Atlanten - 01.01.1915, Blaðsíða 613

— 614 —
Stilling herinde end den liggende paa Briksen. Hvor varmt her end
bliver, er Luften dog altid ren og god, og i Modsætning til Atmosfæren
i mange dansk-grønlandske Huse, uden Stank. Dette forklares ganske
simpelt derved, at den friske Luft altid har uhindret Adgang til Huset
gennem Indgangshullet, hvor der ingen Dør er. Kun naar Stormen
raser stærkt udenfor, og Vinden staar lige paa, sættes et Brædt eller en
flad Sten for. I Tagets højeste Del findes et Hul — »Husets Næse«,
som Eskimoerne kalder det — og her strømmer den opvarmede og
forbrugte Luft ud i Kulden som en hvid Damp. Er det stille, stiger
denne »Bøg« smukt til Vejrs fra Husene, som om der var »fyret i Kak-
kelovnene« derinde.«
»Denne lille Jord- og Stenhule, som ved første Øjekast ser saa
elendig og primitiv ud, viser sig ved nærmere Kendskab til den at være
genial i sin Simpelhed, og er rimeligvis den eneste Form for Menneske-
bolig, som under den strænge Polarvinters bidende Kulde kan afgive
et lunt Opholdssted for sine Beboere —■ kun opvarmet af Spæklamper.«
Ogsaa Polareskimoernes Skinddragt er genialt afpasset efter
de klimatiske Forhold og ikke uden Skønhed. Mylius-Erichsen
og Moltke skriver herom:
»Medens Eskimoerne til Benene har de samme Klædningsstykker
Aaret rundt (for Kvindernes Vedkommende ganske smaa Benklæder af
Polarræveskind og meget lange »Kamikker« til midt paa Laaret med
et Væld af lange, gyldne Bjørnehaar faldende ud over den øverste Kant,
for Mændenes Vedkommende Bjørneskindsbukser til Knæene og Ka-
mikker), bruger begge Køn tre forskellige Pelse til Overkroppen. Om
Vinteren Polarræveskindspels med Hætte om Hovedet, i mildere Vejr
Sælskindspels (Netsidepels), særlig i Begnvejr og Snevejr. Under disse
to Pelse bæres inderst paa Kroppen en Fugleskindsanorak med Fjerene
mod Huden- Denne Pels bæres ogsaa meget alene om Sommeren og
er — saa længe den er ny —• meget klædelig med sin varme okkergule
Farve. For Benklædernes og de to førstnævnte Pelses Vedkommende
er Haarene altid vendt udad, hvilket om Vinteren, naar Blaarævepel-
sene bæres, giver Eskimoerne et uforholdsmæssigt Omfang. Navnlig
synes Hovedet, naar det ses bagfra, og Hætten er trukket op om det,
af mægtigt Omfang. Denne Pels erstattes ofte af en Benskindspels,
som gør et endnu fyldigere Indtryk. Anden Hovedbeklædning end
denne Hætte har Mændene ikke — men deres lange, blaasorte Haar,
som hænger frit ned om Ansigtet, gør ogsaa al anden Hovedbeklædning
overflødig. Dette Haar hænger Mændene ned i Øjnene og tvinger dem
til at holde Hovederne i kælne, affekterede Stillinger, og foraarsager
ejendommelige Haandbevægelser for at befri Øjnene for de generende
Lokker. Kvinderne sætter Haaret op i en skraa Top i Nakken og bærer,
naar de færdes ude, en hjælmlignende Hætte, syet af Sælskind og fast-
gjort til Pelsen. Kvinder med Amaut — Barnepose — bruger dog løs
Hætte, som bindes fast under Hagen.«