Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 629

rene Sneen op med Forbenene, slog fra sig, saa Smaasten føg om os,
og prustede smerteligt opgivende gennem de opspilede Næsebor. I
Anfald af Raseri og Afmagt slog de den svære Pandebrask ned i Jor-
den med en saadan Kraft, at det satte dybe Mærker i det frosne Ler.«
Endelig skød hver Mand sin Tyr, og »Hundene kastede sig over dem,
blinde, sanseløse af Raseri, og bed sig saadan fast i deres lange Haar,
at de næsten ikke var til at faa bort igen.
Vi tilbragte derpaa en Dag i Overflod, fik sovet ud og hvilet Hun-
dene, og fortsatte saa ad en bred Dal mod Nordvest, hvor vi snart
kom over en Flok paa tolv, som vi ligeledes dræbte; og nu havde vi
Kød nok til vort Ophold herovre og Proviant til Hjemrejsen. Nye
Flokke, som vi saa, forfulgte vi ikke, men lod dem leve i Fred.
Jagten selv er ingen Beskrivelse værd, det er en Nedslagtning,
som ikke har noget med Jagt at gøre. ... Men Kød maatte vi jo have,
og Skind, dejlige, store, varme Brikseskind til den lange Mørketid.«
Det blev store, tunge Læs den lange Vej hjem, og derfor maatte
Hundene hvile godt ud forinden.
»Vildtet er lunefuldt, og det lever altid paa Vandringer; Dyr har
ingen Bopladser, hvor de holder til, og derfor maa en Jæger, der skal
leve af Landvildt, have Held med sig, havde gamle MerkrusQrk sagt til
mig ved Afskeden.
Han mindedes sikkert de trange Vandreaar, han selv havde haft
her i det selvsamme Land, dengang han som ung havde været Vidne
til, at nogle Niddinger af hans egen Stamme slæbte af med hans For-
ældres Lig for at spise dem; Maaneder igennem havde de strejfet om
uden at finde andet spiseligt end smaa Laksørreder i en Sø, og den
forfærdelige Sult havde gjort mange af dem til Dyr.«
Under det otte Dages Ophold var de 3 Mænd naaet saa højt op i
Landet, som Rasmussen ønskede.
»Fra det Sted, hvor vi vendte, kunde vi være naaet ned paa Isen
paa den anden Side i Løbet af en Dag, og herfra vilde Vejen have
været let, enten til Baffinsland-Eskimoerne eller ogsaa helt ned til
Stammerne i King Williams Land. ...
Som et interessant Bevis for, at vi fulgte en af Eskimoernes gamle
Vandreveje, var et Fund i en Klippespalte af et velbevaret Kastetræ af
forældet Type og Sædet til en Fangststol. Som bekendt benytter Smith
Sund-Eskimoerne ikke Kastetræ, og dette maatte altsaa hidrøre fra en
Stamme fra Baffinsland eller andetsteds fra, som havde lagt Vejen om
ad denne Dal paa sin Vandring mod Grønland.«
Hjemturen lagdes tværs over Baches-Halvøen og var ret besvær-
lig over Halvøens Ryg. Nedfarten til Princess Mary’s Bay paa den
anden Side var heller ikke ufarlig.
I to Dage ad en ypperlig Slædevej kørte de derpaa langs en pragt-
fuld Fjældkyst ned til Bartletts Bugten paa Halvøens Sydostende,
og havde atter Udsigt til: »vort kære Grønland«.
I Bartlett Bugten standsede de ved Pearys gamle Ekspeditionsdepot,
som han har givet Eskimoerne, og hvor de vederkvægede sig ved Kak-
kelovnsvarme i ét Hus, bygget af Hvedemelskasser med Sejltag over.