Atlanten - 01.01.1915, Síða 139

140 —
Hunde end for os selv. Paa Rejser kan et Menneske lettere
sulte end en Hund, siger man heroppe; og, føjes der til, det er
utroligt, saa længe man kan sulte uden at tage Skade; thi Men-
nesket er klogt og kender Aarsagen til sin Nød, Hunden der-
imod er uvidende om Rejsens Hensigt og tager derfor kun Sulten
som en Indvoldssmerte, der rejser Panik i Hjernen og svækker
Arbejdsevnen. Og idet Mennesket sulter, er det aliid under In-
spirationen af, at hvert Skridt, hver Anstrængelse bringer ham
nærmere til den livsalige Føde, medens Hunden i Dyrets Uforstand
kun tror at trælle sig nærmere og nærmere mod Hungersdøden.
Kødboerne havde fanget godt med Hvalroskød den sidste
Maaned, og de havde bygget sig store Forraadskamre af mands-
høje, favnebrede Isblokke. Oppe paa Tagene laa Kødet i blod-
frosne Fangstparter, flammende som store, røde Blomster mod
den hvide Sne; og man blev saa sorgløs, saa skæbnesikret af
at se paa al denne Overflod. Her var en velsignet og forplig-
tende Rejsebasis, her laa slumrende Kræfter og god Varme ma-
gasineret; Snestormen skulde ikke træffe os uforberedte.
Fangsten paa Hvalros begynder hver Vinter ved Lystid paa
den Nyis, der altid lægger sig, naar en Storm har knust al Hav-
isen og drevet den til Søs. Hvalrossen holder meget af den
skøre Nyis, som den saa let render Skallen igennem, naar den
skal op at trække Vejret. Men i det Øjeblik Hovedet under
en voldsom Udladning af Vejr viser sig over Vandfladen, suser
Eskimoens Harpun ind gennem dens tykke Hud, og inden den
ramte og smertedøvede Kolos kan faa Tid til at besinde sig,
er den gjort fast til Isen ved en tyk og lang Fangeline af Remme-
sæl; og nu maa den holde sig til samme Aandehul hele Tiden,
indtil et velrettet Harpunstød faar gjort Ende paa dens Liv.
Størsteparten af vort Hundefoder bestod af tyk, sejg Hval-
roshud, skaaret i Flager, afpassede efter Slædernes Længde og
Bredde. Denne Hvalroshud, som man ved Flænsningen lader
beholde noget af Spæklaget, fordøjes meget langsomt, hvorfor den
anses for et praktisk Rejsefoder; thi den Mæthedsfølelse, Hun-
dene faar efter et saadant solidt Maaltid, holder sig meget længe.
Foruden Hvalroskød medførte vi Mattak (Narhvalshud),
skært Kød og Spæk. Dagen igennem kom Fangerne kørende
med deres Bidrag til vor Proviantforsyning, og der rejste sig til-
sidst et helt Fjæld af Kød udenfor vort Telt og Snehytte. Kil-
derne syntes uudtømmelige, og skønt det ikke var meget, vi