Atlanten - 01.01.1915, Síða 143

— 144 —
gjorde det Arbejde, der paalagdes dem, med den Livsglæde, der
er deres gudbenaadede Vuggegave.
Som før bemærket var det nødvendigt for os at gøre lange
og hurtige Dagsrejser over Indlandsisen — jeg anslog mindst
50 Kilometer om Dagen i Gennemsnit — og naar det skulde
gøres med 5—600 Kilo paa Slæden, maatte vi have udsøgte og
meget store Spand. Men vore Hunde var ogsaa hærdede gen-
nem stadig Træning og i deres bedste Alder, hvert Spand sam-
menkørte Hunde af samme Stamme, Uvdloriaq’s Spand paa 15
Hunde, mit paa 14, de to andres paa 12, altsaa 53 Hunde til-
sammen. Til hvert Spand tog vi 12 store Fodringer, hvilket
var beregnet paa at skulle strække til 24 Rejsedage, idet vore
Hunde, naar de lever af Hvalroshud, gennem hele deres Op-
vækst og Træning er bleven vænnede til kun at faa Foder hver-
anden Dag. Og endda kan der yderligere en enkelt Dag, hvor
man ligger over for Uvejr, springes over uden at forringe Hun-
denes Ydeevne. Her kommer den eskimoiske Hunds Ulvenatur
den rejsende udmærket tilpas, idet det sikkert er det eneste
Dyr, der længere Tid igennem kan bevare sin Arbejdsevne paa
indskrænkede Rationer.
Vore Slæder, der var af den sædvanlige eskimoiske Type,
byggede af sejg, stærk Ask, havde en almindelig Jernskinne som
Skoning; men under denne spændte vi Strimler af Hvalroshud
i Skis Bredde; ved Hjælp afVand og Sne forsynedes nu denne
Skinne med et Lag af Is, og naar dette blev slebet og slidt
blankt, løb de tungtlastede Slæder saa let hen over Bræfladen,
at Hundene uden Anstrengelse kunde trave, ja endog gallopere
med os selv siddende paa Læsset. Det er en gammel eskimoisk
Opfindelse, der benyttes, hvor Føret er Sne uden haarde Is-
stykker, der hurtigt vilde slaa Islaget af.
Vore Læs bestod saaledes hovedsagelig af det Kød, der var
beregnet til Hundene og os selv. Vi fandt det hensigtsmæssigt
selv at spise samme Mad som Hundene, med Hovedrationer af
raat og frossent Kød; og har man først vænnet sig til denne
eskimoiske Maade at leve paa, forlader man den heller ikke
igen. Det virker som en Føde, der ypperligt tilfredsstiller de
Fordringer, Kulden og de store legemlige Anstrengelser stiller
til ens Konstitution. Kun fordres der stærke Maver, thi det er
jo ikke alle, der taaler at nedsvælge en Kødklump, som har en
Temperatur af 30—40 Graders Kulde; og her maa man være