Atlanten - 01.01.1915, Page 672

673 —
og andre Riger, der kun er Riger af Navn. Og. hvor skal Islæn-
derne søge Støtte og Hjælp udadtil undtagen hos deres Brødre
i de nordiske Lande? I Stedet for at indlade sig paa noget, som
de ikke ved hvad er, skulde Islænderne gøre deres Bedste til at
fremskynde et kraftigt Fredsforbund mellem alle de nordiske
Lande. Hvorledes et saadant Forbund skulde ordnes, derom skal
jeg ikke bruge mange Ord her, men det behøvede ikke at være i
Modstrid med Islændernes Interesser. Disse er ikke helt de
samme som de andre nordiske Folks, og derfor var der ikke
noget ubilligt i, at Islænderne selv gav et Ord med i Laget, hvad
de udenrigske Anliggender angaar, ja det var endogsaa en Selv-
følge, at det overlodes dem at slutte Overenskomster om Handels-
anliggender med fremmede Stater o. a. Men at tage disse Anlig-
gender »fuldstændig i egne Hænder, saasnart Krigen er
forbi«, vilde ikke alene være farligt, men ogsaa kostbart. Ikke
vilde Islænderne kunne nøjes med kun tre Konsuler i Udlandet.
Og mon ikke Nationen kunde bruge sine Penge til noget bedre
foreløbig?
Jeg forstaar godt, at Islænderne ønsker at optræde som en
selvstændig Nation med eget Flag o. s. v., at de vil raade over
deres egne Anliggender, vil være et selvstændigt Rige; men jeg
forstaar ikke, at de (nogle af dem) intet Forbund vil have (und-
tagen af Navn). Jeg, som Dansk, vilde ikke føle nogen Ydmygelse
ved, at mit Fædreland indgik et Forbund udadtil med Sverige
og Norge, hvis kun den danske Stat blev ligestillet med de andre,
og Forbundet var et Fredsforbund, frit for Forbund med andre
Stater. Hvad kan Islænderne have imod et Forbund med Dan-
skerne, eller med alle de nordiske Nationer, hvis de bliver side-
stillede med deres Brødre. Og kommer det ikke tæt op til, at de
allerede er dette — i Virkeligheden, om ikke paa Papiret?
Holger Wiehe.
Isafold den 12. Maj 1917.
En Bemærkning til Hr. Docent Holger Wiehes Artikel.
Vi havde ikke ventet, at det var nødvendigt, som Sagerne
nu staar, at debattere de Anskuelser, vi forfægtede i Nr. 30
(skal være Nr. 29) af »Isafold«, angaaende vore udenrigske An-
liggender. Vi mente kun, at der var Grund til at erindre Landets
Styrelse om Islændernes Stilling til disse Anliggender. Ingen
Islænder har heller taget Anledning til at bekæmpe vore Menin-