Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 105

Af Finn Christoffersen
En jægers død
Da motorbåden vendte tilbage til den grønlandske koloni, kunne man
kun meddele, at der manglede en mand og at al eftersøgning
havde været forgæves ....
Der var ingen tvivl om, at
nu skulle det tag være færdigt.
Hammerslagenes akkompagne-
ment afslørede tydeligt det sti-
gende tempo. Det var gamle Michael,
der drev på. Som en gazelle sprang
han på det stejle tag med de tunge
papruller på nakken. De andre lod sig
rive med af tempoet og Michaels
stærkt kommenterende forklaring: når
taget var færdigt, skulle han have sine
penge for at gøre indkøb og forberede
en jagttur efter rener inde i bunden af
fjorden.
Michael var ikke en affældig, gam-
mel mand, men det tætte sølvgrå hår
vidnede om, at han havde rundet det
første halve sekel. Den kraftige krop
med den spændstige gang havde en
ynglings holdning, da han med for-
ventningens glæde lysende i sit skarpe
blik forlod sit arbejde for at hjemsøge
sine gamle jagtmarker.
I de helt unge år var det helt ander-
ledes. Da havde det ikke været påkræ-
vet at skrabe penge sammen for at
tage en sådan tur. Dengang havde han
altid noget tørret sælkød og kajakken
som transportmiddel. Nu var sælkød
snart en sjælden spise, det var næsten
håbløst at lægge sig ud på fjorden ef-
ter sæl. De mange motorbåde nu om
stunder gjorde sælerne sky. Aldrig så
snart en sæl viste sit kuplede hoved
ude på fjorden, blev den forfulgt og
beskudt.
Nå, men på den anden side var der
nu også den fordel, at han havde fået
tilbudt at sejle med motorbåd ind til
bunden af den næsten 100 km lange
fjord.
Sejlturen ind gennem fjorden var
for Michael en genoplevelse af gamle
minder. De drivende isskodser og is-
knolde på fjorden var fine mål for rif-
lerne. Det gjaldt om at genvinde fær-
digheden og konstatere, at riflerne var
ordentlig indskudte. Forventningerne
stod højt hos det lille jagtparti, efter-
hånden som de nærmede sig bestem-
melsesstedet. — Det var virkelig sag-
lig snak, der her blev ført, med hen-
syn til hvor renerne skulle findes. Var
der mon mulighed for ren i en af da-
lene, hvor fjordvinden stod ind — det
ville afhænge af, hvor stor myggepla-
gen var ved dyrene i øjeblikket. Måske
muligheden for at træffe ko med kalv
var størst helt inde under indlands-
isen? Men de gamle tyre ville nok
være at træffe i højfjeldet på denne
tid. Selvom der på grund af det mere
givende fiskeri var gået år, siden Mi-
chael sidst havde været i det foran-
liggende landområde, erindrede han
tydeligt alle de lokaliteter, hvor der
havde været iagttaget og skudt dyr, og
i tiltro til dyrenes nedarvede regelbun-
dethed regnede han med, at det nok
skulle lykkes at finde frem til renerne.
Bræisen blev tættere og tættere at
trænge igennem for båden, efterhån-
den som de nåede ind i isfjorden med
dens stærkt producerende bræ. Kunne
de bare nå rundt det stejle fjeldkap
forude, medens højvandet endnu slæk-
kede isen, ville de være fremme ved
den lille bugt, der var det foreløbige
mål for turen. Det lykkedes, og snart
efter lå båden velfortøjet i den lille
naturhavn.
Det var tungt at gå opover i det tyk-
ke tæppe af mos og lyng. Vegetationen
var umådelig kraftig som overalt inde
i bunden af fjorden. Der var næsten
ingen sammenligning med det vindpi-
skede land hjemme omkring kolonien.
Her stod krattet højt og tæt, så det
næsten var umuligt at trænge igen-
nem. Først, da han havde tilbagelagt
godt halvdelen af vejen til fjeldets top,
blev vegetationen sparsommere, så det
blev muligt at avancere i jævn gang i
de lette, hjemmesyede kamikker. Fra
den indvundne højde var der god ud-
sigt ned over elven og dalen, så fore-
løbig gjaldt det kun om at holde høj-
den og avancere indover på fjeldets
skyggeside.
