Atlanten - 01.01.1915, Page 146

— 147 —
Indlandsisen er en god og jævn Landevej, men den ufor-
anderlige hvide Flade har en Ensformighed over sig, der virker
deprimerende. Man har altid det samme hvide Svælg for sig,
aldrig nogen Afveksling, der kan give Tankerne Fart; og derfor
kan det ikke undgaas, at hver Dagsrejse i sig selv føres igen-
nem under en intensiv Længsel efter at komme ud af den døde,
stormpiskede Ørken; for Snestorm har man hver eneste Dag.
Men ogsaa den vænner man sig til, og kun naar Snefoget er
saa tæt og Vinden saa stiv, at det ikke er muligt at drive Hun-
dene frem i det, gør vi Holdt og tager Søvnen og Hvilen.
Paa den første Halvdel af Rejsen byggede vi os hver Aften
en Snehytte, som det var os en sand Fest at tage i Besiddelse.
Og naar vi var rykkede ind i den og havde faaet tætnet og
lukket for Indgangen og vore Spæklamper tændt, saa havde vi
en Husvarme og Hygge, der virkede som en Velsignelse ovenpaa
Dagsrejsens Strid med Vind og Kulde.
Den største Højde, vi naaede, var 2225 Meter; men des-
værre var vi ude af Stand til at maale vor laveste Temperatur,
idet vort Vinaandstermometer gik i Stykker for os; kun saa
meget kunde vi konstatere, at Kviksølvet i vort Termometer
ofte var frosset under vor Rejse gennem Højjøklen.
Overalt under Fremfarten gjorde vi de videnskabelige Iagt-
tagelser, vi var i Stand til, og som vi mente kunde være af
Interesse, ligesom der blev ført en meteorologisk Dagbog under
hele Rejsen. Men at komme ind paa denne Art Detailler vilde
ikke være muligt her i Aften indenfor den Tid, jeg har til min
Disposition; kun maa det maaske være mig tilladt at give nogle
Stemninger og Skildringer fra min Dagbog, der i nogen Grad
kunde karakterisere de Forhold, hvorunder vi arbejdede:
Brudstykker af Dagbogen.
3. Maj. Nu længes vi for Alvor efter at komme ud af vor
hvide Drøm. Det er, som om vi befinder os midt inde i en
uhyre Boble, der aldrig brister. Hvad nytter det saa, at Solen og
Bisolene smelder deres dejlige Farver ud over Boblens Hvælvinger.
Min Længsel efter Land forekommer mig som en mægtig
Sult, jeg ikke formaar at stille. Træt bliver man i Sindet af
de hvide Snebølger, der slaar Øjnene med Blindhed og Smerte,
og frem jager Tankerne uden at kunne falde til Ro.
Aa, et lille Fodspor! Et Mærke blot efter noget levende!