Atlanten - 01.01.1915, Page 151

152
over hele den grønlandske Kyst, hvori Danmarksfjorden var
afsat. Hvorledes Fremfartsforholdene vilde være herfra og ned
til Kystisen, havde vi ikke den fjerneste Anelse om.
Vi havde været godt og vel 24 Timer i Aktivitet med haardt
Arbejde, da vi kom ned paa den Jøkelsø, der løh ud for vort
Nedstigningssted; særlig havde jo Arbejdet med at fire Slæder,
Hunde og Gods ned over den femten Meter høje Stejlbrink været
baade anstrengende og spændende. I det Døgn havde vi na-
turligvis heller ikke faaet Tid til at faa noget ordentligt at spise,
saa at vi nu var baade søvnige og sultne, da vi fra en Bræelv
svingede ud over Søen for at finde en passende Lejrplads. Vi
sad og faldt sammen paa Slæderne og vaagnede ofte først, naar
vi blev smidt af Slæderne, eller naar Hundene, der jo snart
opdagede vor Træthed, helt standsede og gav op ogsaa for deres
Vedkommende.
I denne Sløvhedstilstand kæmpede vi med en efter vor
Formening fuldkommen tropisk Hede, der yderligere gjorde os
dorske og søvnige. Det var, som om vi med eet eneste Slag
rykkede fra Vinterens Hjerte midt ind i en bagende Sommer.
Nu, da vi var vante til Indlandsisens lave Temperatur med
Snebygerne, der stadig skyllede ind over os, brændte denne
gode Landsol os i Ansigterne, saa det sved, og hver Brise drev
Varme ind over Kroppen paa os.
Alt dette nød vi i Begyndelsen. Vi modtog Varmen som
en Velsignelse, og vi sang af Glæde over at kunne smide vore
Pelse og sidde halvnøgne i de tolv Graders Kulde, der virkede
paa os som mindst lige saa mange Varmegrader, nu da alt
i os var indstillet paa frossent Kviksølv. Men med Varmen
kom ogsaa Blødagtigheden, og vi gav efter for en smertende
Tyngsel, der lagde sig over alle Muskler, saa at vi ikke orkede
at holde Øjnene aabne. Det var, som om al den Modstand,
vi Maaneden igennem havde budt Bræen, nu døende ebbede
ud og kun gav Plads til den Hengivelse i Øjeblikket, som man
altid føler Trang til, første Gang man efter en drøj Vinter lugter
Foraar.
Men vi vidste, at der var langt til Hvile. Først skulde vi
slaa Lejr, og saa skulde vi ud paa en lang Bekognosceringstur.
(Sluttes.)