Atlanten - 01.01.1915, Side 140

141 —
herude i Marken kunde give i Bytte, syntes dog alle meget til-
fredse med, hvad de fik. Det regnedes heller ikke saa meget
for Handel som for Bidrag til Rejsen og Verdenskortets Korrek-
tion i de ukendte Egne, vi kom til at passere. En eskimoisk
Fanger har en forbavsende geografisk Opfattelsesevne, og alt,
hvad der kan komme ind under Begrebet Jagtmarkernes Ud-
videlse gennem eget Kendskab til vor Jord, har hans udelte
Interesse. Hertil kom jo desuden det ikke uvæsentlige, at disse
Hvalrosfangere alle var mine gamle Jagtkammerater, som jeg
ofte havde delt Jagtchancernes Luner med. Og den, man een-
gang har givet Haandslag i den grønlandske Tilværelses Haand-
gemæng for Føden, føler man sig knyttet til paa en egen per-
sonlig Maade. Derfor kom nu alle mine gamle Fangstkamme-
rater og lagde deres Bytte ud for mit Telt, thi de vidste, at
den hundredmilelange Strækning, vi skulde passere for at komme
til Arbejdsfeltet, var en Udfordring med hele Tvekampens Ha-
sard over sig — Ødets Vælde eller vor Vilje.
Da Kødet var afleveret og alt var klaret op, samledes
Mændene ved mit Telt til en festlig Kop The; thi det havde
taget saa megen Tid med Kødsamlingen, at vi maatte opsætte
Afrejsen til næste Dag. Under Aftenens Stemning faldt det nu
af sig selv, at jeg stod op og holdt en lille Tale for disse mine
eskimoiske Kammerater, som jeg skyldte saa meget, og som jeg
holdt af som Bopladsfæller.
Jeg talte om Polarforskningen gennem den sidste Menneske-
alder og om deres store Betydning for den. Altid havde de
baaret den store Risiko med deres brede Humør, og som navn-
løse Slidere havde de ubevidst givet deres til, at de Arbejder,
der kastede Lys over de mange arktiske Gaader, havde kunnet
lade sig udføre.
Den unge Odark, en af Peary’s Ledsagere til Polen, gav
mig følgende stolte Svar:
»Tal ikke om, hvad vi har udrettet, eller om den Hjælp,
vi kan have ydet. Kan vi gøre for, at vor Moder fødte os med
den store Uro i Sindet, eller at vor Fader tidligt lærte os, at
Livet er en Rejse, hvor kun de uduelige lades agter? Mænds
unge Dage maa gaa med at opdage nyt, og derfor fulgte vi
gerne de hvide Mænd paa deres Færd.
Nu, da I rejser langvejs ud, vil vi, som bliver tilbage,
længes efter eders Hjemkomst, og naar I atter er iblandt os,