Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 647

— 648 —
Selvstændighed i Ord har vi ganske vist ikke opnaaet, men
desto mere i Virkeligheden.
Men denne Selvstændighed er af den Beskaffenhed, at
den ikke bringer os nærmere Selvstændigheden, hvis vi ikke
er paa Vagt og passer paa; tværtimod vil alt indtage den tid-
ligere Stilling, naar den nuværende Krigstilstand er forbi. Men
vort Forbund med Danskerne, saaledes som det har været, er
som alle véd fuldstændig utilfredsstillende, og der kan ikke
være Tale om, at nogen Islænding kan tænke paa at lade sig
nøje med det i Fremtiden. Vi maa derfor ikke forsømme at
overveje straks, hvad der skal gøres i denne Sag, for at ingen
Lejlighed skal gaa tabt for os.
Jeg venter, og det gør ogsaa mange, som har større Kund-
skaber og mere Indsigt i den Slags Sager end jeg, at naar Fre-
den bliver sluttet, da vil Folkene blive enige om en eller anden
Ordning af Lande og Stater i Europa, som skal gælde for Frem-
tiden, og at det vil blive meget vanskeligt, hvis det ikke bliver helt
umuligt, senere at faa nogen Foi’andring paa denne Ordning sat
igennem. Ved eventuelle Fredsforhandlinger kan der derfor blive
Lejlighed til at faa alle vore Krav sat igennem, hvis vi blot alle
staar sammen og har Held til at gøre vor Indflydelse gældende.
Der er mange Ting, som peger paa, at der da vil blive
Lejlighed, navnlig dog det, at nu synes alle Lands- og Stats-
forbindelser at være i Opløsning, og at Stormagterne, som har
mest at sige om den Slags Anliggender, gentagne Gange har er-
klæret, at Smaafolkene selv skal raade over deres Statsforbin-
delser og Regering, og at enhver Nationalitet har lige Ret til
at sige, hvorledes den ønsker at regeres.
Det synes derfor at være klart, at man dermed har aner-
kendt, at vi selv har Ret til at bestemme, om vi vil være
i Forbindelse med en anden Stat eller staa alene, og
da tillige Ret til at bestemme i hvilken Slags Forbindelse, hvis
der blev Enighed om en Forbindelse.
Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Danskerne nu
ogsaa har anerkendt dette, thi begge, Danske og Islændere, er
nu bievne mere kyndige om Nødvendigheden af og om Nytten
af Landenes Forbindelse, end de var før Krigen.
Alle Islændere vil nu være overbeviste om, at vi har baade Kraft
og Evne til selv at behandle alle vore Sager uden andres Medvirk-
ning, og Danskerne har sandsynligvis ogsaa faaet Øjnene aabne