Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1981, Side 155

ISLANDSKE MEDICINSKE STUDIER
159
fár Sveinn eksamen artium i Kobenhavn og studerer ved Universitetet til 1791
med Kratzenstein som præceptor da han sendes 1791-94 til Island af
Naturhistorieselskabet i Kobenhavn for at foretage naturhistoriske undersogelser.
1799-1803 er han herredslæge i ostre Sydamt i Island og fra 1803-04 konstitueret
landphysikus, 1833 afskediges han efter at have virket i Yztiskáli, Kotmúli,
Fljótshlíð, for at slutte i Suðurvík, Mýrdal. Han publicerer en række artikler i
,,Rit Þess íslenska Lærdómslistafélags og i Nyt Bibliothek for Physik, Medicin og
Oeconomie, samt „Efterretninger om den pá Vestmannoerne gængse ...Borne
Sygdom Ginklofi“ og en „Anatomisk Beskrivelse over Delphinus phocaena“ ud-
givet af Naturhistorie-Selskabet (II-III, Kbhvn., 1792-93). 1798 oversætter Sveinn
J.F. Martinet's „Eðlis útmálun Manneskjunnar (Leirárgorðum, 8™).
Og dermed er jeg náet til 1800-tallets begyndelse, men vil gerne nævne en dansk
professor, der ved sin bed-side undervisning kom til at præge báde danske og
islandske læger fra slutningen af 1700-tallet. Det var Frederik Ludvig Bang
(1747-1820), der 1773 havde forsvaret en disputats „de usu medico acidi
Vitriolici" (8vo) og 1775-1800 var blevet overmedicus ved Kgl. Frederiks hospital.
Her indforer han systemadsk klinisk undersogelsesteknik ved sygesengen — noget
der var glippet delvis for Johann Tode, der havde lært derom i Edinburgh75.
Bang, der 1782 blev ordinær professor, udgav „Praxis medica systematica
exposita“ (Hafniae, 1789, 8™) ledsaget af udvalgte sygehistorier: „Selecta diarii
nosocomii Regii Fridericiani Hauniensis“ (I-II, 1789, 8vo). Han lægger her vægt
pá patienternes almentilstand og selvom han foretager mange autopsier lægger
Bang ikke storre vægt pá dyberegáende differentialdiagnostik. Han foler sig ikke
bundet til noget eentydigt patologisk eller terapeutisk system, men prover at
vejlede de unge i praktisk lægekunst ved udforlig patientudsporgen og grundig
objektiv klinisk undersogelse.
Jeg har i denne forelæsning ikke omtalt de talrige botaniske og geografiske
naturvidenskabelige værker der i de forlobne árhundrede blev trykt i Island (for-
uden i Danmark, Tyskland, Frankrig og England) — og heller ikke droftet det
interessante faktum — som det fremhæves af den lærde bibliograf ved Cornell
University Halldór Hermannsson76, baseret pá Finnur Jónsson studier — at mens
bibeloversættelserne (Stjórn) og praktisk talt alle de ældste romantiske sagaer er
blevet oversat i Norge, selv om de er opbevaret i islandske manuskripter, sá er
hoveddelen af værkerne om geografi, medicin, matematik, astronomi og
naturvidenskab samlet og oversat i Island. Men samtidig med at lægge vægt pá de
enkelte lægers publikationer er der grund til ogsá at mindes den indsats
præstesonnen fra Húsavik Magnús Ketilsson77 (1730-1803) gjorde for at skaffe
islændingerne populærviden i 1700-tallets slutning. Forst 1786 var der nemlig ved
ordinans af 1818 oprettet regulær postservice mellem Island og Danmark, men i
adskillige ár skete forbindelsen kun 1-2 gange árligt. Kort for 1780 fandtes kun 4