Varmen var ret uudholdelig, men en
let brise ud gennem dalen holdt myg-
gene i ave samtidig med, at han havde
fin vind i tilfælde af rener. Der var
ikke meget liv at iagttage i forhold til
det store område, der var under syns-
vinkel. Oppe under fjeldets top larme-
de et par ravne, og højt under den
skyfri himmel kredsede en ørn. Det
var alt, hvad der bød sig af oplevelser
den første halve dag. Kun snespurven
forsøgte med mellemrum at bryde stil-
heden med et par korte strofer.
Ved middagstid var det vindstille.
Myggene sværmede og gjorde livet
surt, selv for Michael, der ellers følte
sig immun over for de små blodtørsti-
ge væsener. Men først, da myggene
sad så tæt, at de ustandselig dækkede
øjenrandene og ødelagde det frie ud-
syn, søgte han opover mod fjeldryggen
i håb om, at der skulle stå så megen
luft, at det ville befri ham for nogle
af myggene.
Efterhånden var han så langt frem-
me, at muligheden for rener skulle
være tilstede. Med passende mellem-
rum kom den lange udtrækskikkert
frem. Særlig var der en fjeldskråning
på den anden side af dalen, der punkt
for punkt blev afsøgt i kikkerten. På
det sted var fjeldet terrasseformet. Det
frodige tæppe af lav og mos, der dæk-
kede afsatserne, var ideelt for renerne.
For mange år tilbage havde han skudt
en ko med en stor kalv på det sted.
Men kikkerten afslørede intet under
en nøje gransken af stedet.
Dagen var ved at gå på hæld — so-
len var forlængst gået ned bag fjeldet
i nord. Michael begyndte at se sig om
efter et natlogi. Fordringerne var ikke
store. Dagmarchen havde været lang,
så hvilen skulle nok indfinde sig. Et
stykke nede af fjeldet lå nogle store
sten og klippestykker, det var stedet.
Med hænderne rykkede han græs og
lyng op og smed det i læ af en af klip-
peblokkene. Snart var der nok til at
danne leje og isolere ham mod kulden
fra jorden. I den ene anoraklomme
havde han et stykke tørfisk og en
stump brød. Begge dele havde han
spist af i løbet af dagen, nu skulle re-
sten fortæres. Så ville skæbnen nok
give ham fangst den følgende dag. Den
kolde aftenbrise, der kom direkte fra
indlandsisen, fik ham til at fryse. Men
da vinden stod ud gennem dalen, turde
han nok lave et lille bål. Røgen fra bå-
let ville trække tilbage over det afsøg-
te terræn. Da lyngbålet var tændt,
meldte lysten sig hos ham til at få no-
get varmt at spise. For de fleste ville
det være noget af et problem at koge
sin mad uden at have noget at koge
den i, men for Michael var det intet
problem. Han flåede skindet af ryper-
ne, lagde dem på den store, flade sten
ved bålet og dækkede dem med vådt
mos. Da han efter en passende tid at-
ter fjernede mosset, var ryperne kog-
te. Efter at være gennemvarmet af bå-
let og det solide måltid, smed han sig
på det bløde leje for at finde hvile.
Han blev vækket af en ræv, der
skældte i stenrausen ovenover ham.
På.stive ben og med strittende lunte
sprang den rundt på stenene, alt ime-
dens den overfusede ham med sit
evindelige auv, auv, auv.
Michael rejste sig, skuttede sig i
morgenkulden og fortsatte straks sin
afbrudte vandring. I dagens løb håbe-
de han at være fremme under ind-
landsisen, men store tåge- og skyban-
ker væltede ind over landet, og snart
var alt gråt i gråt.
Nu skulle han passere en stor tvær-
dal. Den tætte tåge og regndis, der
svøbte sig overalt, krævede den yder-
ste agtpågivenhed i det uvejsomme
terræn. Det tog næsten den halve dag,
før han atter havde genvundet højden
på den anden side dalen. Turen gen-
nem dalens tætte pilekrat havde gen-
nemblødt hans tøj. Men den stærke
stigning for at komme til fjelds igen
fik ham alligevel til at svede. Af og til
holdt han et lille hvil, alt medens han
kvægede sig med et par håndfulde
sortebær eller blåbær. Sortebærrene
fandtes overalt og i ubeskrivelige
mængder.
