Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 723

724
Islands udenrigske Anliggender under Kontrol af den danske Jarl,
forsaavidt de ikke berørte det egentlige politiske Felt, kunne ledes
fra Island selv, paa samme Maade som Kanada og Australien selv
i Virkeligheden styrer alle sine egne Anliggender, selv hvad Krigs-
og Udenrigsstyret angaar.
Og denne Tanke er jo ingen for Island fremmed Tanke. For-
fatningsforslag derom er blevet vedtaget paa Altinget syv Gange
efter hinanden, ligefra 1885 til 1895. Og ikke blot vilde denne
Tanke stemme med selve Islændernes gamle Overenskomst af
1262, Gamli Sattmali, som adskillige Islændere paastaar gælder
endnu, thi en af dennes Bestemmelser lød saaledes: Vi vil have en
Jarl over os, saalænge han holder Troskab mod Kongen og Fred
med os. Men det var ogsaa selve Islændernes egen forgudede
Fører Jon Sigurfissons Yndlingstanke, som han idelig og idelig tog
Ordet for. Men han krævede rigtignok heller aldrig, at Island
skulde være en suveræn Stat. Det var ham nok, at Island blev
»en særlig Statsdel med frit Regeringsstyre for sig«. Og i 1851
føjede han til: »Saaledes bør Forbindelsen mellem Danmark og
Island være ordnet, hvis den skal opnaa at blive
v a r i g«.
Nu véd jeg vel, at Islænderne vil sige, at nu er det for sent;
den Gang de vilde have denne Ordning, vilde Danskerne ikke,
og nu er de ikke længer tilfreds med et blot Guvernør- eller Koloni-
styre. Nu, jeg vil heller ikke, at det skulde være et blot Koloni-
styre, jeg er enig med Jon Sigurfisson i, at Island burde have
ogsaa en Minister siddende i det fælles Statsraad, saa at Island
blev medregerende ved det fælles Styre. Det er den Vej, England
nu er inde paa overfor sine selvstyrende Kolonier, og naturligvis
burde Danmark ogsaa følge denne Vej, saa at Styret tillige blev
et Forbundsstyre.
Se, mine Herrer, det er Vejen, den eneste Vej frem til
at bevare Rigsenheden og til samtidigt at give Island al det Selv-
styre, det har Brug for og har Krav paa. Og selv om Vanskelig-
hederne nu er langt større for at komme frem ad denne Vej, end
for blot en halv Snes Aar tilbage, saa bør denne Vej endnu for-
søges, og før den er prøvet til Vejs Ende, bør der ikke lyde Tale
om enten at stryge Flaget eller Tale om Adskillelse eller om Per-
sonalunion, der ikke er andet end Adskillelse.
Derimod bør man ikke paany betræde den Vej, som Kom-
missionsudkastet af 1908 slog ind paa, thi den fører med uund-
gaaelig Nødvendighed lige lukt mod Adskillelse. Dette Udkast
vilde jo efter en vis kort Frists Forløb ikke lade — foruden Kon-
gens Person — andet Fællesskab blive tilbage end Udenrigsstyret
og det fælles Forsvar, hvilket sidste jo i Virkeligheden ikke kan
blive noget virkeligt Fællesanliggende, da Island ikke deltager
deri. Men ikke blot vilde en varig Forbindelse ikke kunne bygges
paa et saa spinkelt Grundlag, men da Island skulde have lige Ret
til Deltagelse i Udenrigsstyret, naar det forlangte det, og det natur-