Skírnir - 01.09.1997, Side 121
SKÍRNIR KLÆÐSKIPTINGAR f ÍSLENDINGASÖGUNUM
395
karlkyns klæðskiptinga (Bullough 1974: 1393). Hugarheimur
karla gat sætt sig við að konur færu í karlmannsgervi, en þeim
stóð ógn af karlkyns klæðskiptingum, bæði vegna þess að þeir
stefndu kynvitund karla sem sáu þá í tvísýnu og vegna þess að
þeir ógnuðu gjörvöllu kerfi karlveldisins. Með því að eigna þeim
afbrigðilegar kynhneigðir var reynt að draga úr þessari ógnun og
stuðla að félagslegri og kynferðislegri útskúfun þeirra: þannig var
kynvitund karlveldisins staðfest og treyst í sessi. Flosi í Njáls
sögu er gott dæmi um þetta. Flosi er ekki klæðskiptingur, en
umræddur kafli er mikilvægur í þessu samhengi þar sem hann
beinir athygli að því hvernig kynvitund ákvarðast af fatnaði og
kvengervi karla tengist kynhvötinni. Sagan segir frá því að gerð-
ardómur er kallaður saman til að dæma á milli Njáls og sona hans
annars vegar og Flosa hins vegar vegna vígs Skarphéðins á Hösk-
uldi Hvítanessgoða, sem var fóstursonur Njáls og eiginmaður
Hildigunnar, bróðurdóttur Flosa. A alþingi eru Flosa dæmd sex
hundruð silfurs í bætur fyrir Höskuld. Silfrinu er safnað saman í
hrúgu. Njáll tekur svo „silkislæður og bóta“ (123. kafli, bls. 312)
og leggur ofan á hrúguna. Flosi lýsir yfir ánægju sinni með féð,
en tekur síðan upp slæðurnar og spyr hver hafi gefið þær til.
Hann fær ekkert svar svo að hann spyr aftur og enn svarar eng-
inn. Hann spyr í þriðja sinn og bætir nú við þeim frýjuorðum,
hvort enginn þori að segja honum það. Þá upphefst eftirfarandi
orðasenna á milli Flosa og Skarphéðins:
Skarpheðinn mælti: „Hvat ætlar þú, hverr til hafi gefit?" Flosi mælti: „Ef
þú vill þat vita, þá mun ek segja þér, hvat ek ætla: þat er mín ætlan, at til
hafi gefit faðir þinn, karl inn skegglausi - því at margir vitu eigi, er hann
sjá, hvárt hann er karlmaðr eða kona.“ Skarpheðinn mælti: „Illa er slíkt
gprt at sneiða honum afgpmlum, er engi hefir áðr til orðit dugandi maðr.
Meguð þér þat vita, at hann er karlmaðr, því at hann hefir sonu getit við
konu sinni. Hafa fáir várir frændr legit óbættir hjá garði, svá at vér hafim
eigi hefnt.“ Síðan tók Skarpheðinn til sín slæðurnar, en kastaði brókum
hendi að kynin mættust í þjóðfélagsstiganum. Hin tryllta karlmennskuímynd
norrænna karlmanna, að minnsta kosti eins og þeir birtast í bókmenntum,
virðist við fyrstu sýn gefa mynd af þjóðfélagi, þar sem það veitti einmitt ekki
sjálfkrafa yfirburði að vera karlkyns, heldur þurfti að ávinna sér viðurkenn-
ingu og viðhalda henni með því að hrifsa hana frá öðrum“ (379-80).