Uheldet ville, at han i den tætte tåge
kom til at støde på et par rener. Plud-
selig som han gik, raslede det i fjel-
det, og inden han nåede at få riflen af
skulderen, så han det ubestemmelige
omrids af et par store dyr, der for-
svandt i tågen. Det var umuligt at op-
tage forfølgelsen, men åh hvor ville
det dog have været rart med et ren-
skind at svøbe sig i for natten!
Det var uden begejstring gamle Mi-
chael søgte efter natteleje. Det eneste
tørre sted, han kunne finde, var under
en fremspringende klippeblok. Stedet
var dystert. De store, overhængende
klippeblokke gav dybe slagskygger i
tågen.
Stedets uhygge i forbindelse med
tanken om de to rener, der som et par
overnaturlige væsener var blevet op-
slugt af tågen, satte fantasien i sving.
Erindringerne om de mange KivitoK-
historier dukkede uvægerligt frem.
Ikke, fordi han lå under for gammel
overtro og lignende, men situationen
drejede uvægerligt tanken ind på de
mange sagn og fortællinger om de
mere eller mindre fantastiske fjeld-
gængere eller KivitoK’er. Han huskede
tydeligt beretningen om fjeldgænge-
ren, der ikke ville vende tilbage til sin
boplads. En nat fik denne besøg af en
engel, som forsøgte at overtale ham til
at vende hjem, men da han stadig
vægrede sig, rørte engelen ved hans
ene ben, så det blev forvandlet. Siden
den tid berettede gamle fangere om,
hvordan de i fjeldet havde set det
mærkeligste spor af halvt dyr og halvt
menneske. — Ligeledes randt ham i hu
beretningen om, at kvindelige pårø-
rende til sådanne fjeldgængere lagde
tørre kamikker uden for huset om nat-
ten. Tanken fik ham til at iagttage
sine egne kamikker. De var i dagens
løb blevet gennemblødte af den våde
vegetation. Ak ja, hvem der endda
havde haft et par tørre kamikker. Men
han var jo ikke fjeldgænger, han hav-
de frivilligt givet sig ud på denne tur
for at genopleve sin ungdoms glæder.
Natten blev lang og kold, den uroli-
ge søvn gav ikke plads for søde drøm-
me. Ofte måtte han op at røre sig for
at få varme i kroppen. Endnu før da-
gen gryede, fortsatte han sin vandring
til trods for, at den svage belysning
gjorde det vanskeligt at orientere sig
og farligt at færdes.
Michael lagde kursen mod nord for
at holde højden og udsigten vedlige.
Forude rejste fjeldet sig i en voldsom
stigning for helt oppe at slutte i et
stort plateau. Rundt om toppen hang
endnu en enkelt tågeklat og klamrede
sig til jætten som en ensom sjæl, der
var efterladt af sit følge. Punkt for
punkt søgte kikkerten opover. Pludse-
lig gav det et sæt i Michael, der var
ingen misforståelse mulig, kikkerten
afslørede en bevægelse i fjeldet. Det
var en ren, — endog en stor tyr, efter
hvad han kunne skønne på den store
opsats, der tydeligt markerede sig i
kikkerten, hver gang renen bevægede
hovedet.
Blodet begyndte at rulle i årerne.
Spændingen meldte sig med voldsom
styrke. Han vidste kun alt for godt,
hvilket agtpågivende og hurtigt et
vildt, han fulgte. Da gamle Michael
sprang op for at begynde den spæn-
dende piirsch, var han spændstig som
en yngling, men han havde alderens
evne til at beherske spændingen og
tænke klart. Det ville blive nødvendigt
at omgå renen og komme til den oven-
fra for at få ordentligt skud til den.
Stigningen var stejl, og den pumpede
luften af lungerne under den raske
gang. Et sted stod fjeldet i et brat fald,
ovenover var en permanent snefane,
som solen ikke kunne nå at få bugt
med i den korte sommer. Passagen her
var vanskelig, sneen var hård som is.
