. Jeg tænker mig da en ned-
sættelse af en kommission, der ikke skulde bestå af lutter jurister.
En af de sager, som i Kommissionsforslaget (Udkastet) skulde
regnes til »fællesanliggender«, var, som jeg har bemærket, han-
delsflaget udadtil. Heri lå en indrommelse af, at Island
mulig kunde få et særflag »indadtil« o: i landet selv. Denne så-
ledes lydende bestemmelse havde vist sin rod i den bevægelse,
der var opstået i Reykjavik, der gik ud på at skaffe Island et s æ r-
f 1 a g — og nogle, især unge mennesker, havde endogså lavet
sig et flag (blåt med hvidt kors). Bevægelsen var imidlertid ved
at dø hen, da chefen på inspektionsskibet deroppe i 1913 konfiske-
rede et sådant flag på en robåd inde på Reykjaviks rhed. Dette
»ulykkestilfælde« pustede nyt liv i bevægelsen. Hvad der for var
privatsag, blev nu en 1 a n d s s a g. Dette »overgreb« vilde man,
hed det sig, ikke finde sig i. Og nu kom sagen for sit rette forum,
Altinget. Jeg skal ikke komme ind på enkeltheder her, blot pege
på resultatet, det af kongen stadfæstede særflag, blå felter med
hvidt og rødt kors, for Island med dets søterritorium. Jeg skal
ikke dølge, at man har hørt røster, der kræver almindeligt han-
delsflag i udenrigsk fart for islandske skibe.
Denne sag vil blive meget vanskelig at ordne — men ord-
ningen deraf hører sammen med revisionen af loven af 1871 -
ordningen af statsforbindelsen mellem Island og Danmark.
Her mener jeg, at man i det hele og store kan genoptage Ud-4
kastet fra 1908, blot med nogle modifikationer, og således at man
mest lader sig lede af praktiske hensyn og ikke de usalige teorier.
Man har i de sidste tider hørt ordet adskillelse adskil-
lige gange. Tanken er, det kan ikke nægtes, først udtalt på Is-
land, men endnu er det de allerfærreste, der har knæsat den. Det
er muligt, at der er flere, for hvem tanken svæver som et f r e m-
t i d s i d e a 1, som noget der engang, når Island har vokset sig
stærkt både ved folkemængde og rigdomskilder, kan blive til virke-
lighed. Denslags fremtidsdromme kan ikke diskuteres.