Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 619

— 620 —
Man fornøjer sig ikke alene ved at synge, men Aande-
manerne optræder ogsaa paa lignende Vis som Angakokkerne
andetsteds hos Eskimoerne.
Knud Rasmussen fortæller om Sagdlork, Stammens største
og ældste Aandemaner. Han var af gammel, frygtet Slægt.
Hans Farbroder og hans Nevø var bievne myrdede som farlige
Sjæleranere, og Sagdlork var den eneste nulevende, som efter
sine Landsmænds Udsagn havde arvet Forfædrenes Visdom.
Der var saaledes ingen anden Aandemaner, der kunde kravle
ud af sit eget Skind og siden trække det paa igen; og det
kunde han. Enhver, der saa en saadan »kødnøgen« Trold-
mand, maatte dø, paastod man. Saadan var Sagdlork — for-
uden at han tillige var en stor Bjørnejæger. Om en Sangfest
hos denne Mand beretter Knud Rasmussen-
»Snart laa vi mellem halvnøgne Mænd og Kvinder inde paa Telt-
briksens Bjørneskind. Det var to Mænd Majark og Ilanguark, der sang
den sædvanlige Vekselsang, en eskimoisk »Lied ohne Worte«. Bøjede
lidt i Knæ, med Overkroppen foroverludende og Øjnene lukkede, sang
de den. Hovedet svingede frem og tilbage under Bugvridninger og
Knæbøjninger, og hele denne besynderlige Mavedans ledsagedes af Slag
paa en lille Tarmskindstromme, som sloges af den, som ledede Veksel-
sangen. Modparten stod ret op lige over for og sang med, men uden
Bevægelser. Naar et Sangparti var afsluttet, førte han en Pind, han
holdt mellem to Fingre, op mod Sangerens Ansigt og endte Melodien
under Udstødelsen af skærende Mislyde.
Sangen havde varet en Time, stadig samme Melodi. Tempoet var
taget til i Fart, og Underlivsvridningerne var bievne hurtigere og inder-
ligere. Besynderlige Klange svirrede ud af Munden paa ham og rev
Legemet med sig i Takt. De tæt sammensluttede Øjne skælvede i Op-
hidselse, og Sveden drev ned ad det nøgne Legeme. Han havde kun
Bjørneskindsbukserne paa, — Majark sansede ikke mere, han bare sang.
Folkene paa Briksen larmede ikke længere, og Kvinderne istemte, en
efter en, med deres høje, pibende Sopraner, det samme vilkaarlige, in-
spirerede Tempo. Koret voksede stadig i Stemmer og Styrke.
Det var monotont og primitivt alt, Tonerne, Bevægelserne, Hen-
givelsen, og ingen større Svingninger i Melodierne gav Fantasien Stød;
men Musik var det dog for disse Polareskimoer, og Musik blev det for
os. — Modstanderen førte ved et pludseligt Greb Pinden op til Sange-
rens Ansigt, og Sangen afbrødes i et langt, skærende Hyl.«
Ved saadanne Lejligheder, men ogsaa naar Angakokkerne
foretager deres Kunster, bliver Folk revne med. Nerverne sæt-
tes i Svingninger, og Fantasien tager Magten over Sindene; thi
saa underligt det lyder, Polareskimoernes Hjerner er meget
sensible.