Atlanten - 01.01.1915, Side 627

628 —
gyndte at færdes i disse Egne, ret hyppigt er bleven besøgt af
Polareskimoerne, ikke blot naar de ledsagede denne, men ogsaa
af driftige Fangst- og Jagtmænd, som igen søgte Erhverv i de
Egne, gennem hvilke de oprindelig var komne til deres nuvæ-
rende Hjem i Nordvestgrønland.
I sin sidste Bog »Foran Dagens Øje, Liv i Grønland«,
beretter Knud Rasmussen' om en Jagtudflugt til Ellesmere
Land tværs over Smith Sund med Hundeslæde.
For at sætte over dette Farvand maa man helt op til
Anoatok ved Kap Inglefield, hvor Sundet mellem Grønland
og Amerika ikke er mere end seks-syv Mil bredt.
»Omtrent hertil gaar den skruede Polaris, der er vanskelig at be-
fare, medmindre man har Ishakker til at hugge sig gennem Isskrunin-
gerne. Men udenfor denne gamle Is ligger som Regel et lille Bælte
Nyis, der ikke er mere end nogle faa Kvartmil bredt; denne Nyis gaar
med hver Storm, men lægger sig atter, saa snart det bliver stille. Den
plejer man at følge, som Regel over til Prims Island, der er saa sørge-
lig berømt ved Greelys Ekspedition. Sønden for Kap Inglefield lægger
der sig saa godt som aldrig fast Is, og da det aabne Vand som Regel
begynder ved Red-Cliff-Point, maa man her køre et Stykke op over
Indlandsisen for at komme videre nordpaa og siden følge den brede
Isfod op til Etah, hvorfra man atter paa Is kan køre det sidste Stykke
Vej op til Anoritoq, der er Overgangsstedet.
»Overkørslen over Smith Sund fandt Sted uden Hændelser, der er
værd at opholde sig ved; vi skyndte os over Nyisen for ikke at risikere
at drive til Søs, satte Kursen paa Baches Halvø og befandt os i Løbet
af en lille Uges Tid i Bunden af den store Flagler Fjord paa Tærske-
len til Moskusoksernes Land.
Paa den sidste Del af Turen havde vi været stærkt opholdte, dels
af Skrueis, dels af dyb Sne, saa vi var derfor udgaaede paa saavel
Menneske- som Hundeproviant, da vi skulde til at se os om efter det
mærkelige Storvildt, som kun to af os (Knud Rasmussen ledsagedes af
to Eskimoer) kendte af andre Skildringer.« De befandt sig i et stort
snebart Land,.der bestod af lutter Smaasten; kun gennem Kløfter, hvor
Sneen var føget fast, og ad blanke Elve var det muligt for dem at
trænge indover med deres Slæder. En bidende Blæst gennemisnede
de sultne Mennesker. De kørte med deres sultne Hunde op gennem
en stor, bred Dal, der fører ind i Landet og er Vejen for dem, der vil
tværs over til Nansens Sund og Heibergs Land paa den anden Side. I
Snestorm gaar det fremad hele Dagen, og de træller endelig paa Moskus-
okser.
»Fra at være sultne Jægere, der intet ejer,« staar de med ét »som
Herrer til tre levende Kødbjærge. For det var tre granvoksne Tyre«.
Moskusokserne gik og bejtede og lignede sorte Klippeblokke. »De store
Dyr gav ikke en Lyd fra sig, da de med ét saa sig omringede af de
halsende Hunde; de travede ganske roligt hen til hinanden og stillede