Atlanten - 01.01.1915, Side 149

150 —
Glæde, som varmer en, naar det viser sig, at alle Beregninger
slaar til, og at det, der den Dag Rejsen begyndte stod som et
Vovestykke i Betragtning af vor Udrustning og vor ringe Pro-
viantering, nu var klaret op som en ganske almindelig eski-
moisk Slæderejse. Hundene havde holdt ud til det, ja ikke
blot det, deres Udholdenhed havde været saa vidunderlig, at
vore Dagsrejser paa sidste Halvdel af Rejsen stadig var bievne
længere og længere; sidste Dagsrejse var saaledes paa 88 Kilo-
meter, kørt paa ni Timer, og det var først til allersidst, at vi
fik direkte Fordel af Terrænets Hældning. Af de 53 Hunde,
som vi startede med, har vi kun mistet to gamle Hanhunde,
som vi med Vilje slog ned, da de ikke behøvedes længere.
Faar vi nu blot hurtig Jagt, vil Hundene efter en otte Dages
Hvile og god Kraftfodring være klare til at fortsætte igen.
Vi kom først til at starte Kl. 11 Formiddag den 9., da det
havde taget os meget lang Tid med vor Primus’er at optø den
frosne Hvalroshud i Teltet til de 51 Hunde. Da vi brød op,
blæste det saa stærkt, at vi havde megen Vanskelighed med at
faa vore Slæder læssede og surrede; men da dette Arbejde først
var gjort, kunde vi næsten flyve ind i Snestormen, der kom os
agter ind mod Land. Ved Firetiden kom der en lille Standsning
i Snefoget, og i samme Øjeblik steg et stort, brunt Land frem
i Horisonten; vi gjorde Holdt og hyldede det med glade Raab.
Det var os nu om at gøre at faa Jagt saa hurtigt som mu-
ligt, og vi ændrede derfor vor Kurs og satte Retningen mod
det, der saa skikkeligst ud, nedover mod Sænkninger med Søer
og Dale.
Nedkørslen til Bræranden fandt Sted uden Vanskelighed;
ganske vist var der sine Steder meget glat, da Vinden havde
slidt Isen blank, men da der ingen Revner var, kunde vi tage
Hundene bag Slæden og suse nedover. Først helt nede ved
Bræranden standsedes vi af en brat Væg paa femten Meters
Højde. Slukørede stod vi ved denne Afgrund og saa ned paa
det lige for vore Fødder, som ikke var Is og evindelig Sne:
Brune Lyngbælter og smaa Kolonier af Dværgpil mellem Ler-
sletter og Mosdækker. Alle disse Farver virkede som Bad i de
trætte Øjne; nu havde vi lugtet Land og vilde ned!
Vi slaar Hul i Bræisen, trækker Liner af vore lange Hval-
rosremme igennem og tager Luftfarten ned til Land: Slæder,
Hunde, Bagage, vi selv, hele Redeligheden. Men Tid tog det,