Skridt for skridt vovede han sig ud på
den hårde skorpe. For hvert skridt
måtte han først søge støtte med ge-
værkolben. De bløde kanter på kamik-
kerne kunne ikke få fodfæste, og kom
han først i drift, ville han være for-
tabt, om ikke han kunne nå at drage
sin kniv og hugge den i isen. Endelig
var den farlige passage tilbagelagt.
Forude jævnede fjeldet sig ud i kuple-
de afsatser, snart var han fremme ved
det punkt, der i kikkerten var udset
som liggende ret over, hvor renen be-
fandt sig.
Med sikringen skudt frem på riflen
rejste han sig forsigtigt bag en stor
sten for at få udsyn. Straks han rejste
sig, så han renen. Dens svære krop og
det stærke nakkeparti, der bar den
tunge krone af takker, afslørede hele
dens mandighed. Det var en stor og
meget stærk tyr, hvis lige han kun én
gang før i sit liv havde truffet. Holdet
var langt, renen havde beitet sig et
stykke væk fra stedet, hvor han før-
ste gang havde iagttaget den. Men der
var ikke tid til overvejelser, fremover
fandtes ingen dækning, og renen hav-
de kun få meter igen, før den ville for-
svinde bag et fremspring i fjeldet. Rif-
len kom i anslag, sigtet kunne ikke
blive langt, det urolige åndedræt skul-
le holdes tilbage. Korn og kærv tegne-
de sig skarpt mod bladet på dyret. Re-
gistreringen af billedet fik fingeren til
at krumme sig om aftrækket og udløse
en eksplosion. Ekkoet fra skuddet
flængede stilheden og rullede mellem
fjeldene som et varsel om den trage-
die, der her skulle udspilles.
Kuglens anslag i renen fik det store
dyr til at fare sammen i et chok, men
i næste øjeblik smed den hovedet til-
bage og for afsted med det svære gevir
langs ryggen. Michael nåede ikke en-
gang at få en kugle ind, før den var
forsvundet bag fremspringet i fjeldet.
Der var nu kun én chance, og det
var at nå et fremspring, der lå 4-500
meter længere fremme og betydeligt
højere, end hvor han nu befandt sig.
Renen ville sikkert søge opover, så
kunne han bare nå frem og afskære
den, ville han endnu en gang få chan-
cen for at afgive et skud. På de lette
kamikker næsten fløj han afsted. Han
skulle endnu engang bevise, at han
havde styrke og hurtighed til at følge
en ren.
Opover bar det, stadig opover, det
var, så pusten brændte i lungerne og
blodet bankede i tindingerne, men
tempoet måtte og skulle holdes.
Endelig var han fremme og fik
straks øje på renen, der stærkt an-
skudt søgte opover. Den kom med ret
sideskud, men det var ham umuligt at
få ordentligt hold til den, fordi han
var så forpustet. Michael knælede ned,
støttede albuen på det ene knæ, holdt
åndedrættet igen og lod skuddet gå.
Det store dyr gik i bakken med et
drøn. Den blødnæsede kugle havde
sønderrevet alle de ædlere organer
bag dens svære bringe. En glædesrus
gennemstrømmede Michael. Han hav-
de dræbt en tyr, en stor tyr. Hele hans
sind genoplevede ungdommens begej-
string, han ville rejse sig og råbe i
fjeldet: Jeg har gjort storfangst, her er
kød, masser af kød.
Men Michael nåede aldrig at få rejst
sig.
For sidste gang dvælede hans blik
ved den faldne tyr. For sidste gang
forsøgte genskinnet fra indlandsisen
at sprede tågen, der sænkede sig over
ham, idet han stubbede forover i fjel-
det. ...
Sindet var ungt, men hjertet gam-
melt, spændingen og det hårde rend
var mere, end det lod sig byde. Stilhe-
den sænkede sig over det gamle revir.
Kun den gamle ørn, der boede under
fjeldets tinde, blev fra sit ophøjede
stade vidne til den udspillede tragedie,
men den fortsatte uanfægtet sin evin-
delige kredsen under himmelhvælvet.
Da motorbåden vendte tilbage til
kolonien, kunne man kun meddele, at
man manglede en mand, og at al ef-
tersøgning havde været forgæves. Man
havde efterladt en jolle derinde, men
jollen blev aldrig benyttet.
106