Eimreiðin - 01.05.1967, Qupperneq 41

FJÁRHAGSFORSENDUR ÁRNASAFNS
129
til V. Starcke), þar sem ég varjnaði í leiðinni fram þeirri spurningu, hver
myndi vera „den gode salige Mand,“ sem frúin talar um í „erfðaskránni"
en það atriði hefur ásamt fleiru í því plaggi þótt torskilið, svo ekki sé
meira sagt. Út af þessu sendi liöf. mér tóninn í upphafi bæklingsins, —
í nokkrum styttingi, - og tók því næst til við að sanna, að átt muni vera
við fyrri mann frúarinnar, en ekki Árna Magnússon. Það er þessi
orðsending höfundarins, sem gefur undirrituðum tilefni til þess að
stinga niður penna,* 1) — sjá nánar IV. kafla þessarar greinar, — en fyrst
út í þetta er komið mun ég hinsvegar ekki einskorða aths. mínar við
það tiltekna atriði, heldur víkja að öðrum og fleiri málsatriðum, (sjá
sérstaklega III. kafla), eftir því sem áróður og málflutningur háttv. höf-
undar og fleiri gefur tilefni til.
Það skal engan veginn dregið í efa, að höfundur bæklingsins sé
nrikill vísindamaður. Um það er ég sem leikmaður ekki fær að dæma.
Hann er að vísu mörgum kunnur hér á landi, og að góðu einu í þann
1) I tilvitnaðri grein minni í Berl. Tid. segir (meðal annars) um þetta atriði:
I min citerede kronik um Árni Magnussons testamente (frá 1957) blev det
fremhævet, at den var fremkommet som reaktion pá navngivne personers usæd-
vanlige ondsindede indlæg um hándskriftsagen, hvoraf dr. Starckes eget indlæg,
livor han pá en udfordrende made var begynt at vurdere de islandske hánd-
skrifter med henblik pá salg pá udenlandsk marked, var det mest yderliggáende.
Min kronik, eller snarere dens skarpe formuleringer og máske aggressive tone,
má ses i denne sammenhæng, og visse udtalelser i den om hándskriftsagen har
ikke gyldighed ntere, efter at de to lande har fundet frem til en Iþsning.
I þvrigt var min kronik um Arni Magnussons testamente et íorsþg pá en til-
trængt historisk analyse, og dette problem er da ogsá blevet drþftet af ansvarlige
danske, bl. a. under folketingsbehandlingen, hvor det blev hævdet, at testamen-
tet er et „i hfíj grad tvivlsomt dokument“ (jfr. Poul Mþllers bog om hánd-
skriftsagen, s. 98). Pá den anden side er det en fordrejning hos hr. Starcke,
nár han tillægger mig den pástand, at testamentet er „forfalsket.“ Jeg udtaler
tværtimod: „Det er ikke sádan at forstá, at jeg anser testamentet for forfalsket
i den betydning som i almindelighed lillægges dette ord.“ Det er imidlertid
rigtigt, at jeg har pápeget forskellige formelle mangler og mistænkelige om-
stændigheder og har antydet, at der ikke foreligger noget fuldgyldigt bevis
for, at Arni Magnusson stadig har været ved sin fornufts fulde brug, da han
underskrev testamentet.
Hr. Starcke udtrykker indignation over disse betragtninger, som forekommer
mig at være ganske berettigede. Hvordan vil hr. Starcke f. eks. forklare, at der i
testamentet (iflg. de ubekræftede afskrifter — originalen er gáet tabt), som
hustruen (enken) — og Arni Magnusson selv — underskriver, tales om hendes
„gode salige mandV' Var Arni Magnusson máske allerede blevet ,jalig“ dvs.
dþd pá det tidspunkt da testamentets tekst blev affattet? Unægtelig giver denne
formulering grund til mistanke, og det kan ikke betegnes som noget uanstændigt
al komme ind pá disse omstændigheder.
ð