Atlanten - 01.01.1915, Síða 142

143 —
anstrenge Hundene, men være klare over, at Arbejdet først vilde
begynde, naar vi var komne ned til Østkysten. Indlandsisen var
jo for os ikke M aa let, men Vejen til Arbejdsfeltet, og derfor
vilde det være en Ulykke for os, om vi ødelagde vore Hunde
under en Forcering her. Men en nøje Vurdering af de Chancer,
vi havde, gav dog det Resultat, at vi nok kunde vove Forsøget.
Ekspeditionen talte fire Medlemmer, og jeg vilde vanskeligt
kunne faa Ledsagere, der bedre end mine Kammerater supple-
rede hinanden.
Der var Ekspeditionens Kartograf Peter Freuchen, tidligere
kendt som Medlem af Danmarks-Ekspeditionen; han havde
under de to Overvintringer, vi allerede havde tilbragt i Grøn-
land, vist en ganske usædvanlig Tilpasningsevne til Eskimolivet
og ved flere Lejligheder aabenbaret sig som en arktisk Arbejder
af Rang.
Der var Uvdloriaq, en 35—36-aarig Eskimo, den bedste
Jæger og Hundekusk, jeg nogen Sinde har truffet. Han besad
tilbunds den Snildhed og Udholdenhed som Hundedressør, der
gør den fødte grønlandske Hundekusk til noget for sig, en
Kræfternes Betvinger, der ofte kan faa Hundene til at udrette
det utrolige. Og som Jæger havde han ikke blot et langtræk-
kende Øje og et sikkert Skud, men han besad — hvad der blev
af stor Betydning for Ekspeditionen — Støverens Egenskaber
til at finde Vildt med en Utrættelighed, der, naar det gjaldt, lod
fuldstændig haant om Søvn og Sult og al Slags Udmattelse.
Og endelig var der Inukitsoq, en 24—25aarig ung Eskimo,
der havde taget Del i alle Peary’s senere Ekspeditioner og var
kendt som en udholdende og god Jæger og Hundekusk. Han
havde et lunt og godt Humør, der aldrig lod sig rokke af nogen
Situation; og som en ung Mand, der endnu ikke havde tjent
sine Sporer, havde han den eskimoiske Ærgerrighed til at ud-
mærke sig paa Jagter og Rejser — en Ærgerrighed, der ingen
Sinde kølnedes under hele Rejsen, og som derfor gjorde ham
til et meget værdifuldt Medlem af Ekspeditionen.
Det var første Gang, at Eskimoer blev Deltagere i en Rejse
tværs over Indlandsisen, og da det er en almindelig Antagelse,
at de paa Omraader, hvor de føler sig fremmede, ikke har deres
fulde Værdi som rejsende, føler jeg Trang til at sige, at mine
Eskimoer ingen Sinde lod sig imponere af Indlandsisens vældige
og ensformige Øde, men altid tilbagelagde deres Dagsrejser og