Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1981, Qupperneq 149

ISLANDSKE MEDICINSKE STUDIER
153
IV: 182-83) og oversatte Thomas á Kempis De imitatione Christi (Hólar 1676).
Han fungerede som læge og efterlod sig optegnelser om sin lægegerning39.
Hans son Þórður Vídalín kastede sig over medicin og naturvidenskab samtidig
med at han studerede teologi ved Kobenhavns Universitet. Efter et rektorat i
Skálholt 1688-90 virker han som læge i Dal í Lóni og senere i Bræðratunga.
Trods yderst trange kár lykkedes det ham i 1695 at forfatte „Dissertatiuncula
de montibus Islandiæ chrystallinis“ (trykt pá tysk 1754); et digt af ham er
trykt i Guðmundur Andréssons „Lexicon Islandicum“ (Hafniæ 1683, 22-23).
Snæbjörn Björnsson havde haft Erasmus Bartholin40 (1625-94), kendt som
geolog (beromt er hans „Experimenta crystalli Islandici disdiaclastici“,
Hafniæ 1669) og matematiker, som præceptor ved sit studieophold i Koben-
havn 1668-73, og Gísli Þorláksson, den senere biskop i Hólar28, havde haft
Thomas Bartholin til præses ved sin disputats om fixstjernerne 1651, men
ellers synes Bartholinfamilien ikke at have været særlige beskyttere for de
islandske studenter sáledes som Worm og Borch. Den sidste var ikke blot
læge, men tillige kemiker, botaniker og filolog. 1660-66 var han Europa rundt
for at studere og blev dr. med. i Angers 1664, livlæge 1667, uni-
versitetsbibliotekar 1681. Han skulle som professor og livlæge „særdeles
ved Experiens flitteligen udforske Metallernes og Mineraliernes Natur og
grundeligen eftersoge, hvad sikker nytte udi Lægedom og didhen horende
beskaffenheder haver, og hvorledes des nyttigere end ordinarie sker kan
bruges“. Allerede 1660 var han blevet professor i filologi med botanik og
kemi som bifag og bidrog med sine værker:“ De ortu et progressu chemiæ“
(1668), „Hermetis Ægyptorum“ (1674), „Docimastice metallica“ (1677) til
forstáelse af sygdomsbehandling med metalmalme, mineraler og planter. 1676
beskrev han folgerne af stump hjertelæsion og páviste fire ár senere iltens
(spiritus nitroæreus) betydning — knapt hundrede ár for Scheele og Priestley
(1772).
Havde 1500- og 1600-tallets lægevidenskab mest været præget af det teo-
retiske — bortset fra Bartholinernes praktiske anatomiundervisning — sá
bliver 1700-tallet præget af den rationelt baserede kliniske undervisning ved
sygesengen41. Karakteristisk for Norden — modsat Italien og Holland — er
det, at det er de som oftest nedvurderede bartskærere, der i Danmark in-
troducerer bed-side oplæringen, mens de medicinske doctores forbliver i
deres elfenbenstárne. Til de tidligere basisfag ved universitetet i anatomi,
kemi, botanik og fysik knyttes nu fysiologi og pathologisk anatomi sammen
med den kliniske disciplin — samtidig med at kirurgi og obstetrik fár en op-
blomstring.
Det er inspirationen fra Sydenham og Boerhaave, senere Hoffmann og
Stahl, der fremmer begrebet klinisk undervisning. Men allerede 1695 havde