Skírnir - 01.09.1997, Side 145
SKÍRNIR
RÉTTUR OG SKYLDA
419
þá spanna þær ekki hvaða svið sem er, verkfallsréttur er til dæmis
ekki siðferðilegur réttur, heldur réttur sem sprottinn er af hags-
munum við þjóðfélagsaðstæður sem geta breyst. Þá nefnir
Sigurður til sögunnar ítarlega upptalningu mannréttinda í stjórn-
arskrám alræðisríkja og telur þar vera lýsandi dæmi um fánýti
réttindagreina (373-75).
Það eru að sjálfsögðu engin hugmyndafræðileg tengsl á milli
alræðishyggju og vildarhyggju í lögfræði og verða helstu kenni-
smiðir á sviði lögspekinnar, sem aðhyllast vildarstefnu, ekki með
neinni sanngirni vændir um slíka hugsun (sjá nmgr. 3 á bls. 372),
þótt í vildarkerfi Hobbes sé að vísu rúm fyrir alveldi ríkisvalds-
ins. Alræði er stjórnarform þar sem stjórnað er af geðþótta og í
krafti valdbeitingar, vildarhyggja í lögfræði útskýrir hins vegar
hvernig lög verða gild og bindandi og rekur það til ákveðinnar
aðferðar sem beitt er af tilteknum aðilum, en án tillits til siðferðis.
Með öðrum orðum, efni laganna skiptir ekki máli fyrir gildi
þeirra. Það er tilhneiging valds, eða þeirra sem með það fara, að
þenjast út, og „ágangur valdsins“, eins og Sigurður orðar það, er
alltaf ógn við mannréttindi, hvert svo sem stjórnarformið er.
Vissulega stafar meiri ógn af valdhöfum sem aðhyllast hvers kon-
ar alræðishyggju. Ef ekki er til staðar skilningur á og virðing fyrir
mannréttindum, standa hvorki ítarleg né almenn lagaákvæði fyrir
þeim sem vill og hefur tök á að beita valdi sínu af óbilgirni.
Hörmulegar athafnir einræðisherra þessarar aldar sýna okkur
glöggt nauðsyn þess að styrkja stöðu mannréttinda, sem og það
að fagurlega orðaður texti stjórnarskrár einn og sér dugar ekki.
Sú sögulega staðreynd að sumir valdhafar virða hvorki eigin lög
né rétt, og ekki eigin stjórnarskrá, samanber tilvísun Sigurðar til
Stalíns og stjórnarskrár Sovétríkjanna (374-75), hefur hins vegar
augljóslega ekkert með eðli mannréttinda að gera. Þetta er saga
grimmdar og valdníðslu og lýsandi dæmi um þann sársauka sem
mannréttindabrot valda, áminning um að mannréttindagreinar í
stjórnarskrá veita ekki alltaf nægilega tryggingu fyrir vernd
mannréttinda. Gagnstætt því sem Sigurður heldur fram sýnir
þessi reynsla hversu brýna nauðsyn ber til þess að finna leiðir til
að veita mannréttindum trausta vernd.