Atlanten - 01.01.1915, Page 147

148 —
Den Dag, da en lille, iltert snakkende Spurv eller maaske en
sindig og tavs Ravn flyver hen over vore Hoveder, bliver Fest.
Nu har vi længe nok ladet os sluge af dette hvide Svælg, del-
er forladt af Gud og Liv.
7.—8. Maj. Ved Midnatstid gør vi Holdt, da en af Slæderne
er sakket bagud og bleven borte i Snefoget. I Hast slaas Teltet
op, og vi koger os en guddommelig Kop The i Ventetiden.
Gennemblæste af den isnende Storm og hudløse i Ansigterne af
Kuldens Bid fejrer vi hvert Øjeblik, vi i Utide faar en varm
Drik, som en Fest, ja som et Kig ind i varme Sollande, hvor
Livet leves under andre Kaar end her; og idet vi hælder den i
os, føler vi for hver Gang en ny Frodighed slaa ud i vore Sind,
en Rejsens og en Modstandens Glædesfølelse, som altid er en
sød Løn for den, der holder ud.
Saa primitivt, saa ensformigt er vort Liv og vort Slid, at
den lille Kop The aabner for alle Nydelsernes Sluser.
Efter et Par Timers Hvil fortsættes Rejsen. Det er Nat og
Solskin, klart i Luften, medens Snestormen, vor uadskillelige
Ledsager paa Bræen, tager til. Desværre begynder disse Storme
at genere vore Øjne, som i Forvejen er medtagne af alt det
hvide Lys, der Døgnet igennem blænder os paa vor Vej; hvor-
hen saa Blikket vender sig, ligger den hvide Flade uden Hvile
for Øjet. Og saadan har det været, siden vi den første Dag
tabte Land af Syne bag os. Blikket svømmer ud over Vidderne
og kan aldrig fæste sig ved noget afgrænset, hvor det kan
standse. Alt glider ud i Uendeligheden, og idet Øjnene løber i
Vand i Blæsten, fryser Vipperne sammen, saa at man ikke kan
aabne dem uden først at tø dem op med en valen Haand; og
da river man ofte mange af de smaa Vipper ud, som ellers er
Øjnenes fornemste Beskyttere. — — —
Det var meget svært at faa Fart i Hundene igen i Dag efter
Hvilet; de havde øjensynligt indstillet sig paa Nattero og lod
sig derfor kun uvilligt drive videre; vi maatte skiftes til at køre
for, og det hele gik, som det bedst kunde — da jeg pludselig
hører et Raab bag mig:
»Nunap akisungnerssua!« (Landenes Farveekko mod Sneen!)
Og med sin Pisk Smeldende hen over de forbløffede Hunde
susede Uvdloriaq forbi os i en Galopade, som vi nu snart var
helt afvante med at se.